6. juli 2017

Lottomillionær fra Helsingør Kommune: ”Impulskøb resulterede i 1,9 mio. kr.”

En heldig dame i 30’erne fra Helsingør Kommune vandt forrige uge 2. præmien i Eurojackpot. Selvom det ”blot” var en 2. præmie, er hun stadig blevet millionær. Hun sikrede sig nemlig 1,9 mio. kr. ved sit impulskøb i Fakta.

”Jeg sad derhjemme og tjekkede Lottotallene, for jeg skulle jo lige se, om der var gevinst på min kupon. Jeg blev mildest talt overrasket, da jeg fik tjekket op på tallene, og troede ikke rigtig på, at jeg havde vundet så mange penge. Jeg havde brug for at mine venner lige dobbelttjekkede tallene for at få bekræftet, at den var god nok. Hold nu op hvor var det overvældende”, fortæller den glade vinder.

Men den var godt nok. Hun havde 5 vindertal og 1 Stjernetal, så 2.præmien på 1.908.669 kr. var hendes.  Da overraskelsen havde lagt sig, var vinderen da heller ikke sen til at fejre gevinsten.

”Jamen - da jeg fandt ud af, at jeg havde vundet, skulle det fejres med champagne. Min søn skulle heller ikke snydes, så vi fik os en god omgang voksen- og børnebobler,” fortæller vinderen grinende.

Vinderen, der ikke spiller Lotto særligt tit, er ekstremt glad for, at hun lige skulle ind i Fakta den pågældende dag, hvor hun impulsivt valgte at købe en Eurojackpotkupon.

”Jeg spiller jo ikke Lotto særligt tit, men enkelte gange køber jeg lige en kupon. I det her tilfælde var jeg i Fakta, og tænkte jeg skulle prøve at købe en kupon. Det vidste sig jo at være en ganske fin idé,” fortæller vinderen.

Vinderen er også glad for at sommeren står for døren, og ved allerede nu, hvordan en lille del af gevinsten skal bruges.

”Jeg har lovet min søn, at vi skal en tur i Disneyland, så det må vi jo hellere gøre. Ellers er jeg lidt afventende. Jeg får besøg af nogle rådgivere, som kan hjælpe mig lidt på hvordan, jeg skal håndtere et så stort beløb,” fortæller den rejseklare vinder slutteligt.