Efter 15 års fravær er Wrexham tilbage i det engelske ligasystem.

Det blev en kendsgerning allerede for en måned siden, men det skal ikke afholde os fra at nørde, hvad det er for en klub, der er gået fra anonym til international mediedarling.Normalt portrætter vi de store legendariske personligheder, men denne gang gør vi en undtagelse. Velkommen til dette portræt af en walisisk kæledægge. Welcome to Wrexham!

Det var vanvittige scener, da Racecourse Ground 22. april eksploderede i eufori. 3-1-sejren over Boreham Wood var nok til at gøre drømmen til virkelighed, og på tribunen stod to lam-slåede nordamerikanere og forsøgte at forstå, hvad de var vidne til.

”Jeg er ikke sikker på, jeg kan rumme, hvad der skete i aften. Folk spørger: ’Hvorfor Wrex-ham?’ Derfor. Det, der sker lige nu, er grunden,” lød det fra Hollywood-ikonet Ryan Reynolds, mens tusindvis af walisere stormede banen og festede over oprykningen til det professionelle engelske ligasystem.

Klub-ejer og Hollywood-stjerne

To et halvt år tidligere havde Blade- og Deadpool-stjernen købt sig ind som klubejer i Wrex-ham A.F.C., og nu omfavnede han igen og igen sin ven og medejer Rob McElhenney – en an-den succesfuld skuespiller fra det amerikanske kontinent.

Det var den bedst tænkelige kulmination på dokumentarserien ’Welcome to Wrexham,’ der har været afgørende for den popularitet, waliserne lige nu oplever. En velproduceret storytel-ling i autentiske og upolerede rammer har gjort verdens tredjeældste professionelle fodbold-klub til kult.

Med verdens ældste fodboldstadion som den scene, der i øjeblikket når hele verden rundt via en gennemført PR-kampagne, som de færreste kan være med på. Godt hjulpet på vej af klub-bens kontroversielle hovedsponsor TIK TOK, der pusher historien om Wrexham, dens utradi-tionelle ejere og klubbens skæbnekampe ud til hele verden via sociale medier.

Da Wrexham tidligere på foråret vandt 3-2 i en højdramatisk topgyser mod oprykningskandi-daten Notts County, fik kampen mere opmærksomhed på Twitter end Premier League-braget mellem Arsenal og Liverpool.

I øvrigt en opmærksomhed som begge klubber så rigeligt levede op til med et drama, der hav-de det hele. Fem scoringer og en straffesparksredning af den 40-årige tidligere Manchester United-keeper Ben Foster i seks minutters tillægstid hjemme på verdens ældste fodboldstadi-on.

”Jeg føler ikke, at jeg har et hjerte mere. Jeg tror, at jeg har brugt de slag, der var tilbage. Det var vildere end noget andet, jeg nogensinde har set,” gibbede Ryan Reynolds ekstatisk efter det showdown. Det siger ikke så lidt, når det kommer fra en mand, der har gjort kæmpekarri-ere i film- og tv-branchen og desuden været forlovet og gift med personlighed som Alanis Mo-rissette og Scarlett Johansson.

Ja, måske er der et element af Hollywood’sk skarpvinkling, men det siger alligevel noget om den energi, passion og kultur, som Wrexham A.F.C. har smittet Reynolds og Rob McElhenney med. Uagtet at klubben indtil for en måned siden fristede en tilværelse i den femtebedste en-gelske række.

Pokal-titler og europæiske eventyr

Men Wrexham ER også noget særligt med sin status som en af verdens ældste aktive fodbold-klubber. Historien er lang og med interessante milepæle, som der nu skal bygges videre på med den økonomi det ”nye” ejerskab har ført med sig.

Grundlagt i 1864 samme år som slaget ved Dybbøl Mølle er Wrexham fra det nordlige Wales en gammel traver, der traditionelt har udlevet sit fodboldliv i de lavere divisioner. Undervejs har waliserne dog haft snuden fremme med flere bemærkelsesværdige pokaleventyr og ikke mindst på den internationale scene takket være en overlegen stime af walisiske pokaltitler. Titler, som tidligere gav adgang til den daværende Europa Cup-turnering for pokalvindere.

Op igennem 1970’erne og første halvdel af 80’erne, der står som klubbens storhedstid, blev det blandt andet til meriterende europæiske sejre over storklubber som FC Zürich, svenske Djurgården og sågar det portugisiske storhold FC Porto.

I det engelske ligasystem shufflede Wrexham mellem den næstbedste og tredjebedste række, men i 1976 nåede waliserne hele vejen til kvartfinalen i Europa Cuppen for pokalvindere. Her måtte det belgiske storhold Anderlecht grave alle tænkelige ressourcer frem, før de med hiv og sving kunne ekspedere Wrexham ud.

Derudover blev det også til to kvartfinaler i FA Cuppen og League Cuppen i 1978, hvor blandt andre Tottenham og Sunderland blev sendt ud i mørket. Det var gyldne dage på det intime Racecourse Ground, hvor profilerne hed Eddie May og Alan Hill, og hvor hele byen samledes om at støtte Wrexham A.F.C.

Triumfen mod FC Porto står dog stadig som det største enkeltstående monument. Sensationen udspillede sig over to kampe i 1985, hvor Wrexham hev første stik hjem med en snæver 1-0-sejr hjemme i egen hule. Sydpå i den portugisiske varme kom FC Porto hurtigt foran 3-0 i re-turkampen, men stoltheden og fighterviljen gav nye kræfter, og i sidste endte sluttede opgøret 4-4. Nok til at realisere en samlet choksejr. Herefter ventede Sven-Göran Erikssons AS Roma, der trods alt blev for stor en mundfuld.

Også i Danmark har Wrexham før vist prøver på deres evner som pokalhold. I 1990 gæstede waliserne Lyngbys pokalvindere på Lyngby Stadion, og da turen gik tilbage over Nordsøen var det med en snæver 1-0-sejr i bagagen. Det blev fulgt op af en nullert i returen, og så var det farvel til Lyngby-anfører Michael Schäfer og co.

Dermed sikrede Wrexham sig en andenrunde-kamp mod mægtige Manchester United, som dog gik hen og vandt hele turneringen efter finalesejr over FC Barcelona. En kvartfinaleplads i FA Cuppen i 1996/1997-sæsonen blev sidste store resultat, inden en stor og langvarig nedtur tog fart.

Nedturen

Wrexham mistede sin sportslige magi og pondus og gled ned igennem rækkerne. I 2007 red-dede waliserne en sæson mere i League Two efter et højspændt drama i sidste spillerunde, men året efter var det slut. Wrexham dumpede ud af det professionelle engelske ligasystem for første gang i 87 år, og lige siden har den stået på Conference League/National League.

Derfor er det også gigantisk for både klub og by, at Wrexham nu er tilbage i det fine selskab i The English Football League – betegnelsen for de tre ligaer under Premier League.

Vejen fra The National League til det eftertragtede EFL-system er da også et nåleøje, da blot vinderen af rækken med 24 hold sikrer sig direkte oprykning. Forrige år endte Wrexham på andenpladsen, hvilket gav adgang til playoff-kampe om oprykning, men her endte bestræbel-serne i skuffelse. Så meget desto større var begejstringen over, at du endelig er lykkedes.

”Jeg tror, vi kan høre, hvordan det føles for denne by. Det er tid til fejring, og det er mit livs ære at blive budt velkommen i deres fællesskab,” sagde Rob McElhenney, da oprykningen var en realitet efter 3-1-sejren over Boreham Wood. Med topscorer og klubhelt Paul Mullin blandt målmagerne, hvilket sendte ham op på imponerende 38 ligamål for sæsonen.

Opbakning fra nær og fjern

Og hvad så nu, kunne man spørge sig selv. Manager Phil Parkinson sidder sikkert i stolen som Manager of the Year, men ellers kan der meget vel blive rusket op i truppen. Ejerne har penge og vil uden tvivl forstærke truppen, som nu skal etablere sig i League Two, inden der skal sig-tes endnu højere.

Den lokale opbakning er også så sikker som en pint på pubben, idet klubben kort efter opryk-ningen kunne offentliggøre, at 99,25 procent af alle sæsonkortindehavere nu har forlænget deres kort.

Men interessen for Wrexham rækker langt udover det nordlige Wales, og det bliver uden tvivl spændende at følge udviklingen i klubben under de entreprenante og underholdende ejere.

Én ting er i hvert fald sikkert: Fra dårligt at kende reglerne for europæisk soccer er de to nordamerikanere faldet pladask for den autentiske britiske fodboldkultur.

Forståeligt nok.