7. januar 2019

Igen millioner til Kalundborg

Man kan ikke lade være med at tænke, at der hænger en meget heldig stjerne over Kalundborg i øjeblikket. Igen blev en vinder-kupon med en værdi på fem millioner kroner købt i den Nordvestsjællandske købstad her i weekenden. Kuponen er købt på Shell.

I starten af december vandt en heldig net-spiller 210 millioner kroner i Eurojackpot og et par uger senere vandt en lykkelig familie 25 millioner kroner på en kupon købt i Kvickly. 

Og der blev delt endnu flere millioner ud i weekenden fra Danske Spil. Hovedgevinsten i Lotto på ti millioner skattefri kroner blev nemlig delt mellem to vindere, således at de andre fem millioner tilfalder en heldig dansker, der har købt sin kupon i SuperBrugsen Jels i Rødding. 

De to vindere af Millionærgarantien, hvor man bliver en million kroner rigere, selvom man har 0 rigtige, har købt deres kuponer i henholdsvis SuperBrugsen på Tårnby Torv i Kastrup og SuperBrugsen Faxe Ladeplads. 

Stort tillykke til vinderne, som Danske Spil endnu ikke har hørt fra.  

Vindertal: 8, 10, 11, 18, 23, 26, 35

Tillægstal: 2