Sofie Junge

”Jeg fører statistik over alle mine kampe. Hvor mange bolde spiller jeg fremad, hvor mange spiller jeg til siden, og hvor mange spiller jeg bagud”. Sofie Junge går metodisk til værks, når hun skal udvikle sig på sin position som landsholdets 6’er.

Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk
Af:
Kasper Steenbach
Foto:
Karen Rosetzsky

Sofie Junge

30 år. Debut på A-landsholdet: 8. december 2011

Min første landskamp var med U17-landsholdet mod Frankrig, selv om jeg stadig var U16-spiller. Det hele var gået lidt hurtigt. Jeg var meget nervøs, kan jeg huske, men det var stort. Jeg startede inde og blev skiftet ud engang i anden halvleg. Jeg kan ikke huske særlig meget af selve kampen. Jeg var i en boble.

Det er sjovt at tale med de tre andre om den tid. Der er mange sjove og gode oplevelser og holdkammerater, vi kan mindes.

VM i New Zealand var en kæmpe oplevelse, men jeg har også en meget klar erindring om kvalifikationsturneringen, der fandt sted i Vildbjerg i marts 2008. Vi havde spillet uafgjort mod Finland og vundet over Island, og så slog vi Rusland 2-0 i den sidste kamp. Vi stod så og ventede på resultatet af Finland-Island, der blev spillet samtidig i Spjald. Hvis Finland ikke vandt, ville vi gå videre. Vi stod i en rundkreds og var virkelig nervøse. Vi fik at vide, at Finlands målmand gik med op på et hjørnespark, men pludselig begyndte vores holdleder, som stod med telefonen, at juble, og så gik vi alle sammen fuldstændig amok. Vi skulle til EM og VM. Det var kæmpestort.

Jeg havde ikke spillet ret godt i den første kvalifikationskamp, og i den anden stod det 1-1 mod Island, da jeg modtog et indlæg fra højre side, som jeg lavede en god førsteberøring på, og så halvflugtede jeg bolden i mål. Det var et stort øjeblik. Det var inde i feltet et sted. Den førsteberøring, var jeg meget glad for. Vi vidste, at vi skulle vinde den kamp. Det var en kæmpe forløsning at score i så vigtig en kamp. Det er også et tydeligt minde for mig.

Jeg døjede ret meget med nervøsitet, da jeg var ungdomslandsholdsspiller. Jeg var ikke lige så god til at håndtere det, som jeg er nu. I dag er jeg først og fremmest blevet ældre. Jeg har fået mere erfaring med hensyn til at stå i pressede situationer. I de seneste fire-fem år har jeg også arbejdet meget med en mentaltræner, som har givet mig nogle værktøjer til at håndtere nervøsiteten. De værktøjer er jeg blevet god til at bruge, og jeg føler, at det efterhånden er en af mine styrker at kunne håndtere pres. Jeg kan sige til mig selv, at jeg har vist, at jeg kan stå for presset. Helt konkret er jeg blevet meget bedre til at fokusere på opgaven. Jeg er blevet bedre til at registrere de tanker, jeg har, og sige til mig selv, at de hører med, og at de er der, fordi jeg går ekstremt meget op i det, jeg laver. Jeg kan hurtigt komme tilbage til kampen og zoome ind på de ting, jeg skal udføre på banen.

Jeg har nogle temaer, jeg fokuserer på, når jeg kan mærke nervøsiteten, og de handler om orientering og positionering. Hvis mine tanker begynder at flyve i retning af, at, uha, der er pres på, og der er mange tilskuere, og trænere og agenter sidder og vurderer mig, så registrerer jeg det hurtigt, men minder mig selv om, at jeg skal orientere mig og positionere mig rigtigt. Jeg skal finde de rigtige positioner på banen, når vores forsvar for eksempel bliver presset. Jeg har arbejdet rigtig meget med min positionering i det seneste år. Jeg har bedre styr på, hvor jeg skal stå på banen. Det tænker jeg på, hvis jeg bliver nervøs. Det hjælper mig at kunne fokusere på noget konkret. Men nerver hører med. Det betyder noget at spille vigtige kampe. 
Vi tabte til bedre hold til både EM og VM. Tyskland har altid gode ungdomslandshold. De har mange spillere at vælge imellem. Vi spillede dengang mod Dzsenifer Marozsán, som virkelig er en verdensstjerne, og hun var godt på vej allerede dengang. Nordkorea var et ekstremt hurtigt og teknisk dygtigt hold. Vi fandt så ud af, at de desværre nok også havde været dopede – de blev i hvert fald udelukket efterfølgende. Det var svært for os at følge med i deres tempo.

Line S. Jensen, vores anfører, blev også A-landsholdsspiller og var det i rigtig mange år. Hun var en af dem på U17-landsholdet, man regnede med. Vi havde også Lene Gissel på mål, som var en af mine rigtig gode veninder, og som virkelig betød meget for os i de kampe – især i EM- og VM-kvalifikationen. Hun valgte en anden vej, og det er jo helt fint. Hun havde kæmpestor betydning for, at vi kom hele vejen til EM og VM.

Da jeg døjede med en hjernerystelse, var jeg nervøs for, om jeg kunne vende tilbage og fortsætte på topniveau. Men jeg har aldrig rigtig overvejet at stoppe min karriere, men selvfølgelig er der da dage, der er bedre end andre. Jeg har altid vidst, at jeg ville gå efter at spille fodbold på højt niveau. Man udfylder jo de her venindebøger, og jeg skrev altid, at jeg gerne ville være professionel fodboldspiller. Lige siden jeg opdagede, at der var et kvindelandshold, har jeg tænkt, at det ville jeg gerne spille på.

Sofie Junge (nummer to fra venstre) har spillet i Juventus FC siden 2019. Den danske midtbanespiller er blandt flere velgørende projekter en del af Common Goal-bevægelsen, hvor professionelle spillere og trænere donerer 1 procent af deres indkomst til at fremme børn og unges levevilkår over hele verden.

Jeg ser fodbold i fjernsynet for at blive inspireret til at blive bedre selv. Jeg har fået at vide af min mentaltræner, at jeg også skal huske at nyde at se fodbold, men jeg kan ikke lade være med lige at følge med i, hvad Fabinho gør for Liverpool. Og Rodri i Manchester City. Jeg holder øje med deres løbemønstre. Jeg ser også altid mine egne kampe, hvor jeg går meget metodisk til værks. Det har helt klart hjulpet mig meget, hvad angår at positionere mig. Vi ser også klip i klubben, men jeg ser hele kampen på eget initiativ. På min position, 6’eren, kan jeg godt lide Keira Walsh fra Manchester City. Hun er god til at placere sig. Og Fabinho. Der er mange, jeg holder øje med. 

Jeg fører statistik over alle mine kampe. Hvor mange bolde spiller jeg fremad, hvor mange spiller jeg til siden, og hvor mange spiller jeg bagud? Det er netop for at holde øje med, okay, det kan godt være, at jeg har omkring 90 procent sikkerhed i mine pasninger, men hvis alle afleveringerne er tilbage i banen, så er jeg ikke tilfreds. Jeg holder meget øje med, at jeg også spiller fremad. Jeg forsøger også at udvikle mig til selv at drive bolden fremad, hvis jeg kan finde rum til det. Jeg forsøger at udvikle mine dybdebolde. Men jeg oplever også, at folk nogle gange synes, at man hele tiden skal spille fremad, men jeg synes nogle gange, at en bold til siden godt kan mangle i kvindefodbold: Vi mister bolden for let, fordi vi prøver at presse bolden fremad for hurtigt. En aflevering til siden kan også være god, hvis man spiller sig ud af et pres for eksempel. Det kan jeg godt være tilfreds med. Men jeg vil helst ikke have flere afleveringer tilbage i banen end frem i banen i en kamp – det må gerne ligge rimeligt lige.

Veje var mere offensiv på venstrekanten dengang. Hun var virkelig god en mod en. Hun kunne sætte en eller flere modspillere i sine raids, og hun kunne slå nogle giftige indlæg. Det var hun virkelig god til. Hun var blandt de ældste, og hun havde været med længe, så hun var ikke en, der gik og gemte sig – og det er ikke dårligt ment. Hun var en af kulturbærerne, hun var vigtig for os på banen, og hun spredte god stemning uden for banen.

Vi er selvfølgelig kommet i en svær EM-gruppe, men jeg har store forventninger til, at vi kan komme videre. Jeg har en stor tro på, at vi kan overraske. Hvis vi spiller op til vores allerbedste, så er der ikke noget hold, vi ikke kan slå. Det er med den tro, jeg går ind til slutrunden. Vores styrker er det taktiske, vores relationer til hinanden. Det er også en cadeau til vores trænere. Vi har en stor forståelse for, hvordan vi vil spille, og vi har en stor forståelse for hinanden. De dele er det bedste, jeg har oplevet på noget hold, jeg har spillet på. Det handler om den måde, vi har trænet på, og den måde, vi har evalueret vores kampe på.

Som professionel fodboldspiller går man meget op i sine egne præstationer, og jeg kan godt føle mig lidt egoistisk nogle gange, når man nu er omgivet af så mange større udfordringer i verden. Men jeg kan bruge det, at jeg spiller fodbold på højt plan, til at gøre noget godt for andre. Det betyder enormt meget for mig. Og det gør mig til en bedre fodboldspiller, at jeg har de ting ved siden af. Mine trænere forstår også godt, at jeg ikke er typen, der gider se serier en hel dag. Der skal ske noget andet. Så længe jeg præsterer på klub- og landshold, er de også kun glade.

Læs også