18. juni 2020

Læsøbo vinder milliongevinst i Vikinglotto

Mange drømmer om at vinde en stor lotterigevinst, og for en læsøbo gik drømmen i opfyldelse onsdag aften. Den heldige vandt mere end 4 millioner kroner i Vikinglotto.

4.234.364 kroner. Så mange penge har en læsøbo vundet skattefrit hos Danske Spil efter at have spillet med i Vikinglotto – det fælles nordiske lotteri, hvor der hver onsdag trækkes lod om en milliongevinst.

Læsøborgeren, der havde købt sin vinderkupon på danskespil.dk, ramte 6 rigtige ud af 6+1 vindertal, og det udløste en flot 2. præmie med milliongevinsten. 

Danske Spil ønsker vinderen et stort tillykke. 

Spilleren er den første læsøbo siden 2015, der vinder en lotteripræmie på mere end 1 million kroner. Dengang var det en heldig vinder, der havde spillet Lotto, som løb med en gevinst på 1.000.044 kroner.

Fjerde milliongevinst i år
Milliongevinsten til læsøboen er den fjerde i år til en dansk Vikinglotto-spiller. 

Den største gevinst er gået til en helsingoraner, som i januar vandt 206 millioner kroner – den tredje største gevinst i Danske Spils historie.

Næste onsdag trækkes der igen lod i Vikinglotto, hvor der er 55 millioner kroner i 1. præmiepuljen. 

Denne uges vindertal: 
5, 7, 16, 19, 25, 38

Vikingtal: 
1