26. juli 2017

Lotto-millionær fra Kalundborg Kommune: "Hold kæft mand, vi har vundet 6 mio. kr."

Lørdag blev lidt heldigere for en Lotto-spiller i Kalundborg Kommune, da Lotto-spilleren vandt 6 mio. kr. i Lotto. Og selvom den heldige vinder har spillet i en 5-6 år, så er det aldrig blevet til en stor gevinst.

”Normalt plejer det at være omkring 45 kroner, jeg vinder, og det højeste, jeg har vundet, var max. 110 kroner,” fortæller vinderen, som ønsker at være anonym, men godt vil afsløre, at han er en mand i 60’erne fra Kalundborg Kommune.

Kuponen var købt på nettet, og som regel plejer han at få en sms, når han har vundet. Det var også tilfældet denne gang.

”Jeg fik en sms, og så på den. Så sagde jeg til min kone: ”Vi har vundet 6.000 kroner!” og så viste jeg hende min telefon. Hun sagde så, at jeg havde set forkert, og at vi havde vundet 600.000 kroner,” fortæller den heldige vinder.

De tjekkede derfor tekst tv for at se, om der nu også var en gevinst på denne størrelse, men så udbrød vinderen:

”Hold kæft man, vi har vundet 6 mio. kr.!”

De var dog ikke helt sikre på, at den var hjemme.

”Jeg tror ikke rigtigt, det var gået op for mig, at vi havde vundet, selvom vi også ringede ind til Danske Spil for at få bekræftet, at det var os,” fortæller vinderen.

Og for 6 millioner kroner, kan man da også købe mange ting, men det er ikke sikkert, at vinderen kommer til at gøre det.

”Vi har, hvad vi har. Måske køber vi en bil, betaler lånene ud og køber et hus. Men det er ikke fordi, vi som sådan mangler noget,” siger vinderen og slutter:

”Gevinsten er en stor hjælp her i livet, så vi nu kan nyde vores alderdom.”