Simone Boye
30 år. Debut på A-landsholdet: 8. december 2011
Jeg har vildt mange gode minder fra EM med U17-landsholdet. Jeg startede ude i bronzekampen mod England. Jeg havde ligget syg med influenza op til kampen, men jeg kom ret tidligt ind (efter 25 minutter, red.). Vi var kommet bagud, men jeg fik så scoret med venstre, mener jeg, på et indlæg, og så var kampen åben igen. Jeg kan huske, at jeg fik ros for, at jeg var kommet ind og havde givet noget energi til holdet. Jeg kan også huske, at Veje lavede en del assister, og at hun blev kampens spiller.
Jeg synes, vi var gode. Vores profiler var Line S. Jensen, Veje og Amanda Hoholt. De var vores største talenter. Veje var dygtig til at drible, hurtig, og hun fik slået nogle gode indlæg. Hun var meget den spiller, man også kender i dag. Line var jo med til EM med A-landsholdet i 2017 og spillede en stor rolle der, indtil hun blev knæskadet og aldrig kom i gang igen. Hoholt var rigtig dygtig på bolden – dygtig til at vende med den. Hun havde et godt skud og en god spilforståelse. Hun havde faktisk hele pakken. Men hun blev også korsbåndsskadet. Det var om de tre, man tænkte: Okay, de er virkelig gode – de kommer langt.
Junge og Harder er nogle af dem, jeg snakker mest med, når vi har samlinger i dag. Vi har fået et venskab ud af vores tid sammen på U17-landsholdet.
Der var gang i Veje. Det skal ikke lyde nedladende, men hun var noget mere teenager, end vi andre måske var. Hun er faldet mere til ro nu. Hun er smaddersød. Hun hang meget ud med Line S. Jensen. De var en årgang ældre end os andre og var kommet på landsholdet et år tidligere, og derfor tror jeg også, at de holdt sammen.
Min første klub var Jernløse. Der var også mange dygtige spillere i Raklev, men som junior skulle man enten til Skovlunde eller Brøndby, hvis man havde ambitioner om mere. Og der er langt. Der mangler den klub i Vestsjælland, man skifter til, når man er et talent. Jeg tror, at det er derfor, at der ikke er kommet flere gode spillere ud af området.
Jeg var så heldig, at jeg kunne køre med Louise Christiansen, som kom fra Kalundborg. Jeg kunne så hoppe på i Regstrup, hvor jeg boede, og så kørte vi sammen ind til BSF. Og da hun ikke spillede i BSF længere, kunne en af mine forældre køre mig. Det er ikke nemt at komme med hverken tog eller bus til Skovlunde eller Brøndby. Jeg stoppede med at spille klubfodbold efter U17-VM. Jeg tog på efterskole og var kørt lidt sur i transporten. Men jeg fik stille og roligt lysten tilbage.
Bent var en sød og blød mand. Han havde en god humor. Ham kunne jeg godt lide. Henrik Lehm var noget hårdere. Han var sød over for de gode spillere, og lidt hårdere over for os, der ikke var helt så dygtige. Henrik var en rigtig dygtig træner, men jeg synes, at han var hård. Når man er teenagepige, tager man måske også tingene lidt tungere.
Jeg drømte ikke om at komme til udlandet, for det var ikke rigtig en mulighed, da jeg spillede på U-landsholdet. Man kendte jo nærmest ikke engang dem, der spillede på A-landsholdet, fordi mediedækningen var så dårlig. Kampene blev ikke vist. Min drøm var i første omgang at komme til Brøndby og spille.
Vores styrke på A-landsholdet er sammenholdet. Vi har et godt miks af rutinerede og unge spillere. Vi mangler måske noget mere stabilitet i de store kampe. Vi er blevet rigtig dygtige til at håndtere dårligere hold, som står lavt, men når vi skal op mod nogle af de gode modstandere, skal vi stadig blive bedre til at tage klogere beslutninger og være bedre på bolden.