Håbløse, historierige Sheffield Wednesday.

Det er kaotiske tider for den traditionsrige onsdagsklub, der aktuelt roder hjælpeløst rundt i bunden af The Championship. Med bare 13 point for sæsonens første 20 kampe inden onsdagens hjemmekamp mod stærke Leicester City.

Spanske Xisco Muñoz nåede blot fire måneder på managerposten, inden han fik sparket før landskampspausen, og nu er det så op til blandt andre danske Henrik Pedersen at få hæderkronede Sheff Wed tilbage på skinner i stålbyen.

Henrik Pedersen blev i oktober ansat som assistent for den nye tyske manager Danny Röhl, og sammen skal de nu finde en formel, der kan forvandle skuffelser til sejre.

Der er med andre ord masser at tage fat på for det nye trænerteam, der træder ind i en klub med masser af historie. På godt og ondt.

Dette er historien om en unik årgang i starten af 1990’erne, hvor Sheffield Wednesday var med helt fremme og charmerede fodboldverdenen med betagende spil, flotte resultater og masser af personlighed.

Begyndelsen på en epoke

Tilløbet til klubbens seneste storhedstid blev sparket i gang i midten af 1980’erne, efter Sheffield Wednesday havde været igennem endnu en svær periode.

De blå- og hvidstribede havde i en årrække kæmpet en hård kamp i de lavere divisioner, men i 1984 formåede de endelig at sikre sig oprykning til den daværende First Division under ledelse af ingen ringere end Howard Wilkinson.

Derfra fik Wilkinson stabiliseret Wednesday i den bedste række, og det kom til at markere begyndelsen på en epoke, hvor Sheffield Wednesday skulle komme til at blive en dominerende skikkelse i engelsk fodbold.

Howard Wilkinson var hjernen bag Sheffield Wednesdays oprejsning og skabte en stærk holdånd kombineret med taktisk snilde, der gjorde Sheffield Wednesday til en svær modstander over en række sæsoner i den bedste række.

Det blev dog Wilkinsons afløser, der løb med den store hæder i 1991.

I 1988 skiftede Wilkinson til Leeds, og i stedet blev det et andet stort engelsk trænernavn, der tog over på Hillsborough. Nemlig Ron Atkinson, der kom fra en stilling i Atletico Madrid, og som i løbet af 1980’erne også havde ført Manchester United til to FA Cup-titler, inden at en vis Alex Ferguson fik ansvaret på Old Trafford.

Atkinson overtog og supplerede et stærkt mandskab, der blandt andre bestod af målkongen David Hirst, forsvarsprofiler-ne Roland Nilsson og Nigel Pearson og midtbanestyrmanden John Sheridan.

Og ikke mindst 1970’er- og 1980’er-ikonet Trevor Francis, der ganske vist var oppe i årene, men som havde en helt særlig aura i truppen.

Hillsborough tragedien

Atkinson fik dog en svær start i klubben. Efter ankomsten i februar 1989 blev nedrykningen til Second Division en realitet tre måneder senere. Og for at gøre ondt værre kastede Hillsborough tragedien bare en måned før nedrykningen også en dunkel skygge ind over hele Sheffield.

Under FA Cup-semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest blev en overfyldt tribune, the Leppings Lane End, ramt af en massiv menneskemængde, hvilket resulterede i, at 96 mennesker mistede livet og mange flere blev kvæstede.

Sheffield Wednesday som klub blev ikke erklæret direkte skyldig i tragedien, men den fik alligevel betydelige konsekven-ser for dem.

For det første blev Hillsborough Stadium midlertidigt lukket som følge af tragedien, hvilket påvirkede klubbens evne til at afvikle kampe og generere indtægter, og derudover måtte Wednesday håndtere en enorm medieopmærksomhed og kritik af deres ageren under og efter katastrofen.

Tragedien er i dag en integreret del af klubbens historie og huskes som en sorgens begivenhed, der har haft varige konse-kvenser for klubben og fodboldsamfundet generelt.

Succes på Wembley mod mægtige Manchester United

Sportsligt kom Sheffield Wednesday sig dog hurtigt over både nedrykningen og tragedien. Allerede sæsonen efter nedryk-ningen spillede The Owls sig tilbage i den bedste række anført af førnævnte profiler samt keeperen Kevin Pressman og angriberen Paul Williams.

Den største præstation fandt dog sted i League Cup-turneringen, hvor Sheffield Wednesday stik mod alle odds spillede sig hele vejen til Wembley, hvor mægtige Manchester United og Alex Ferguson ventede.

Det var et mandskab bestående af stjerner som Mark Hughes, Paul Ince, Denis Irwin, Steve Bruce og Gary Pallister.

Alligevel blev det de store underdogs fra den næstbedste række, der på et mål af John Sheridan nappede trofæet og kunne lade sig hylde foran små 80.000 tilskuere på Wembley.

Sheffield Wednesday var nu på alle måder tilbage på den store scene, men til fansenes store utilfredshed skulle det blive uden ’Big Ron’.

Trods løfter om det modsatte takkede Ron Atkinson af til fordel for en managerrolle i Aston Villa, og så blev det i stedet angrebsstjernen Trevor Francis, der fik ansvaret som spillende manager.

Spørgsmålstegnene var mange, men succesen kom prompte.

På podiet i First Division

Truppen havde fået tilgang af store profiler som backen Viv Anderson og midtbanespilleren Chris Bart-Williams, og Francis fik det hele til at klikke.

Oprykkerne fra Sheffield Wednesday bragede derudaf i den bedste række og hentede flotte sejre over klubber som Manche-ster United, Chelsea, Tottenham og Everton.

Gang på gang var David Hirst på pletten som målscorer, og da sæsonen var slut, havde The Owls sikret sig en tredjeplads og dermed kvalifikation til Uefa Cuppen.

Sheffield Wednesday var tilbage i europæisk fodbold, og ambitionerne var store.

Et hold fuld af store personligheder

Til at indfri disse blev den engelske magiker Chris Waddle hentet hjem fra det franske storhold Olympique Marseille.

Waddle var med sine hurtige driblinger og store skudstyrke en af tidens helt store stjerner, så det var et bemærkelsesvær-digt kup, Trevor Francis gjorde.

Og selvom det europæiske eventur i Uefa Cuppen blev en fuser med andenrundenederlag til tyske Kaiserslautern, så skuffede Waddle ikke på de britiske baner.

Manden med de 61 landskampe på cv’et blev kåret som årets spiller i engelsk fodbold og førte Sheffield Wednesday til to pokalfinaler og en 7.plads i First Division i 1992/1993-sæsonen.

Det var en sæson, hvor Waddle sammen med Pearson, Sheridan, Nilsson, Pressman, Bart-Williams, Anderson, Hirst, Williams, Mark Bright og Paul Warhust gik i hjerterne på rigtig mange fodboldfans. Både de engelske og de danske, der fulgte med i Tipslørdag.

”Det var et hold fuld af store personligheder. Det handlede ikke kun om talent på banen, men også om stærkt lederskab. Vi havde mange stærke ledere, der krævede en høj standard, og det er det, der kendetegner de store hold. Hvis ikke lige spillet flød, så arbejde vi benhårdt og blev belønnet for det,” lyder det fra Chris Bart-Williams i et interview til FourFourTwo Magazine.

Magien aftager

Desværre endte sæsonen i ’92/’93 med to bitre finalenederlag til Arsenal med FA Cup-finalen på Wembley som en ubarm-hjertig skuffelse.

Finalisterne måtte ud i en omkamp, efter den første finale sluttede 1-1, og her gik det galt for Sheffield Wednesday i sidste minut af den forlængede spilletid.

Minuttet før straffesparkskonkurrencen var en realitet, dukkede Arsenals Andy Linighan op, og så kunne danske John Faxe Jensen og co. juble over trofæet foran de desillusionerede Sheffield-spillere.

Derfra begyndte succesen at aftage. Fra midten af 1990'erne svigtede resultaterne for The Owls, og i 2000 rykkede holdet ned i den næstbedste række. Magien var væk.

Lige siden har klubben oplevet store udfordringer, men den gyldne æra i starten af 1990’erne glemmer de aldrig.

Nu er det op til Henrik Pedersen og Danny Röhl at få smilet tilbage i den nordengelske industriby.

Første step er en sejr hjemme på Hillsborough onsdag aften mod Leicester City.