29. juli 2020Træt ung mand vågnede brat, da han læste artikel om millionær, der viste sig at være ham selv
En mand fra Esbjerg tog en nat uden søvn, da han sent om aftenen fandt ud af, at han var blevet millionær
En mand i tyverne fra Esbjerg Kommune lå en sen mandag aften i slutningen af maj i sengen med sin telefon og tjekkede Facebook for nyheder. Han var egentlig træt og skulle til at lægge sig til at sove, da han spottede en artikel fra Jyske Vestkysten om en vinder med Plus-abonnement fra Esbjerg, der havde vundet 1.000.000 kroner.
-Jeg tænkte: Det kunne da godt være mig. Og så loggede jeg ind på min spilkonto. Jeg fik jo så mit livs chok. Der stod en million kroner og ventede på mig, fortæller han til Danske spil.
Den unge mand, der er millionær nr. 3665, vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv og den træthed, han øjeblikket før havde følt, var helt forsvundet.
-Jeg sprang ud af sengen og tog mit tøj på. Jeg prøvede at ringe til min kammerat, som også spiller Lotto, for at fortælle, hvad der var sket. Men han tog ikke sin telefon. Jeg havde så meget adrenalin i kroppen, og jeg måtte bare dele nyheden med nogen, lyder det.
Selvom klokken nærmede sig midnat, kørte den unge mand, der er single, ud til sine forældre for at fortælle, at han var blevet millionær. De blev helt chokerede, da de søvndrukne blev vækket af sønnens banken på døren.
-De troede først, der var sket noget forfærdeligt. Jeg plejer jo ikke at komme anstigende midt om natten og hive dem ud ad sengen, siger vinderen med et grin – og han fortsætter:
- De blev selvfølgelig glade på mine vegne og tilgav hurtigt, at jeg havde vækket dem.
Efter en lang snak med forældrene tog den heldige – og hyperaktive vinder hjem til kammeraten, som endelig havde svaret sin telefon.
-Det er faktisk hans skyld, at jeg oprettede mit abonnement sidste år i december. Han har spillet i flere år, så han var da lidt misundelig over, at det var mig, der løb med den første milliongevinst. Men han var også samtidig meget glad på mine vegne. Jeg skylder ham nok en lille gave, lyder det.
Den unge mand kom først hjem kl. 03-03.30 om morgenen og kunne stadig ikke falde i søvn. Så han endte med at tage direkte på arbejde, hvor adrenalinen i kroppen fik ham nemt gennem dagen.
-Jeg havde faktisk masser af energi. Gik bare rundt med det største smil på læben og var helt overskudsagtig, fortæller han med et grin.
Når man vinder på Millionærgarantien fra Danske spil og er Plus-abonnent får man pengene overført til sin bankkonto efter få dage. Og når man ikke er vant til at have millioner på kontoen, er det noget af en oplevelse at se de mange nuller.
-Det er jo helt surrealistisk. Jeg tog straks et screenshot, som jeg har på min telefon, til evigt minde. Det er jo en af de bedste dage i mit liv, siger han.
Vinderen har altid haft en drøm om et specielt Rolex-ur, og det første han gjorde, da pengene var kommet ind på kontoen, var at køre hele vejen til Sjælland for at købe uret.
-Det var altså en fed fornemmelse. Det ville have taget mig virkelig mange år at spare op til. Og jeg har bare gået og sukket efter det ur, fortæller han.
Han har desuden været lidt ude at shoppe, mens resten af pengene stadig står på kontoen.
-Jeg skal ikke bare købe alt muligt, fordi jeg kan. Jeg vil gerne være lidt fornuftig. Måske vil jeg gerne på en længere rejse på et tidspunkt. Men det er ikke noget, der er fastlagt endnu. Lige nu tager jeg den bare med ro og nyder, at jeg ikke behøver at spare.