
Når DR Kontant sætter fokus på spilreklamer og ludomani, er Danske Spil blandt de interviewede. For ja, vores reklamer fylder mere end de andre spilselskabers. Men det er fordi, vi som de eneste også udbyder lotterier, og to tredjedele af vores markedsføring er for dem.
Danske Spil er en kommerciel virksomhed, og markedsføring er en forudsætning for, at vi kan sende milliarder videre fra vores lotterier til gavn for gode formål, og for at vi kan klare os i en hård konkurrence mod store, udenlandske selskaber og illegale udbydere. Så det handler ikke om, hvorvidt vi skal markedsføre os, men snarere hvordan vi gør det.
Der er bred enighed om, at lotterierne ikke skaber afhængighed, og det er ikke her, problemet ligger. Derfor giver det ikke mening at sammenligne os 1:1 med resten af branchen, der kun kan udbyde sportsspil og kasino.
Danske Spil mener, at spillebranchens reklamer for de hurtige spil har taget overhånd, og f.eks. steg tv-trykket sidste år med 38 pct. De hurtige spil er sportsspil og kasino, som vi ved kan være afhængighedsskabende. Det er her, reguleringen efter vores opfattelse skal fokuseres, hvis man vil opnå en effekt i forhold til spilafhængighed.
Hos Danske Spil har vi over en årrække reduceret markedsføringstrykket for de hurtige spil, og vi har halveret vores reklametryk på tv siden 2019. Og vi er langt fra at være det spilfirma i Danmark, der fylder mest på tv-skærmene med reklamer for kasino og sportsspil.
Vi har sat klare rammer for, hvordan og hvor vi markedsfører os; blandt andet reklamerer vi hverken for Oddset fra ”fløjt-til-fløjt” i forbindelse med fodboldkampe på tv eller markedsfører store bonusser, som mange konkurrenter gør. Kommunikationschef i Danske Spil, Line Bruun, forklarer:
”I Danske Spil vil vi være det ansvarlige alternativ i spillebranchen. Langt størstedelen af vores markedsføring er for lotterierne, som ikke skaber spilafhængighed, men sender milliarder tilbage til gode formål. På de hurtige spil, som vi ved kan være afhængighedsskabende, har vi sat klare grænser og markedsfører os derfor meget anderledes end vores store konkurrenter.
Vi deler ikke præcise marketingtal af konkurrencemæssige hensyn, men vi fortæller gerne om vores erfaringer og indsats for ansvarlig markedsføring, fordi vi ønsker, at resten af branchen følger med. Selvom det ikke er en nem opgave, håber vi, at ny regulering kan hæve barren for ansvarlighed og gøre op med den tiltagende aggressive markedsføring af sportsspil og kasino.”
I Danske Spil har vi delt vores synspunkter og viden med DR Kontant. Du kan læse mere om Danske Spils indsats for ansvarlig markedsføring her.
Om Danske Spil
- Danske Spil er Danmarks nationale spiludbyder, ejet af staten (81 pct.) samt idrætsorganisationerne DIF og DGI (hver 9,5 pct.).
- Hvert år spiller 1,9 millioner danskere med på spil som Lotto, Eurojackpot og Oddset.
- Andelen af de spillere, Danske Spil er mest bekymrede for, er reduceret med 59 pct. siden 2021 grundet vores store indsats for sunde spillevaner. De udgør nu 0,32 pct. af kasino- og væddemålskunderne og blot 0,13 pct. af Danske Spils samlede kundebase.
- I 2024 bidrog selskabet med rekordhøje 1,8 milliarder kroner til udlodningsmidlerne, der støtter idræt, kultur, foreningsliv og fællesskaber over hele landet. Det øvrige overskud går tilbage til staten – til gavn for os alle.
- Samlet leverede Danske Spil i 2024 et samfundsbidrag på 3,3 milliarder kroner gennem udlodning, afgifter, skat og udbytte.