Katrine Veje

31 år. Debut på A-landsholdet: 22. juli 2009

Nøj, hvor var vi gode, da vi slog England 4-1. Jeg var venstre kant. Victoria, min bedste veninde, lå bag mig på venstre back. Hende mødte jeg til Fyens Stiftstidende Cup (indendørsstævne i Odense, red.) way back. Mange af dem, vi mødte fra England, er i dag en del af de engelske landshold. Jordan Nobbs fra Arsenal og Lucy Bronze fra Manchester City. Vi fulgtes ad på U17 og U19. Englands træner, Laura Harvey, fik jeg senere i Seattle. Jeg kan tydeligt huske, at hun sagde, da jeg kom til Seattle: I var så gode! Jeg synes, vi havde et virkelig godt hold. 

Dengang tog jeg min en mod en-udfordring hver eneste gang. Jeg var mere offensiv. Jeg skulle bare til baglinjen og slå et godt indlæg. Jeg var hurtig. Det var det, jeg skulle og kunne. Jeg lavede også en eller to assister mod England.

Vi havde Line S. Jensen som forsvarsgeneral, og så Amanda Hohol, Harder og mig som profilerne. Line var min roomie gennem alle mine år på U-landsholdene. Jeg hang ud med Line, Amanda og Victoria. Jeg led meget af hjemvé, og man måtte ikke have en fast roomie, dengang jeg begyndte at spille på talentcentrene, men det fik jeg lov til, og det var Victoria. Amanda var den, jeg lavede ballade med. Victoria var meget moden. Og Line kunne man både grine og være seriøs med. Amanda og Stina Mikkelsen og jeg, altså, vi larmede bare. Vi løb rundt på gangene og råbte og skreg. 

Junge var Junge. Denne her altid søde og åbne pige, hun også er i dag. Hende kunne man altid snakke med. Hun vil gøre noget for miljøet og mennesker, der er i nød. Jeg kan vildt godt lide at spille sammen med Junge. Jeg synes, hun er en klog spiller. Hun har en form for klo, så hun får fat i de mest umulige bolde. Hun har et superblik for spillet og er altid spilbar. Hvis hun også havde været hurtig, havde hun været en verdensstjerne.

Amanda blev desværre korsbåndsskadet to gange, men hvis hun havde holdt sin udviklingskurve fra dengang, havde hun været stensikker starter på A-landsholdet i dag. Hun var så dygtig teknisk. Hun havde flow i sit spil. 10’er eller 8’er. Hun var fra Ringsted, hvor jeg besøgte hende, og kom til Brøndby.

Harder var aldrig en, der gjorde særlig meget opmærksom på sig selv uden for banen. Egentlig var hun, som hun er i dag, selv om hun er blevet kåret til verdens bedste spiller. Hun er meget sig selv. Stille og rolig.

Boye sagde ikke så meget. Hun deltog i det sociale og var glad og smilende, men hun havde også brug for sit space. Hvor jeg havde brug for det sociale liv hele tiden, havde Boye brug for at lukke døren til sit værelse en gang imellem. I dag er jeg nok lidt mere som hende, haha. Jeg har virkelig også brug for ro på værelset. Hun er meget samme spillertype. Hun er en ledertype. Hun har en seriøs indstilling. Hun er bare en god forsvarsspiller. 

Britta, min holdkammerat i OB, lavede det vildeste mål mod New Zealand til VM. Som jeg husker det, driblede hun sig igennem oppe fra midten. Jeg kan huske, at jeg fik krampe. 

Jeg blev udtaget til VM’s all star-hold sammen med Harder, og ret hurtigt efter VM kom LdB FC Malmö (det nuværende FC Rosengård, red.) på banen. De ringede til min far. Men vi sagde nej, fordi jeg skulle gøre gymnasiet færdig først. Men jeg skrev så under på en forhåndskontrakt, et år før jeg var færdig.