To danskere blev i sidste uge millionærer med Lotto - og for sjette uge i træk vandt ingen førstepræmien i Lotto, så nu er puljen oppe på flotte 20.000.000 kroner.
Mens tv-seerne lørdag aften kunne sidde og glæde sig over, at Danmark endelig fik en medalje ved OL i Paris - så kunne to danskere også glæde sig over, at de hver især vandt 1.000.000 kroner i Lotto.
Begge vindere blev udtrukket i Lottos ugentlige ekstratrækning, Millionærchancen.
De to vindere i Lotto
Den første million blev vundet på en kupon, der var købt hos Menu i Viborg, og der var desuden en gevinst på 70 kroner på kuponen.
Denne vinder har Danske Spil endnu ikke været i kontakt med - så tjek gerne din kupon, hvis du har en sådan liggende fra i lørdags.
Den anden million blev vundet af en af Danske Spils kunder i Nordjylland, der spiller med via sit PLUS-abonnement, så her går pengene direkte ind på kontoen.
”Det er en fornøjelse at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto.
Kæmpepulje på lørdag
Mens der blev uddelt to gange 1.000.000 kroner, så var der ingen heldige vindere af førstepræmien, og det er efterhånden nogle uger siden, at det er sket: Det betyder, at puljen, der skal spilles om på lørdag, er helt oppe på vanvittige 20.000.000 kroner. Sidste gang, der blev vundet en præmie i Lotto i den størrelsesorden, var helt tilbage i december 2021, hvor en heldig dansker vandt hele 22 millioner kroner.
Vindertal, Lotto, 3. august
3, 7, 10, 13, 22, 24, 25
Tillægstal, Lotto, 3. august
20
Om Lotto
Lotto tallene trækkes hver lørdag aften, og det er de blevet uden afbrydelse siden 7. oktober 1989. Førstepræmiepuljen er altid på mindst 8.000.000 kroner.
Den højeste Lotto gevinst nogensinde blev vundet i 2008, hvor en heldig spiller fra København vandt 38.564,007 kroner.
Om Millionærchancen
Millionærchancen gik fra 2015 til og med august 2023 under navnet Millionærgarantien, men den gør stadig det samme: Garanterer, at der hver eneste uge findes to heldige danskere, der vinder 1.000.000 kroner.
De to millionærer findes ved lodtrækning blandt samtlige ugens spillede rækker - uanset om der er gevinst på rækken. Derudover trækkes der sidste lørdag i måneden lod om 5 x 1.000.000 på alle månedens spillede rækker - så husk at gemme din kupon, også selv om der ikke skulle være gevinst i første omgang.