25. juli 2016

Fem nye millionærer i weekenden

Weekenden bød på fem nye millionærer i Eurojackpot og Lotto. De er fra Guldborgsund, Varde, Dianalund, Herlev og København. I denne uge er der mere end 800 millioner kroner i puljerne.

Hele fem danskere kunne juble i vilden sky henover weekenden. De blev nemlig alle millionærer.

Fredag aften var det Eurojackpot, der forvandlede to danskere til nybagte millionærer. Og det var endda via en 2. præmie og en 3. præmie. Den gigantiske 1. præmiepulje var der nemlig ingen spillere – hverken danske eller de andre europæiske – der fik fingrene i.

Den danske 2. præmie lyder på 2.659.237 kroner. Den heldige spiller har købt det lykkebringende spil hos Statoil, Sønderbro 2, 6800 Varde.

Den danske 3. præmie lyder på 1.176.646 kroner, og her er gevinsten vundet på et spil købt hos Dianalund Bog & Ide, Torvet 20, 4293 Dianalund.

Lørdag var det Lottos tur til at strø om sig med millionerne. To spillere ramte de syv vindertal og deler dermed 1. præmiepuljen. De vinder begge 3.000.000 kroner, og de har begge vundet på deres Plus abonnement, hvor de automatisk spiller med hver uge. De to vindere kommer fra Guldborgsund Kommune og Herlev Kommune.

Lørdagens Millionærgaranti, hvor der bliver trukket lod blandt alle præmiegivende Lotto-spil om 1.000.000 kroner, blev udløst af en spiller fra København. Den heldige har vundet 42 kroner på sit 5 ugers spil købt på danskespil.dk. Nu kommer der lige 1 million kroner oveni i den gevinst.

Danske Spil tilbyde økonomisk rådgivning til alle spillere, der vinder mere end 1,5 millioner kroner.

800 millioner på højkant i denne uge

Der er lagt op til en fuldstændig vanvittig uge for Lotto-spillerne. Samlet set er puljerne på mere end 800 millioner kroner. Det er historisk højt.

Allerede onsdag er der over en kvart milliard på spil i Onsdags Lotto. Her er der dobbelt Jackpot i 1. præmiepuljen med 20 millioner kroner, mens SuperPuljen er på 245 millioner kroner. SuperPuljen er ikke udløst siden uge 45 i 2015. Og derfor er der altså i alt 265 millioner at spille med om i Onsdags Lotto, hvor Jokeren samtidig er løs med 20 millioner kroner.

Fredag buldrer Eurojackpot på banen med gigantiske 518 millioner kroner i 1. præmiepuljen. Og så er
der faktisk fine 12 millioner kroner i 2. præmiepuljen.

Lørdag er Lotto klar med 6 millioner kroner i 1. præmiepuljen og lodtrækning om 1 million kroner.