8. juli 2021

Heldig sjællænder vinder 7,6 millioner i Vikinglotto

Mens hele Danmark sad spændte og så EM-semifinale, kunne en heldig Vikinglotto spiller poppe champagnen.

 

Det danske EM-nederlag til England blev formentlig markeret på en lidt alternativ måde i Greve syd for København.

 

Der sad nemlig en heldig kartoffel, som tidligere på dagen havde været forbi Kioskland i Greve Midtby Center for at købe fem rækker Vikinglotto lynspil med joker for blot 45 kr.

 

Den indsats kom mangefold igen.

 

En af de rækkerne indeholdt nemlig seks rigtige tal og udløste en delt andenpræmie. Dermed kan sjællænderen gå på sommerferie med 7.663.159 ekstra skattefri kroner på lommen.

 

Danske Spil har endnu ikke været i kontakt med den nyslåede danske Vikinglotto millionær, der også vil få et tilbud om millionærrådgivning, men vi ønsker et stort tillykke.

 

Det er fjerde gang i år, at en dansker snupper en milliongevinst i det nordiske lotteri, og alle gangene har der været tale om vindere, der bor på Sjælland.

 

Den første gevinst var i april, hvor en heldig spiller fra Rødovre løb afsted med 3,1 millioner. I maj kom turen til Sydsjælland, hvor en næstveder løb afsted med 1,5 million. Den seneste vinder i Vikinglotto før i går blev fundet for blot to uger siden, hvor en slagelsebo kunne glæde sig over 7,7 millioner kroner.

 

Førstepræmiepuljen i Vikinglotto gik desværre ikke i denne omgang, og puljen forbliver derfor på sit maksimale 158 millioner kroner.

 

Vindertal:

2, 5, 42, 44, 46, 47

 

Tillægstal:

5

 

Vikinglotto:

-       Vikinglotto startede 17. marts 1993 og trækkes fast hver onsdag aften.

-       Vikinglotto er et fælles, nordisk spil, hvor Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland og Litauen spiller om en fælles 1. præmiepulje og 2. præmiepulje.

-       Den højeste danske gevinst blev vundet i 2020, hvor en heldig spiller fra Helsingør vandt 206.913.776 kr.