JANNI THOMSEN
Uddannet ernæringsassistent ved Mercantec i Viborg, 22 år

Dengang Janni Thomsen var ungdomsspiller i Kjellerup IF, havde hun to forbilleder. Det ene var Ronaldo, og det andet var Pernille Harder.

”Når man ser Ronaldos krop, ved man godt, at den ikke er kommet ud af ingenting. Han arbejder virkelig hårdt. Det har jeg kæmpestor respekt for. Han har stået knivskarpt i mange, mange år, og det er han ikke kommet sovende til. Da jeg var yngre, syntes jeg også, at Pernille Harder var virkelig sej. Det er hun jo stadig. Det drive, hun har med bolden … Bolden er bare limet til foden. Hende har jeg også kæmperespekt for,” siger hun.

Janni Thomsen, årgang 2000, spiller i dag på landsholdet med den otte år ældre Harder. I lighed med den danske landsholdsanfører blev midtjyden Thomsen indfanget af DBU-systemet i en tidlig alder, så hun først optrådte på det regionale talenthold og siden de forskellige ungdomslandshold på sin vej til A-landsholdet. Det var ved en af de første samlinger med det midtjyske talenthold, at trænerne opfordrede spillerne til at træne med drengene i deres klubber.

”Jeg sprang bare ud i det. De fleste af mine venner dengang var alligevel drenge. Det var win-win. Det må have været, da jeg var 13 til 16 år. Men så savnede jeg også pigerne, og jeg kunne godt finde på at tage en dobbelttræning, fordi det var sindssygt hyggeligt. Jeg gik jo glip af hele den der omklædningsrumskultur, når jeg spillede med drengene, og jeg er et ret socialt menneske,” fortæller Janni Thomsen.

Hun spillede med drengene, indtil de stak af fysisk, som hun siger. Indtil da kunne hun sagtens være med, ikke som den bedste spiller på holdet, men helt sikkert som god nok til startopstillingen. Janni Thomsen fik frem for alt mere tempo ind i sit spil ved at spille drengefodbold, påpeger hun.

”Det var helt klart på tempoet, at jeg rykkede mig allermest. Mit hoved var hele tiden på overarbejde for at følge med. Jeg var nødt til hele tiden at tænke på næste situation, næste situation … At positionere mig rigtigt. Hele tiden være et skridt foran,” siger hun.

”Jeg kan kun anbefale andre talentfulde pigespillere at træne med drengene – man kommer bare op i et andet tempo. Man har godt af at blive udfordret.”

Janni Thomsen begyndte at spille fodbold allerede som fireårig i den lokale idrætsforening. Hendes to storebrødre og hendes ældre fætre og kusine spillede også i klubben. Hun gjorde, siger hun, alt for at følge med dem. Hun spillede på pigeholdet, der var et år ældre, og af og til også på det hold, der var to år ældre, og som hendes kusine spillede på. Selv to år yngre end de øvrige spillere på banen var Kjellerup-spilleren så dominerende, at hun oplevede, at modstanderholdet efter en semifinale i Vildbjerg Cup nedlagde protest over den korthårede midtbanespiller. Det måtte være en dreng. 

”Min mor har også fortalt om en indendørsturnering, hvor jeg scorede seks mål i en kamp, og forældrene på det andet hold begyndte at råbe: De har en dreng med. Jeg lignede åbenbart en dreng dengang.”

I dag er Janni Thomsen via barndomsklubben mellem Viborg og Silkeborg over Team Viborg og VSK Aarhus endt som fuldtidsprofessionel i Vålerenga i Norge. Hun har aldrig været i tvivl om, at det var det, hun allerhelst ville. Hun har ikke så meget som overvejet at stoppe med at spille fodbold.

”Men der har selvfølgelig været perioder, der har været hårdere end andre. Dengang vi skulle udtages til U19-landsholdet efter den sidste U17-samling, kom jeg ikke med, og der skulle jeg lige finde noget ny energi: Okay, jeg skal gøre alt for at komme tilbage. Jeg skal tilbage på det landshold. Det formåede jeg så også et halvt år efter. Det var en af de perioder, der var hård,” fortæller hun.

”Det var også hårdt med alle de talentsamlinger, vi havde. Vi havde samling hver anden weekend i Region Midtjylland, som jeg var en del af. Vi skulle lave træningsdagbog, og vi skulle styrketræne rigtig meget. Det var ved at blive nok for mig. Det var et kæmpestort pres, syntes jeg. Det var lidt svært. Men jeg har altid elsket at spille fodbold, og mine forældre har også altid støttet mig.”

Det var i forbindelse med et besøg på hotel- og restaurantskolen i Silkeborg i 8. klasse, at Janni Thomsen fik lyst til at tage en uddannelse inden for madlavning. Hun har altid elsket at lave mad og bage. Efter endt folkeskole begyndte hun på ernæringsassistentuddannelsen i Viborg, hvor over halvdelen af forløbet blev tilbragt i praktik på det lokale sygehus.

”Der var nogle dage, hvor jeg stod op klokken 4.45 i Kjellerup for at møde klokken 6 på Viborg Sygehus. Jeg havde fri klokken 13.30, og så var jeg hjemme klokken 15, inden jeg skulle køre til fodbold i Aarhus klokken 16. Efter træning var jeg hjemme igen ved 20-21-tiden. Sådan så mine dage stort set ud i tre et halvt år.”

Janni Thomsen har en plan om at læse videre, en bachelor i ernæring og sundhed, men indtil videre bruger hun sin uddannelse, og sin kærlighed til at lave mad, på at invitere sine holdkammerater på middag hjemme i Oslo. Og så koncentrerer hun sig om at udvikle sig som fodboldspiller.

”Min største styrke som barn var mit drive med bolden. Jeg spillede midtbane i mange år. Jeg spillede en stabil 6’er i mine år med drengene. Jeg skulle både forsvare og angribe. I dag har jeg det samme drive med bolden – jeg kan sætte mine modspillere af én mod én. Nu spiller jeg bare wingback,” siger Janni Thomsen.

”Jeg kan godt være lidt udfordret defensivt på wingbackpositionen. Der er stadig noget, jeg kan lære. Jeg har altid været en fysisk spiller og er nok lidt tung på de første meter, så min udfordring er, når modspillerne kommer helt tæt på mig og accelererer. Men når jeg først er oppe i fart, har jeg min styrke. Jeg vil også gerne blive endnu bedre til det, jeg allerede er god til: én mod én. Jeg vil gerne være en endnu bedre målgiver.”