10. juli 2019Lotto klub vandt 15 millioner
Tre heldige venner kunne for nogle uger siden efter en trækning i Lotto kalde sig millionærer med en gevinst på i alt 15.005.547 kr. Vennerne har haft en Lotto klub siden 1989 og har både formand, vedtægter, kassér og en fast generalforsamling en gang om året. Danske Spil har talt med formanden af klubben, som er i halvtredserne og bor i Ringkøbing-Skjern Kommune. Alle tre vindere ønsker at være anonyme.
- Vi startede faktisk med en Tipsklub tilbage i 1984. Dengang boede vi i samme ejendom og mødtes hver onsdag for at udfylde kuponer. Vi vandt da også en 13’er engang, hvor klubben indkasserede 158.000 kroner før skat. Da jeg flyttede derfra blev det nemmere med Lotto, hvor vi købte fem-ugers kuponer. Det gjorde vi indtil, man kunne tilmelde sig Plus-abonnement, hvor det bare kører, uden at man skal tænke over det, lyder det fra den heldige vinder, der tydeligvis ikke helt har forstået, at han er blevet millionær.
(BEMÆRK: Hvis man har en Lotto klub på nettet, kan Danske Spil ikke dele penge for en. Der skal man have hjælp fra Skat, og der er visse krav man skal leve op til. Hvis man som Lotto Klub køber en kupon hos forhandleren, kan man godt dele gevinsten uden skat Skats indblanding.)
Formanden, hvis navn abonnementet står i, havde da heller ikke tjekket hverken tal eller pulje den pågældende aften og blev først opmærksom på sin nye titel, da han blev ringet op ad Danske Spils Kundecenter.
- Jeg troede seriøst slet ikke på ham, der ringede. Men han bad mig logge ind på vores konto, og så kunne jeg jo se, at pengene stod der. Vi har sådan en regel i klubben, at hvis vi har vundet en lille gevinst, ringer jeg og siger: "Vi skal en tur i pølsevognen", hvorimod en stor gevinst betyder, at vi skal ud at spise fint. Så jeg kunne jo med glæde ringe og sige, at vi ikke havde udsigt til at stå i pølsevognen. Det bragte stor glæde i den anden ende.
Skuffet over sig selv
Selvom formanden havde set ved eget åsyn, at pengene stod tydeligt på hans profil, havde han ikke selv den store reaktion på de gode nyheder.
- Jeg tror, jeg inderst inde ikke turde glæde mig – for hvis nu det bare var en drøm. Jeg var faktisk helt skuffet over mig selv, at jeg ikke brød ud i gråd eller dans.
De tre venner har efterfølgende haft besøg af Danske Spils gratis og uvildige millionærrådgiver. Alle vindere med en gevinst på over 1.5 millioner kroner får tilbudt millionærrådgivning.
- Det var først, da han kom ind ad døren, at jeg virkelig troede på det. Han gav os nogle rigtig gode råd og det fejrede vi ved, at gå ud og spise på en fin restaurant. Jeg er vant til at spise en del ved måltiderne, så at sidde der med en forret, der lige kunne være på en teske, var da sådan lidt lala. Det er i hvert fald ikke sådan nogle dyre vaner, jeg regner med at få, siger den heldige vinder med et grin.
Manden, der hverken har kone eller børn, har kun fortalt om sin gevinst til sin nærmeste familie. Og hvis de nogensinde får brug for penge skal de bare spørge.
- Der er ingen af dem, der mangler noget, så jeg regner ikke med, at det bliver aktuelt. Men man hjælper naturligvis sin familie, hvis de har brug for det. Min mor har nok altid sparet lidt, så der ville være noget til overs til hendes børn. Men nu har jeg indskærpet overfor hende, at hun altså skal bruge pengene på sig selv.
Han ønsker ikke at dele nyheden om sin millionærstatus med andre venner end dem fra Lotto klubben.
- Jeg er nok lidt for god af mig generelt. Så jeg ville ikke kunne sige nej, hvis folk kom og bad om penge. Så jeg har tænkt, at jeg hellere må holde det for mig selv.
Vinderen ved endnu ikke helt, hvad pengene skal bruges til. Men en ny bil er da på radaren. Desuden er manden jæger og har nogle våben, der evt. skal skiftes ud med det nyeste nye merchandise.
- Det kan også sagtens blive til nogle flere jagt-rejser. Men først og fremmest skal jeg lige vænne min hjerne til, hvor mange muligheder jeg har.