Fejrede milliongevinst med en tur i vaskehallen


En mand i 30’erne fra Vejle havde for nogle uger siden end noget anderledes dag. Han vandt nemlig 1,5 mio. kr. på Quick skrabeloddet ”Tripel Bogstavjagt”.

Den heldige skrabespiller, der gerne vil være anonym, havde købt et skrabelod hos Cirkel K på Fredericiavej på vej til arbejde. Det var en varm dag, og eftersom vinderen er håndværker og for det meste arbejder udenfor, var der brug for lidt pauser. I sådan en begyndte han at skrabe sit lod.

-Jeg havde drikketid, som vi håndværkere kalder det, fortæller han, da Danske Spil fanger ham på telefonen.

- Og så gav jeg mig til at skrabe. Først var der et ord, så to og derefter begyndte det hele ligesom at blive forvirrende. Jeg var simpelthen nødt til at skrive alle de ord op for at være sikker, og det betyder også, at jeg den dag i dag kan huske alle de ord, der stod på min Bogstavjagt. Jeg kunne ikke tro det, det er jo altid gamle mennesker, der vinder, fortsætter vinderen med et grin.

Efter at have gennemgået ordene om og om igen, tog den heldige mand straks hen til en butik for at få præmiesøgt sin kupon. Her fik han et præmiebevis og beskeden om, at han havde vundet mere en 9.999 kr. Det er det højeste beløb en forhandler kan se, når de præmiesøger et skrabelod eller en vinderkupon. Så vinderen greb røret og ringede til sin bedste ven.

-Jeg sagde til ham, at jeg var ret sikker på, at jeg havde vundet 1,5 mio. kr. og så sagde han, at jeg kunne få det tjekket med det samme på danskespil.dk. Så jeg drønede hjem til min mor og far for at bruge deres computer. Jeg fortalte dem, hvad jeg kiggede efter, og min mor hun kunne næste ikke være i rummet, hun blev så nervøs. Så da jeg tastede koden fra beviset ind, sagde jeg: ”Kig lige væk” til hende. Da jeg så havde trykket Enter og jeg kunne se, at der stod 1,5 mio. kr., så kunne hun få love til at kigge igen, fortæller vinderen i hæsblæsende tempo og med mange grin undervejs.

Den heldige håndværker var dog så fortumlet over gevinsten, at han slet ikke rigtig vidste, hvilket ben han skulle stå på. Han tog over til sin bedste ven, og fortalte, at den var god nok og så tog de på et noget anderledes fejringstogt.

-Det lyder måske ikke så festligt, men vi tog hen i vaskehallen, vaskede vores biler og fik en enkelt øl. Det er noget vi gør nogle gange, når vi skal slappe af og hygge os. Der er fred og ro, og det var nok i virkeligheden først der, det gik op for mig, at jeg havde vundet, lyder det.

Gæld og mursten

De næste par dage var fyldt med uro for vinderen, der godt nok havde forstået, at han nu var millionær, men som næsten ikke kunne rumme tanken.

-Jeg sov helt utrolig dårligt, de første par nætter. Den første nat sov jeg næsten ikke. Jeg lå og tænkte på alle de gældsposter, jeg havde. Gennemgik dem en efter en og til sidst stod jeg op og lavede en liste. Den fik jeg faktisk ros for af min bankdame, da jeg kom i banken.

Og det er gæld en del af pengene er gået til. Desuden har han for første gang købt sig en helt ny bil.

-Jeg har altid gerne ville gerne prøve, hvordan duften af en ny bil er, og så blev jeg jo nødt til at købe en, siger vinderen stolt og glad.

Derudover skal han på en ferie med sin bedste ven, og hans forældre kan også godt forvente lidt større og bedre gaver i fremtiden. Resten af pengene skal investeres i et hus.

-Jeg sætter pengene i mursten. Det ved man hvad er, og det tror jeg er det rigtige at gøre, hvis jeg gerne vil sikre min fremtid mere. Det er lidt vildt at tænke på, at for få uger siden havde jeg gæld og en gammel bil, mens det nu er det lige omvendt. Ingen gæld og ny bil. Det er virkelig rart.

Artiklen forsætter nedenfor