Vi målretter reklamer til at ramme ved siden af

Interview med Jesper Thyssen, Head of CRM & Digital Marketing, Danske Spil

Da Jesper Thyssen i 2015 gik på scenen ved et internt seminar i Danske Spil, markerede det startskuddet til den digitale markedsføringsstrategi, som Danske Spil har i dag.

– Strategien er, at vi skal have kunden i centrum. Det er let nok at sige, men en del sværere at gøre i praksis. Vi vil målrette vores markedsføring til de kunder, som er interesseret i vores produkter. Men vigtigst: Vi skal undgå at ramme sårbare grupper og børn. Det ville ikke kunne lade sig gøre uden en digital løsning, siger Jesper Thyssen.

I dag, fem år senere, står der Head of CRM & Digital Marketing hos Danske Spil på Jesper Thyssens visitkort. Sammen med sine nu 40 kolleger har han udviklet Danmarks mest avancerede Data Management Platform (DMP). Den bruger Danske Spil til at målrette markedsføring til personer, der vil have glæde af bud­skaberne. Men også til at sikre, at bannerreklamer og anden digital markedsføring bliver ledt uden om de grup­per, Danske Spil ikke ønsker at ramme. Det gælder først og fremmest mindreårige og de personer, der har frabedt sig markedsføring i ROFUS, det uafhængige danske Register for Frivillig Udelukkelse fra Spil.

Systemet leder reklamer væk fra sårbare spillere

DMP fungerer i korte træk ved, at systemet kan genkende en bruger ud fra cookies, dvs. små bidder af data, som lagres på kundens computer. Det betyder, at hvis en bruger har ladet sig registrere i ROFUS eller har lukket sin konto hos Danske Spil, kan systemet genkende denne person og sikre, at vedkommende ikke bliver eksponeret for markedsføring fra Danske Spil. Det samme gælder i forhold til børn og unge under 18 år.

– I dag bliver al markedsføring kørt gennem DMP, før det bliver sendt ud. Det betyder, at vi er mere præcise end nogensinde, siger Jesper Thyssen.

Fremtidens system på vej

I 2020 skal systemet erstattes af et nyt. DMP er baseret på cookies, men alt tyder på, at cookies snart bliver ud­faset, og så skal der nye redskaber til.

– Flere af de store browsere som Safari og Firefox har allerede lukket ned for registrering af data eller er på vej til det. Der er også en del personer, som siger nej til cookies. Det betyder, at vi ikke kan se dem i systemet og sikre målrettet og ansvarlig annoncering, siger Jesper Thyssen.

Danske Spil arbejder i øjeblikket på højtryk for at færdigudvikle afløseren: Customer Data Platform (CDP). I stedet for cookies er CDP baseret på, at den moderne internetbruger er logget ind en række steder, f.eks. på netaviser, Google, Facebook osv.

Med det nye system bliver Danske Spil dermed endnu dygtigere til at ramme ved siden af – og det gør vi gerne i dette tilfælde.

Artiklen forsætter nedenfor
Artiklen forsætter nedenfor
Artiklen forsætter nedenfor