tipsbladet.dk

25. okt. 13:16

Skive IK er klar med ny cheftræner

Skive IK ligger sidst i NordicBet Ligaen, og de dårlige resultater kostede for nyligt cheftræner Kim Kristensen jobbet.

Nu er Skive IK klar med afløseren, der bliver Anders Gerber, der senest har været træner ifærøske NSI Runavik.

- Vi er utrolig glade for at kunne meddele, at vi i dag har underskrevet en kontrakt med Anders Gerber som ny cheftræner for Skive IK. Anders føler, vi er det rigtige valg, da hans professionelle tilgang til spillet ligner den tilgang, som vi har i Skive IK. Samtidig passer Anders profil perfekt ind i Skive IK, som en hårdtarbejdende og dedikeret person, siger sportschef Rasmus Brandhof i en pressemeddelelse.

- Anders kommer, med en god portion rutine fra både de danske divisioner, men også fra international fodbold. Vi ser nu frem mod den resterende del af sæsonen med stor mod og tro på tingene.

- Vi skylder samtidig Martin Thomsen en stor tak, for at varetage jobbet på fornemmeste vis i perioden mellem Kim Kristensen og Anders Gerber. Martin fortsætter naturligvis som assistent for Anders, ligesom Arne Linnet også gør.

Anders Gerber har i Danmark tidligere været cheftræner i blandt andet Aarhus Fremad og FC Fyn, mens han i periode 2011-15 varetog en assistenttrænerrolle i Silkeborg IF under Troels Bech, Keld Bordinggaard og Viggo Jensen og Jesper Sørensen.