31. maj 2018

Vandt over 14 mio. i Eurojackpot: Jeg er blevet mere nærig

En mand i 50’erne fra Kerteminde blev den heldige vinder af præcis 14.735.055 kroner i 2.præmie i Eurojackpot i fredags, hvor 1. præmie puljen, ligesom i denne uge, var på hele 570 millioner. Så selvom det europæiske lotteri har mange deltagerlande er det altså ofte, at det er danskere, der snupper en masse millioner. 

Danske Spil fangede den heldige vinder mandag formiddag, hvor han lige havde været i banken efter en weekend med masser af uro i kroppen. 

- Jeg læste jo et sted i løbet af lørdagen, at vinderkuponen til de 14 millioner var købt i den kiosk, hvor jeg plejer at købe mine kuponer. Jeg spiller kun med i Eurojackpot og Lotto, når puljerne er ekstra store og køber kun Lyn-kuponer. Ellers bliver det alt for dyrt, hvis man skal spille med fast, siger han og fortsætter:

- Jeg plejer kun at tjekke mine kuponer, når jeg køber nye, men jeg kunne ikke rigtig dy mig, så jeg tjekkede tallene derhjemme om søndagen. Jeg havde haft sådan en uro i kroppen, siden jeg læste den artikel. Jeg var nysgerrig, men turde alligevel ikke få vished. Så havde man jo håbet så længe. 

Og manden fik sig noget af en overraskelse, da han så, at han havde de fem vindertal rigtige samt et stjernetal. 

- Jeg måtte have fat i min kone, og have hende til at se med. Og så stod vi ellers bare der med åben mund. Dog havde vi travlt, fordi vi skulle til et arrangement, så vi havde slet ikke tid til at stå der og glane. Vi skulle bare ud af døren med det samme. Senere på aftenen var der noget kulturaften i Odense, vi skulle til. Så det hele er gået meget stærkt. Og vi har altså stadig ikke vænnet os til tanken, overhovedet, lyder det.

Desuden var det ikke nemt at gå rundt med et lille stykke papir med en værdi på over 14 millioner skattefri kroner.

-Jeg havde min tegnebog i lommen hele tiden og turde slet ikke tage den op. Det var meget nervepirrende. Puha. Jeg har heller aldrig sovet med min pung ved siden af mig på natbordet. Men det gjorde jeg altså natten mellem søndag og mandag. Jeg var nærmest helt stresset på grund af den kupon. 

Mandag morgen gik vinderen i en anden kiosk, end der hvor han havde købt sin kupon, så han ikke blev genkendt. Derefter gik turen til banken.

-Jeg har det meget bedre nu. Det er ligesom om, at jeg kan fokusere i dag. Jeg har også taget fri fra arbejde for at få nerverne tilbage til normalen, siger han.

Eftersom det er tydeligt, at det ikke helt er gået op for manden endnu, at han er blevet millionær, så har han svært ved at fortælle om, hvad pengene skal bruges til. 

-Jeg sad for sjov og kiggede på biler - men det var ligesom om jeg endte med at kigge på dem til 50.000 kroner. Det er som om, at man er bange for, at pengene bare smuldrer væk fra en. Så jeg er nærmest blevet mere nærig end før, siger han med et grin.

Derudover nævner han, at han altid har drømt om at købe en lille landejendom med lidt jord til, og at han formentlig vil købe nogle fælge til sin cykel, for det har han ikke lige fået gjort. 

-Vi er stadig i chok, så jeg kan ikke rigtig komme på andet.
Manden vil gerne være anonym og vil i første omgang ikke engang fortælle om gevinsten til sine børn.

-Det er ikke fordi, vi ikke vil sørge for, at de får del i præmien. Men de har en alder, hvor det er svært for dem at holde på hemmeligheden. Så den situation vil vi ikke sætte dem i.