KONGE AF AARHUS OG LEGENDE I MANCHESTER CITY.
Tyske Uwe Rösler har haft god grund til at smile de seneste uger, efter det først lykkedes at sikre bronzemedaljer til AGF, inden hans engelske hjerteklub nappede Champions League-trofæet.
Som AGF-træner har han forvandlet aarhusianerne til et vinderhold, mens han som City-angriber i midten af 1990’erne gjorde så stort indtryk, at han i 2009 blev optaget i Manche-ster Citys Hall of Fame.
I anledning af den aktuelle succes i tyskerens nuværende og tidligere klub bringer vi her et portræt af karismatiske Uwe Rösler.
Lad os starte med fakta. 64 mål i 176 kampe for Manchester City vidner om kvalitet fra den tyske forward, der huserede på gode gamle Maine Road i perioden 1994-1998.
Bevares, det målgennemsnit kan Erling Haaland kun grine af i den nuværende City-trup, men i 1990'erne var arbejdsbetingelserne hos de lyseblå på alle måder anderledes og komplet usammenlignelige.
Dengang kæmpede arbejderklubben fra Manchester en barsk kamp for overlevelse. Først i Premier League og siden i den engelske First Division. De mørke skyer svævede ind over The Sky Blues, der tilmed havde store finansielle udfordringer.
Uwe Rösler var dog et lyspunkt, og han gik rent ind hos City-fansene, der tog østtyskeren med tyskergarnet til sig. Han knoklede, scorede vigtige mål og gav alt med sit evige ar-bejdsraseri.
Allerede i slutningen af debuten mod Crystal Palace 5. marts 1994 sang de hårdt prøvede City-fans tyskerens navn. Det skete til tonerne af Pet Shop Boys' "Go West". Nu hed teksten i stedet: 'Uwe... Uwe Rösler'
Det blev starten på et livslangt forhold mellem City og Uwe Rösler.
NEJ TIL STASI
For at forstå Röslers kultstatus hos de aktuelle Champions League-vindere, må man dog også forstå tyskerens fortid, og derfor fører denne fortælling os indledningsvist tilbage til perioden omkring Den Kolde Krig. Opvæksten bag jerntæppet i det gamle DDR har nemlig i høj grad været med til at forme den nuværende AGF-træner.
Uwe Rösler voksede op i byen Altenburg i delstaten Thüringen og viste hurtigt talent for at spille fodbold. Som bare 11-årig blev han fisket til storbyen Leipzig og et ophold på fod-boldakademiet hos 1. FC Lokomotive Leipzig.
Her blev der knoklet igennem, og unge Uwe udviklede sig i en grad, at han som 18-årig fik sin førsteholdsdebut for det østtyske storhold, der havde tætte forbindelse til styrets efter-retningstjeneste Stasi.
Så tætte, at Rösler - stadig som teenager - en dag blev samlet op af Stasi og forsøgt hvervet som informant.
Han skulle spionere mod sine holdkammerater og informere, hvis de havde planer om at stikke af til Vesten. Adlød han ikke, ville Stasi smadre hans karriere i Lokomotive Leipzig.
Men Uwe Rösler afviste, røg ud i kulden og skiftede senere til 1. FC Magdeburg, hvor seni-orkarrieren begyndte at tage fart.
"Jeg ville aldrig kunne have lavet deres beskidte arbejde. Jeg var fodboldspiller. Jeg var ikke spion eller informant," har Rösler udtalt om det ubehagelige møde med Stasi.
Den unge, hurtige angriber scorede mål for Magdeburg, kom ind omkring det østtyske landshold og havde fart på karrieren bag Jerntæppet, mens Tyskland som opdelt nation stod foran en skillevej.
EFTER MURENS FALD
I november 1989 faldt muren, og østtysk ligafodbold smuldrede ligesom det øvrige DDR. I stedet oprettedes en fælles østtysk og vesttysk liga med klar overvægt af økonomisk stær-ke vesttyske klubber.
Uwe Rösler fortsatte kortvarigt karrieren i østtyske Dynamo Dresden, der kom med i den fælles liga, men overfor de stærke vestlige konkurrenter havde Dresden-klubben det svært.
Rösler måtte over "på den anden side", fik kontrakt med 1. FC Nürnberg, men hverdagen og fodboldlivet i den vestlige (frie) tyske verden blev et kulturchok for den DDR-skolede Uwe Rösler. Facit blev 28 kampe uden en eneste scoring.
”Pludselig oplevede jeg en individualistisk tankegang, kliker, en magtfuld presse og politik i forhold til holdudtagelsen. ”Muren” eksisterede stadig i mange folks hoveder, og på mange måder var jeg nok naiv,” fortæller Uwe Rösler i sin biografi 'Knocking down walls".
Röslers karriere var udfordret, men via opsøgende agentarbejde opstod der i 1994 en mu-lighed i den nyetablerede engelske Premier League.
Det startede med et mislykket prøveophold i Middlesbrough, inden østtyskeren blev invite-ret til prøve hos økonomisk trængte Manchester City, der desperat havde brug for en er-statning for skadede Niall Quinn.
Forudsætningerne var ikke gode. Rösler havde været skadet og var ude af form. Selvtilli-den var i bund efter opholdet i Nürnberg, og så kunne han i øvrigt stort set ikke engelsk.
I DDR var det kun tysk og russisk, der blev talt, så østtyskeren var på alle måder på udeba-ne. Bortset fra de grå omgivelser i industribyens arbejderkvarter i Manchester, som trods alt havde visse ligheder med Röslers baggrund.
Trods forudsætningerne slog Rösler omgående til. To mål i en reserveholdskamp var nok til at sikre en kontrakt sæsonen ud, og den følgende weekend debuterede han i Premier League mod QPR.
Tyskeren kvitterede med en vigtig assist, og så var både fans og manager Brian Horton overbevist.
HELT I MANCHESTER CITY
City kæmpede for at undgå nedrykning, og Rösler gik direkte ind på holdet og scorede fem afgørende mål i sæsonens resterende 12 kampe. Herunder en scoring på Hillsborough mod Sheffield Wednesday på sidste spilledag.
City reddede sig, og Rösler og co. vendte retur til Manchester som helte – med en særlig hyldest rettet mod den østtyske målhelt.
”På vejen tilbage til Manchester blev vi fulgt af en konvoj af fans, og jeg tror, det var der, jeg for alvor forelskede mig i klubben, fansene og England,” har Rösler sagt i et større in-terview til Manchester Citys hjemmeside.
Sæsonen efter reddede Rösler City fra nedrykning igen. Denne gang med flotte 22 sæson-mål. De fleste sat ind via fremragende samarbejde med Paul Walsh og Peter Beagrie, som blev tætte venner. Både dengang og nu.
”Rösler var den helt, fansene havde ventet på,” har klubbens tidligere bestyrelsesformand Francis Lee udtalt.
I 1995/1996 gik det dog galt for City og en frustreret Uwe Rösler. Manageren der havde hentet ham, Brian Horton, fik sparket, og ind kom Alan Ball. Uroen ulmede, hvilket for-plantede sig på banen, og i anden halvdel af sæsonen røg Uwe Rösler på bænken.
Tyskeren var rasende, og demonstrativt stormede han direkte mod Alan Ball og pegede på sit navn, da han som indskifter scorede et smukt mål på Peter Schmeichel i en hjemme-kamp mod Manchester United på Maine Road.
Selvom han blev vraget i perioder af sæsonen, endte Rösler alligevel som holdets topsco-rer, hvilket dog ikke var nok til at redde City fra nedrykning. Og så røg Alan Ball på porten.
For City som hold fortsatte nedturen, men personligt vendte Rösler retur som holdets kla-re angrebses under ledelse af manager Frank Clark.
Spillere som Nicky Summerbee, Georgi Kinkladze, Paul Dickov og Niall Quinn var blandt profilerne, men som klub og hold vaklede Manchester City.
Uwe Rösler elskede at være i klubben og fansene elskede hans energi, attitude og ikke mindst mål, men ikke han kunne forhindre, at The Sky Blues i foråret 1998 måtte helt ned i den tredjebedste engelske række.
Det blev samtidig Rösler farvel til Manchester City, hvorefter turen gik hjem til Tyskland og de sensationelle mestre fra 1. FC Kaiserslautern.
STØTTE I EN SVÆR TID
I hjertet levede forholdet mellem Rösler og City dog videre. Da Rösler senere blev far til to drenge, navngav han dem Colin og Tony efter City-legenderne Colin Bell og Tony Book.
Og også den anden vej fortsatte kærligheden, hvilket blev cementeret på rørende vis, da tyskeren stod i sit livs krise.
I karrierens efterår i norske Lillestrøm opdagede lægerne en ondartet kræfttumor i brystet. Han blev hasteindlagt på hospitalet og fik kemo, mens nyheden om hans tragiske skæbne nåede ud til fodboldverdenen.
Liggende i hospitalssengen i Norge modtog den afkræftede Rösler en dag et opkald. Det var fra en gammel ven fra Manchester.
”Uwe, kan du høre det? Lyt!”
Vennen Mark Buckley stod på City of Manchester Stadium og slog højtaleren på telefonen til.
”City-fansene sang mit navn, og jeg kunne høre ekkoet på stadion. De ville have, at jeg skulle vinde over kræften. De havde ikke mistet troen på mig. Da jeg lagde på, smilede jeg for første gang i lang tid. Med sådan en støtte fra min familie og godt 46.000 tusind City-fans, hvordan skulle jeg så ikke kunne vinde den kamp?” har Uwe Rösler siden fortalt.
Også den kamp vandt Uwe Rösler, der i dag fortsat har tætte bånd til de nykårede Champi-ons League-vindere.
Og som nu gør klar til endnu en Superliga-sæson som cheftræner for bronzevinderne fra AGF.
Godt gået, Uwe💪
