Fanget i en spilleboble

Det var i spil og gambling, at Lars fik trøst. Hans nærmeste havde mistet troen på ham, og hans kæreste havde stillet et ultimatum. Så fandt han nummeret på LudomaniLinjen.

Følelsen af at være uovervindelig på væddemål og sætte lettjente penge ind på kontoen vendte Lars’ spil fra at være forbundet med glæde til at være noget, han ikke kunne styre. Han begyndte med poker, men udvidede hurtigt til roulette og blackjack. Alt sammen på nettet eller telefonen, så han kunne sidde isoleret på alle tidspunkter af døgnet. Det gjorde ikke problemerne mindre.

- Jeg var bare et virkelig dårligt sted i mit liv – følelsesmæssigt og økonomisk. Spilletrangen var som en lille djævel, der fik mig overbevist om, at jeg i det mindste kunne lave nogle hurtige penge på at spille. Jeg har ikke overblik over, hvor meget jeg har tabt undervejs, men der er et klart underskud, fortæller Lars.

På et tidspunkt går det op for ham, hvor ødelæggende hans spilletrang var blevet. Hans nærmeste havde mistet tilliden til ham – og han havde mistet tilliden til sig selv. Et opkald til LudomaniLinjen, som drives af Danske Spil, ændrede tingene.

Min kæreste var tæt på at gå fra mig, fordi jeg blev ved med at love at holde op med at spille og kom med alverdens undskyldninger for alligevel ikke at gøre det. Så fandt jeg nummeret til LudomaniLinjen. Det var på én gang skræmmende og samtidig en stor lettelse. Jeg havde ophobet så mange hemmeligheder undervejs, som jeg endelig kunne komme ud med, forklarer han. LudomaniLinjen henviste Lars til behandling hos behandlingsstedet Mindwork, der samarbejder med Danske Spil. Han blev tildelt en fast kontaktperson, der holder ham oppe på løftet, han har givet sig selv, om ikke at overgive sig tilden virtuelle verden af pokerborde.

- Når man kommer i behandling, får man følelsen af, at der er nogle andre, der hjælper én til at tage det ansvar, når man ikke selv kan, siger Lars og fortsætter:

– Det første, vi gjorde, var at tilmelde mig ROFUS [Spillemyndighedens register for frivillig udelukkelse fra spil]. Derudover fastholder min kontaktperson mig i tanken om et liv uden spil ved blandt andet at minde mig om, hvordan mit liv ser ud, når jeg spiller. Det er stressende og ødelæggende for mine omgivelser og mig selv, fordi jeg har svært ved at styre det.

Behandlingen hos Mindwork er effektiv, men det er svært for Lars ikke at falde tilbage i sine gamle spillevaner. Han tror på, at det kunne have hjulpet, hvis han havde været tvunget til at sætte grænser for sit spil på et meget tidligere tidspunkt.

- Spilleudbyderne bør gøre det nemmere for spillere at fastsætte grænser for deres spil. For eksempel hvor mange penge eller hvor meget tid, de vil bruge på at spille om dagen, ugen eller måneden. Det kan måske være en start, siger han. 

Spilleren har ønsket at være anonym. Danske Spil er bekendt med Lars’ rigtige navn.
Artiklen forsætter nedenfor
Artiklen forsætter nedenfor
Artiklen forsætter nedenfor