4. september 2022Dansker vinder 7 millioner i Lotto
Det er anden lørdag i streg, at endnu en dansker rammer de 7 rigtige tal i Lotto trækningen og altså nu kan kalde sig for millionær.
Her til morgen er en heldig dansker vågnet hele 7 millioner kroner rigere efter at have købt en Lotto kupon, som ramte plet på de 7 vindertal. Vinderen kan derfor se frem til at gå efteråret i møde med 7 skattefrie millioner ekstra på kontoen.
Den nybagte millionær havde købt sin kupon i Kvickly Skibhusvej i Odense.
Faktisk er det ikke første gang, der bliver solgt en vinderkupon i denne Kvickly. Det er derimod den tredje vinderkupon, der er blevet solgt ved lige netop denne forhandler. Første gang var i 2003, så igen i 2005 – og nu skete det altså endnu engang ved aftenens trækning.
Men aftenens vinder er ikke den eneste spiller, der har haft heldet med sig denne weekend.
”Her fra Danske Spil skal der lyde et stort tillykke til aftenens tre heldige vindere. Vi synes, det er en fest hver gang, at en dansker vinder i vores lotterier. Vores specialuddannede rådgivere sidder klar til at tage hånd om de danskere, der vinder større gevinster, så vi er sikre på, at overgangen fra almindeligt bemidlet til måske mangemillionær går så let og gnidningsfrit som muligt,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.
Tre nye millionærer lørdag aften
Faktisk blev det til hele tre nye millionærer ved lørdagens Lotto trækning. For vanen tro skal der findes to vindere af Millionærgarantien, når der hver lørdag bliver trukket lod om 2x1 million kroner blandt alle spillede rækker.
Aftenens ene vinder af Millionærgarantien havde købt sin kupon i Kwikshop i Aabenraa, og den anden vinder havde købt sin kupon i Dagli’Brugsen Gundsømagle i Roskilde.
Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne, men vi ønsker dem alle et stort tillykke.
Vindertal uge 35:
2, 4, 16, 21, 24, 26, 36
Tillægstal uge 35:
5
Lotto:
- Lotto startede d. 7. oktober 1989 og trækkes fast hver lørdag aften.
- Siden 2015 har Lotto haft en Millionærgaranti, der betyder, at der hver uge desuden bliver trukket lod om 2x1 mio. kr. blandt alle spillede rækker
- Den højeste gevinst blev vundet i 2008, hvor en heldig spiller fra København vandt 38.564.007 kr.