Danmarks største svømmehåb hader koldt vand

-På de sidste meter får du blodsmag i munden. Du giver dig alt, hvad du har.  Du har kun en chance. Der er kun ét skud.

Ordene kommer fra Tobias Bjerg, som  er professionel svømmer under Team Danmark. Han har dermed udlodningsmidlerne i ryggen, når han gang på gang slår de danske rekorder og går efter medaljerne af det ædleste metal. Udlodningsmidlerne kommer fra overskuddet fra Danske Spils lotterier og holder hånden under Danmarks sports -og foreningsliv. Team Danmark modtager hvert år støtte, og gør det muligt for Tobias at forfølge sin drøm om at blive en af verdens bedste svømmere.

En indskudt sætning om et udskudt OL

Det 23-årige svømmetalent med det brede smil stod således på vej til Tokyo og OL i år, indtil coronavirus udsatte verdens største sportsbegivenhed til 2021. 

Og der ingen tvivl om, at OL som konkurrence er det ultimativt største for en svømmer. Især når man får det vildeste kick ud af at stå i mediernes rampelys, at ville repræsentere sit land med den største ydmyghed og stolthed og vise, at det har været det hele værd at træne utallige timer i det kolde vand med en dunst af klor. 

– Jeg hader virkelig koldt vand. Jeg ved godt, det er underligt at sige for en svømmer. Men tanken om at stå op mellem fem og seks om morgenen og så skulle hen for at træne i det iskolde bassin. Det er hver dags store overvindelse, lyder det med et grin fra Tobias Bjerg.

En velsignelse i forklædning

-Det er jo vores ”Champions League”. Alle de bedste svømmere fra hele verden er samlet og alle er bare bedre til OL. Der er ingen professionel svømmer i verden, der ikke drømmer om at vinde OL guld. Den medalje er det vigtigste overhovedet. Og så selvfølgelig den ære at kunne komme i samme bog, som legenderne Michael Phelps, Mark Spitz og Ian Thorpe.

På trods af skuffelsen over udskydelsen har den danske svømmer valgt at se det som noget positivt, at der går endnu et år, før han kan bevise, at han er en af verdens bedste brystsvømmere, og at hans konkurrencegen, der har fulgt ham hele livet, ikke er gået til spilde. Det sidste vender vi tilbage til. 

-Det er klart, at man lige skulle æde den. Kvalificeringen til OL 2020 er noget, jeg virkelig har knoklet for og ofret alle mine vågne timer på. Både fysisk og psykisk. Omvendt betyder det, at jeg nu har et år mere til at blive endnu bedre. Jeg skal bare ligesom sætte forventningerne op på en anden måde. Men når de gode tanker har overtaget, siger jeg til mig selv, at chancerne for en podieplads bliver større, og at jeg har mere tid til at udvikle mig. Det gode er også, at jeg nu kan nå at færdiggøre min uddannelse på HF og kun fokusere på det. 

Rygcrawl og rumvæsner

Svømning har altid været en del af Tobias Bjergs tilværelse. Han er er vokset op i den lille by Mårslet uden for Aarhus sammen med sine forældre, der begge var svømmere og sin storesøster, der også var konkurrencesvømmer. At bevæge sig i vand har altid været lige så naturligt i familien som at drikke det. Hans første minde fra en svømmehal er fra, han var to-tre år gammel, hvor han blev ”smidt i vandet”. 

-Jeg husker det meget tydeligt. Jeg var overhovedet ikke bange. Jeg fandt straks en dyb ro i det blå vand og elskede det bare. Vandet i babybassinet var tilmed varmt, og jeg blev altid rasende, når jeg skulle op. Jeg fandt letheden i den måde, man bevægede sig på, dybt fascinerende. Og min lille drengehjerne tænkte samtidig, at det måtte være sådan at være rumvæsen.

Som ni-årig var det slut med kun at plaske rundt i vandet for sjov. Det blev mere seriøst. Tobias flyttede fra Odder svømmeklub til AGF i Aarhus. Han har aldrig følt et pres fra sine forældre i forhold til svømningen. Det var bare som om, at et liv uden svømning ikke eksisterede. Selvom den energiske dreng lige skulle prøve kræfter med eksempelvis fodbold, karate, springgymnastik, sejlads og badminton. 

-Mine forældre har altid bakket mig op, uanset hvad jeg har kastet mig ud i. Men på grund af deres egen kærlighed til svømning er de sikkert glade for, at jeg bare blev bedre og bedre til at svømme og altså endte med at sætte alt ind på det. Jeg er blevet opdraget til, at man yder sit bedste og giver sig fuldt ud i det, man laver. 

Noget at se frem til, nogen at se op til

Det var i AGF, at Tobias blev en del af foreningslivet og derigennem fik opbygget troen på, at svømning godt kunne føre til noget stort. Især træneren Bjørn Sørensen har en stor andel i, at Tobias er, hvor han er i dag. 

-Jeg gik igennem en meget svær periode for et par år siden. Intet kørte for mig. Hverken skole eller svømning. Jeg kunne ikke fokusere og var tæt på at droppe både det ene og det andet. Her sagde Bjørn: “Du siger bare til, når du vil svømme. Så kommer jeg og står på kanten.” Jeg svømmede alene i over et år. Hver eneste træning. Bjørn sørgede for, at jeg fik svømmet et ordentligt program. Han holdt op i mig og sørgede for, at jeg kom igennem det hele. Det var også ham, der fik mig i gang inde på NTC (Det Nationale Træningscenter red.). Han sagde: Det er en god idé, at du kommer derover, for du kan ikke komme videre her. Han har gjort sindssygt meget for mig. Hvis der er nogen, jeg står i gæld til, så er det ham. 

Tobias har således ikke glemt, hvor han kommer fra, og det betyder noget for ham, at han kan betale tilbage. 

-Når jeg skal hjem og besøge mine forældre i Aarhus, skal jeg selvfølgelig forbi AGF, hvor jeg gerne hjælper de unge svømmere med at træne. Jeg vil gerne give det videre, som jeg har fået. Det kan godt være, at de er mine fremtidige konkurrenter, og måske de ender med at slå mig en dag. Men den risiko tager jeg gerne, hvis jeg kan hjælpe den klub, der gav mig alt.

Altid et svømmetag foran

Som tidligere nævnt har Tobias Bjerg altid været ivrig efter at vinde. I skolen gjaldt det om at være den hurtigste til matematik opgaverne. Flere af kammeraterne havde det ligesådan. De gejlede hinanden op til at være hurtigst. I fodboldkampene i frikvarteret skulle man også være på vinderholdet, ellers var dagen ødelagt. 

-Det har altid ligget der. Men det var nok ekstremt dengang. Jeg kunne næsten ikke foretage mig noget uden at fokusere på, at jeg skulle vinde. Matador var mit yndlingsspil. Kombinationen af at spille med penge og vinde samtidig. Jeg skulle have Rådhuspladsen, ellers blev jeg vildt sur. Jeg var en rigtig dårlig taber. Det er jeg stadig, indrømmer han og forklarer, at han i dag bruger det som en form for motor.

-Jeg tror, man er nødt til at være en dårlig taber for at være en god vinder. Jeg kan godt glæde mig på andres vegne, men hvis ikke jeg har følelsen: Damn. Jeg kunne have vundet denne her. Jeg kunne have gjort det bedre. Så når man aldrig toppen. Jeg er blevet bedre til at håndtere reaktionen, hvis jeg taber. Det var jeg nødt til. I sidste ende, ved jeg jo godt, at det er min egen fejl, hvis jeg ikke er skarp nok. Men hvis jeg taber til en anden svømmer, så lægger jeg en plan inde i hovedet, hvordan jeg skal slå personen næste gang. Jeg giver hånd bagefter og er høflig. Men i tankerne starter næste konkurrence allerede der.

Donationer til drømme

Tobias Bjerg bor i dag i Bagsværd ved København og er under Team Danmarks vinger. På den baggrund kan han bo i en billig lejlighed, og kan træne, mens han går i skole. 

-Det er jo fantastisk, at der findes et system, hvor udlodningsmidlerne sørger for støtte til Team Danmark. Team Danmark har fundet en lejlighed til mig, hvor jeg kan bo billigt, og giver mig dermed tid til at træne, uden at skulle tjene penge ved siden af. Jeg har direkte adgang til fysioterapi, diætist og hjælp til den mentale del af træningen. 

En del af holdet

– Det er blandt mine svømmekammerater, at jeg har mine venner og er en del af et sammenhold, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er jo ikke sådan en, der tager til fester med skolen. Hele min vennekreds er i svømmemiljøet. 

Selvom atleterne også kæmper mod hinanden, er det tydeligt, at der er et tæt sammenhold. Tobias sammenligner det lidt som tv-serien Friends. Bare i svømmehallen i stedet for en kaffebar. 

En sport, der foregår i hovedet, selvom den udkæmpes i vand

De fleste sportsstjerner har en eller anden form for ritual, inden de går på banen – eller som svømmer, springer i bassinet. Op til de store stævner ved Tobias godt, at det er vigtigt med søvn, men det kniber på grund af adrenalinen i kroppen og tankerne, der suser rundt i hovedet. I call-room lukker han sig inde i sig selv. Ser løbet for sig. Hvordan han går op på skamlen, rammer vandet, syv armtag ud, måske otte. Laver en perfekt vending. Så tilbage med så meget energi, at det brænder i musklerne. Han kører filmen igen og igen inde i hovedet. Tilbage til ritualet. Det første og vigtigste er nemlig, at han kommer op på skamlen fra venstre og med et godt aftryk, så det ikke udfordrer hans dårlige balance. Samtidig skal han lige overvinde sin højdeskræk. Men når han så står deroppe. Så kan modstanderen bare komme an. 

-Jeg ser ham lige i øjnene. Gør opmærksom på: ”Hey. Jeg er her også. Jeg skal lige markere: ”Jeg kan se dig, du kan se mig. Jeg er klar. Er du?” Det kan godt være svømmebrillerne er mørke, men jeg kan alligevel godt mærke, om jeg får øjenkontakt med dem. Der er noget mentalt i det. Havde det været boksning, var det dødsblikket, de sender til hinanden på tv inden kamp. Hvis de vender ryggen til mig, og jeg står og kigger dem i nakken. Så ved jeg, de er bange. Så får de et lille overskudssmil. I princippet er alle venner i og omkring bassinet. Men når man står der på vej til at springe i. Så er alt, hvad jeg siger til mig selv: Nu skal I bare se, hvor hurtig jeg er. Prøv, om I kan følge med.

Vand er ikke bare vand

Vandføling: Vandføling kommer af, at jo mere man er i vandet, jo bedre er det. Man bliver vant til at mærke, at hér er det godt, og hér er det skidt. Man mærker trykket, men også hvordan man ligger i det. Er jeg højt, er jeg lavt? Hvordan kommer jeg igennem? Kan jeg mærke modstand? Det hele. Det er en tilvænningsproces. Det er også derfor, det er rigtig vigtigt for os at være meget i vandet, og især herunder coronakrisen, så man bibeholder vandfølelsen.

Vand er ikke bare vand

Vandføling: Vandføling kommer af, at jo mere man er i vandet, jo bedre er det. Man bliver vant til at mærke, at hér er det godt, og hér er det skidt. Man mærker trykket, men også hvordan man ligger i det. Er jeg højt, er jeg lavt? Hvordan kommer jeg igennem? Kan jeg mærke modstand? Det hele. Det er en tilvænningsproces. Det er også derfor, det er rigtig vigtigt for os at være meget i vandet, og især herunder coronakrisen, så man bibeholder vandfølelsen.