16. september 2021Vandt 6,5 millioner i Lotto: "Nu er der råd til nye badebukser"
Lotto-vinder fra Østjylland vil først og fremmest forsøde tilværelsen for familien.
Børn og børnebørn til en mand fra Østjylland kan se frem til en stor overraskelse.
- Jeg har ikke fortalt til dem, at jeg har vundet i Lotto endnu, men jeg glæder mig da til at gøre det.
Ordene kommer fra den mand, der i lørdags fik en glædelig overraskelse, da han tjekkede Lotto-tallene inden sengetid.
For de viste, at en af de kuponer med lynlotto, som han havde købt dagen før i Bladcentralen i Brædstrup mellem Horsens og Silkeborg, var hele 6,5 millioner kroner værd.
- Min kone troede ikke på det, så jeg gik ind på Lotto-app’en og tjekkede. Og den var god nok. Jeg havde lidt svært ved at sove bagefter, fortæller vinderen af lørdagens førstepræmie i Lotto, der blev delt mellem to.
Vinderen fra Østjylland ønsker at være anonym, men fortæller til Danske Spil, at han spiller Lotto hver weekend, men at han op til i lørdags valgte at købe to ekstra kuponer.
- Det viste sig at være en god idé, griner vinderen.
Hjælp til børn og børnebørn
Han har aldrig før vundet så mange penge, men har ikke umiddelbart nogen planer om at fejre det ved at trække i de store spenderbukser.
Der skal dog investeres i en anden type bukser.
- Nu er der råd til et nye par badebukser, griner han.
Vinderen har takket ja til millionærrådgivning fra Danske Spil, hvilket alle vindere af mere end halvanden million kroner får tilbudt.
Og her vil den nyslåede millionær formentlig spørge ind til, hvad han skal gøre for at give glæden videre til de næste generationer.
- Pengene betyder jo, at vi kan hjælpe vores børn og børnebørn økonomisk, men ellers kommer det ikke til at ændre det store for os selv, siger den ene vinder af lørdagens førstepræmie i Lotto.
Den anden vinderkupon blev købt i Bilka i Hillerød i Nordsjælland.