2. november 2017

Millionvinder har spillet de samme tal i 20 år

 En 70-årig kvinde fra Holbæk-egnen blev i weekenden den heldige vinder af fem millioner kroner i Lotto. Kvinden har spillet med på nettet i ligeså lang tid, det har kunnet lade sig gøre og har altid spillet med de samme tal.

”Jeg har altid tænkt, at jeg nok aldrig vandt. På den anden side var der pludselig gået så mange år, så jeg turde ikke melde mig af – for hvis nu det blev mine tal en dag”, fortæller kvinden.

Hun opdagede først, at hun var blevet millionær søndag formiddag, da hun tjekkede Tekst-TV og godt nok mente, at tallene virkede genkendelige.

”Først troede jeg, at jeg var blevet tosset. Og jeg sagde til min kat Pjevs: Det kan fan’me ikke være rigtigt. Ja undskyld mit sprog”, siger hun og griner.

Men da hun ringede ind til Danske Spil fik hun bekræftet, at de mange års tålmodighed havde båret frugt.

Den 70-årige millionær har været enke siden 1984 og har siden boet alene i en lejelejlighed. Hun gik på pension sidste år, da ”hun jo ligeså godt kunne arbejde, da hun alligevel ikke havde nogen at komme hjem til”. Hun har tre voksne børn og tre store børnebørn som nu formentlig kan se frem til at blive forkælet lidt ekstra. Og kvinden håber også, at hun kan få lokket sin 73-årige søster med på en rejse.

”Min storesøster har astma og andre forskellige skavanker, så jeg vil gerne tage hende med på et luksushotel, hvor vi ikke behøver at forlade hotellet, men bare får alt serveret. Det håber jeg, jeg kan få hende med på, lyder det.

Udover rejser med familien drømmer den nyudklækkede millionøse også om at købe et sommerhus med udsigt over vandet.

”Jeg er vokset op på Sejerø, så jeg kan godt savne at sidde og kigge ud over havet. Så det ville da være dejligt med sådan et sommerhus. Men lad os nu se om det kan lade sig gøre. Jeg tror ikke helt, jeg har forstået endnu hvor mange penge, jeg rent faktisk har vundet.