Et ægtepar i slutningen af 60’erne fra Herlufmagle har vundet en million skattefri kroner på Lottos Millionærgaranti, som er en ekstra millionchance på hver spillet række. Parret spiller Lotto på en fem-ugers kupon, men blev gjort bekendt med, at der manglede en vinder af en million fra deres lokalområde.
- Normalt spiller jeg en fem-ugers kupon, så jeg plejer faktisk ikke at tjekke, før den skal fornys. Men altså, jeg læste i den lokale avis, at der var en manglende vinder fra Meny, hvor jeg havde købt min kupon. Men jeg slog tanken væk, og tænkte, at det jo ikke kunne være mig. Men så ringede min datter og spurgte, om jeg havde tjekket min kupon – og hun var meget insisterende. Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte se at få gjort noget ved det, fortæller den glade vinder til Danske Spil og understreger, at hun gerne vil være anonym.
Da kvinden sammen med sin mand kom ned i kiosken og fik kuponen scannet, så fik de straks at vide, at det beløb de havde vundet, var over 9999 kroner, hvilket er en ret god indikator på en af de helt store gevinster.
- Så måtte vi køre i banken i Næstved, og da vores bankdame fandt ud af, at det var en hel million, vi havde vundet, så blev hun helt paf og nævnte, at det da var en frygtelig masse nuller. Og det havde hun da også ret i, siger den glade vinder og fortsætter:
- Da vi kom hjem, kom vores yngste datter forbi og var helt ulykkelig, fordi hendes bil var gået helt og aldeles i stykker, så den eneste måde vi kunne trøste hende, var jo ved at fortælle hende, at det skulle vi nok fikse. Fordi vi altså lige havde vundet en million. Hun flippede helt ud og græd af glæde og fes rundt. Egentlig havde vi tænkt os, at vi ville invitere alle tre børn hjem og så tage lidt gas på dem, men det ødelagde den yngste jo. Så var vi nødt til at ringe og fortælle de andre det. Det virker som om, alle andre end os flipper ud over det her, siger den nyslåede millionær med et grin.
De tre børn har hver fået et beløb i forhold til, hvad de må modtage i gave jf. de regler, der er på området.
- Det er dejligt, at vi kan hjælpe vores børn, mens vi er her. Det er jo sjovere at gøre nu, end når vi er væk. De unge mennesker har nok også mere brug for pengene, end vi har – eller kan finde noget sjovere at bruge dem til. Vi er ret kedelige, når det kommer til penge, lyder det.
Parret har rejste så meget igennem deres liv, at det ikke er der, resten af pengene skal bruges. Til gengæld er der planer om et nyt badeværelse, en ny mobiltelefon og en opdatering af deres havestue.
- Og så skal der også være til, at vi kan tage på nogle familieture sammen. Vi plejer at leje et sommerhus i en uge en gang om året. Og i år kan vi jo give i stedet for, at vi splejser.