Drømte om at invitere familien på ferie - så købte hun et skrabelod…
Kvinde fra Midtsjælland vandt rejsegavekort til en værdi af 200.000 kroner på skrabeloddet ’Verdens Vildeste Polarrejse’ – men rejseplanerne går nu mere i retning af sydens sol og varme.
Man har lov at være heldig – og det må man godt nok sige, at en kvinde fra Midtsjælland, da hun for nyligt købte et Quick skrabelod inde på Danske Spils hjemmeside.
”Skrabeloddet hed Verdens Vildeste Polarrejse, og man skulle bare skrabe tre ens ikoner. Og det gjorde jeg så!” fortæller kvinden med et grin. Hun har stadig lidt svært ved at forstå sit held.
”200.000! Det er jo voldsomt mange penge,” udbryder hun.
”Men det er helt perfekt: Jeg bliver 60 til næste år, og jeg ville gerne have min familie med ud at rejse. Og så vinder jeg lige et rejsegavekort på 200.000 kroner. Det kan ikke komme på et bedre tidspunkt!” siger hun.
Da hun havde skrabet de tre ens symboler, troede hun ikke sine egne øjne, så hun skyndte sig at vise skærmen til sine børn for at få bekræftet, at hun ikke tog fejl.
”Jeg viste skrabeloddet til mine børn. Min søn sagde ’Har du vundet 200 kroner?’ Min datter svarede: Mor, jeg gider altså ikke rejse til polarcirklen!” fortæller den heldige mor.
Hun har i øvrigt heller ikke selv lyst til at opleve polarkulden på egen krop, så hun ringede til rejsebureauet, der står bag præmien for at høre nærmere, og her blev hun beroliget:
”Jeg har snakket med rejsebureauet, og de siger bare, at jeg skal give dem en bucketliste, og så skal de nok skræddersy en rejse til os. Og jeg tænker, at vi skal ned til et sted, hvor der er varmt. Jeg tænker, at det skal være et resort med noget all inclusive, hvor der er plads til os alle. Mig, min mand, børn, svigerbørn og børnebørn. Om det er otte eller 14 dage, om det Gran Canaria, Italien eller Tyrkiet, det er jeg ligeglad med. Jeg har mit guld med mig, og så kan jeg ikke forlange meget mere,” fortæller kvinden.
Men faktisk KAN hun godt forlange mere, for selv om hun tager hele familien på en fødselsdagsferie sydpå, så er der formentlig flere penge tilbage på gavekortet bagefter, så nu planlægger den heldige kvinde TO ferier.
”Rejsebureauet siger, at det er fair nok, hvis man deler gavekortet op, så man ikke bruger det hele på én gang. Så måske er der også penge til, at min mand og jeg bagefter tager på en tur til Skotland eller Irland. Vi har ladet os fortælle, at der skulle være så ualmindeligt smukt,” siger den heldige kvinde.