1,6 mio. kr. i baglommen

En mand i 80’erne fra Aabenraa Kommune fik sig noget af en overraskelse i sidste uge, da han skrabede Quick-loddet Guldbarren.

-Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg havde købt loddet og kunne mærke det i baglommen, da jeg skulle ud ad døren. Så jeg lagde det på skrivebordet. Da jeg kom hjem tænkte jeg, at jeg da hellere måtte få skrabet det, selvom det egentlig var blevet lidt sent, og jeg var træt efter en lang dag, fortæller han til Danske Spil.

Manden, der er pensionist, vågnede dog brat op, da han så, at han havde tre ens felter med 40.000, som man får udbetalt over 40 måneder. I alt en gevinst på 1.600.000 skattefri kroner.

-Altså jeg fik et chok jo, men troede ikke helt på, hvad jeg så. Jeg er jo lidt oppe i alderen, så det kniber med synet, siger han med et grin.

Den heldige vinder gik i seng, men kunne slet ikke finde ro.

-Jeg stod op igen kl. 03.00, for lige at gå ind og se, om loddet stadig lå der. Jeg var sikker på, at det var noget, jeg havde drømt, lyder det.

Næste dag fik han fat i sit barnebarn, der hjælper vinderen i det daglige, da han døjer med en del sygdomme. Barnebarnet gik således med ned i butikken for at få loddet præmiesøgt, så udbetalingen af de mange penge kan begynde.

-Det er sjovt, for jeg har jo skældt dem lidt ud nede i kiosken i Føtex Aabenraa, fordi jeg aldrig vandt noget på mine Quick-lodder. Jeg er lige flyttet til kommunen for halvandet år siden, og der hvor jeg boede før, havde jeg da nogle smågevinster en gang imellem. Men nu skal jeg da love for, at de er kommet efter det, siger han og griner igen.

Det er helt tydeligt, at den nybagte millionær har levet et festligt liv, og at han er klar til at tage hul på et nyt kapitel med de mange penge på kontoen.

-Det gælder om at passe på sig selv, så jeg får så meget som muligt ud af livet. Jeg tror jeg skal have mig en ny brugt bil, og når corona er ovre, så vil jeg invitere hele familien på en bid mad et lækkert sted. Derudover skal jeg nok have mig nogle nye højtalere, høretelefoner og en tablet, da det er lidt svært for mig at se mails osv. på telefonen.

Quickvinderen fortæller, at han er ret moderne når det kommer til teknisk udstyr, hvilket har reddet ham fra ensomheden under sin corona-isolation.

-Jeg har en avatar i den virtuelle verden Second Life. Vi er en lille gruppe, der mødes på torvet inde i vores by. Du ved, lidt ligesom man mødtes ved stambordet på værtshuset i gamle dage. Jeg har fortalt dem derinde, at jeg har vundet lidt penge, så nu har jeg lovet at finde en musiker, så vi kan holde koncert derinde. Vi holder også nogle sjove fredagsfester, hvor der bliver danset og det hele. Så selvom jeg ikke kan danse rundt i virkeligheden, så får kæresten da en svingom. Hvis jeg selv skal sige det, så danser jeg som en gud i mit virtuelle liv, lyder det livsbekræftende.

Artiklen forsætter nedenfor