tipsbladet.dk

25. okt. 14:15

Klubber lurer på Marko Mitrovic: Jeg vil gerne SønderjyskE

Marko Mitrovic lignede en angriber, der både var død og begravet i SønderjyskE, og den svenske angriber fastslog da også i et interview med tipsbladet.dk tirsdag, at han selv troede, han havde spillet sin sidste kamp for Haderslev-klubben.

Det tidligere Chelsea-talent spillede slet ikke i de første 11 runder af Superligaen, og i sommerens transfervindue var han på vej væk, men nu er skuden vendt, og Marko Mitrovic er startet inde i de seneste to kampe for SønderjyskE.

Derfor er det pludselig blevet mindre vigtigt, at et nyt transfervindue står for døren om godt to måneder.

- Jeg har faktisk ikke så mange kommentarer til den del lige i øjeblikket. Vi må se, hvad der sker, men mit fokus er på SønderjyskE, og jeg har været rigtig glad for at være her. Jeg vil gerne blive, siger Marko Mitrovic til tipsbladet.dk.

Marko Mitrovic' agent, Denis Celebic, fortæller, at der var interesse for angriberen i sommerens transfervindue, og at der er stadig bejlere til den 25-årige angriber.

- Der er andre klubber inde i billedet, og vi ser tingene an til januar. Han har fokus på SønderjyskE, hvor han flot har kæmpet sig tilbage på holdet qua hårdt arbejde på træningsbanen hver eneste dag. Det arbejde skal han fortsætte med, og forhåbentlig kan han bidrage til, at resultaterne vender for klubben, siger Denis Celebic.

SønderjyskE er uden sejr i ni kampe i Superligaen.