vil inden længe være forældet, hvilket vil mindske din brugeroplevelse på danskespil.dk. Vi anbefaler derfor, at du opgraderer til en nyere version.

Superligaen

Den første Superliga-sæson blev afviklet i foråret 1991, hvor 10 hold hver spillede 18 kampe med Brøndby som den første mester i rækkens historie. I den efterfølgende sæson blev Lyngby den første vinder af en hel sæson, der bestod af et grundspil med 10 klubber i efteråret og slutspil med 8 klubber i foråret.




Superligaens historie og struktur
Superligaen er Danmarks bedste fodboldrække og består af 12 klubber. Efter 33 spillerunder bliver sæsonvinderen kåret til Danmarksmester i fodbold, mens nummer 11 og 12 rykker ned i 1. division. I 1995/1996-sæsonen fik Superligaen sin nuværende struktur med 12 klubber, der møder hinanden tre gange over i alt 33 spillerunder i løbet af en sæson.

 

Vindere af Superligaen
I Superligaens historie er FC København den mest vindende klub med 10 mesterskaber, Brøndby og AaB følger efter med henholdsvis seks og fire mesterskaber. FC Nordsjælland, Herfølge, Silkeborg og Lyngby har vundet et enkelt mesterskab hver.


Superligaens navn
Coca-Cola Ligaen, Faxe Kondi Ligaen og SAS Ligaen. Kært barn har (haft) mange navne, men fra 2010-2011-sæsonen har Danmarks bedste fodboldrække efter 15 år med navnesponsorer igen fået sit oprindelige navn fra oprettelsen i 1991, Superligaen.

Superligaens topscorere
Den mest scorende spiller i Superligaens historie er Søren Frederiksen, der fra 1991 til 2005 scorede 139 mål for Silkeborg IF, Viborg FF og AaB, mens Peter Møller er den næstmest scorende med 135 mål for Brøndby IF, FC København og AaB i perioden fra 1991 til 2005.
Rekorden for flest mål på en enkelt sæson i Superligaen tilhører fortsat Ebbe Sand, som i 1997/1998 scorede 28 mål for Brøndby. På de efterfølgende pladser kommer Miklos Molnar med sine 26 mål for Lyngby i 1996/1997, Dame N'Doye med 25 mål for FC København i 2010/2011 og Erik Bo Andersen med 24 mål for AaB i 1994/1995.


Superligaen 2014/2015
Superligaen 2014-15 er den 25. sæson af den danske Superliga siden oprettelsen. AaB er forsvarende mestre, FC København er vicemestre og FC Midtjylland er forsvarende bronzevindere. Silkeborg og Hobro er som oprykkere fra 1. division nye hold i Superligaen, hvor de øvrige deltagere er Brøndby, Esbjerg, FC Nordsjælland, FC Vestsjælland, OB, Randers og SønderjyskE.


Superligatransfers 2014/2015
Transfervinduet forud for Superligaen 2014/2015 var en af de travleste i nyere tid og bød på nogle af de største spillerhandler i Superligaens historie. Den mest omtalte spillerhandel i Superligaens transfervindue var Daniel Aggers hjemkomst til Brøndby, hvor også Johan Elmander gjorde comeback. Rivalerne fra FCK hentede 13 nye spillere, bl.a. Stephan Andersen, Mathias Zanka og Christian Poulsen, mens 13 spillere ligeledes forlod hovedstadsklubben. Mestrene fra AaB vinkede farvel til klubbens måske største profil, Kasper Kusk, men hentede samtidig et par tidligere profiler tilbage i skikkelse af Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius. Superligaen måtte tage afsked med profiler som Sønderjyskes Rubin Okotie, Randers' topscorer Ronnie Schwartz, FC Nordsjællands Jens Stryger Larsen, FC Midtjyllands Jonas Lössl og Jesper Juelsgaard, Esbjergs Kian Hansen og Peter Ankersen, der alle fik kontrakter i udenlandske klubber. Til gengæld kunne tilskuerne se frem til nye profiler i form af bl.a. Esbjergs Robin Söder, FC Midtjyllands Jim Larsen, FC Nordsjællands David Karlsson og Randers FC’s Mikael Ishak.

 

Superliga på TV
I de første par år var det kun en håndfuld af Superliga-kampene, der blev transmitteret på TV. I dag kan du se samtlige Superliga-kampe fra hver spillerunde, som bliver vist på fem forskellige TV-kanaler, da Canal 8, Canal 9, TV3+, TV3 Sport 1 og TV3 Sport 2 fordeler kampene mellem sig. Få et overblik over, hvor denne rundes Superliga-kampe bliver med Danske Spils TV-guide.

Superligaens statistik og rekorder:

- Flest sejre i træk: Brøndby IF – 12

- Flest kampe i træk uden nederlag: Brøndby IF og FC København – 21

- Flest nederlag i træk: Lyngby BK – 12

- Flest kampe i træk uden sejr: Lyngby BK – 31

- Flest kampe: Per Nielsen(Brøndby) – 394

- Flest tilskuere: FC København-Brøndby IF(2006) – 41.201