Sofie Svava

”Den skal der gerne være lidt mere gang i den. Der skal være et godt beat, og så går vi meget op i, at vi kan synge med på sangene.” Sofie Svava er ansvarlig for den playliste, som spillerne varmer op til og forklarer her, hvordan hun går til den opgave.

Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk
Af:
Kasper Steenbach
Foto:
Karen Rosetzsky

DJ SVAVA

Sofie Svava spiller venstre kant på det danske kvindelandshold, men hun har også et bijob: Den 21-årige nordsjællænder er ansvarlig for den playliste, spillerne varmer op til kamp til. Skulle landsholdet en dag indspille sin egen slutrundesang, ved hun godt, hvilken holdkammerat der ikke skal synge for.

Hvordan gik det til, at du blev hende, der står for musikken i omklædningsrummet?

”Da jeg kom med på landsholdet, styrede Rikke, vores fys, musikken, og det var noget gammelt Rasmus Seebach, og så tænkte jeg: Ah, det går ikke lige.”

Hvilken musik hører du selv?

”Når jeg kigger på min private Spotify-konto, kan jeg se, at jeg hørte sindssygt meget Justin Bieber i 2021. Jeg er meget stille og rolig som person, så jeg kan godt lide nogle mere chill sange – ikke sådan nogen, hvor man kommer helt op og køre. Musik, jeg kan ligge og slappe af til derhjemme.”

Og hvad hører I på landsholdet?

”Den skal der gerne være lidt mere gang i den. Der skal være et godt beat, og så går vi meget op i, at vi kan synge med på sangene. Det betyder, at der også skal være plads til et par klassikere – det skal ikke bare være den nyeste popmusik. Det handler om at opbygge en god stemning, inden vi løber på banen.”

Kan du komme med et par eksempler?

”Jeg har en playliste på Spotify, der bare hedder ’Landsholdet’, så lad mig lige se ... En god syng med-sang kunne for eksempel være ’Hit Me With Your Best Shot’ (Pat Benatar, red.) og ’Hips Don’t Lie’ (Shakira feat. Wyclef Jean, red.) – sange, de fleste kan synge med på. Vi bruger den samme playliste, men jeg kan godt se, nu jeg sidder med den, at den trænger til at blive opdateret. Det skal jeg nå inden EM i hvert fald.”

Kommer de andre spillere med ønsker til, hvad du skal spille?

”På et tidspunkt skrev jeg ud i vores gruppe på WhatsApp, om der var nogen, der havde ønsker til playlisten, men jeg hørte ikke rigtig noget. ’Unstoppable’ med Sia er også med. ’Undefeated’ med Jason Derulo – det er sådan en sang, der gør dig lidt hype. ’First Class’ med Jack Harlow. Der er selvfølgelig også en del dansk musik – blandt andet ’Jeg vil ha’ dig for mig selv’ med Burhan G. Jeg kan ikke lige se, hvor mange sange der er, men playlisten holder i alt i tre timer. ’Stronger’ med Kanye West er populær – det er en rigtig hype-sang, der virkelig bringer en i game-mode.”

Hvad er det sværeste ved at være landsholdets DJ?

”Det gælder om at få alle med. Nogle af de ældre kan godt lide klassikerne, og de unge kan godt lide det helt nye pop. Jeg skal ramme forskellige aldersgrupper. Katrine Veje blander sig meget i, hvilke sange der skal på. Hun hører meget af det helt nye, selv om hun er en af de ældre. Hun har altid mange gode ideer.”

Hvornår hører I musik før en kamp?

”Når vi sidder i bussen, hører jeg musik i mine hørebøffer. Jeg har næsten altid musik i ørerne. Jeg sætter den fælles playliste på, når vi kommer ind i omklædningsrummet før en kamp. Det gør vi cirka halvanden time inden kampstart. Vi hører musik, mens vi klæder om og gør os klar, og indtil vi går ud til opvarmning. Så slukker vi. Når vi kommer ind efter opvarmningen, tager vi kamptøjet på og løber ud på banen. Det er lidt forskelligt, om vi hører musik efter kampen. Det kommer lidt an på, hvor travlt vi har, og hvordan det er gået.”

Har du også stået for musikken i de klubber, du har spillet i?

”Da jeg spillede i Tyskland, var det en tysker, der styrede musikken, og nu i Spanien er det en af spanierne. Vi hører meget spansk musik. Det er meget dansevenlig musik – liv og glade dage. Jeg elsker selv at danse, men jeg ved ikke, om jeg er så god til det. Når jeg går i byen, så danser jeg, og jeg danser også i omklædningsrummet – det er jeg ikke bleg for.”

Hvem er kvindelandsholdets Frank Arnesen – den spiller, der skal synge for, hvis I en dag indspiller jeres egen landsholdssang?

”Uh, den er svær. Det er i hvert fald ikke Pernille Harder … Hold kæft, hvor synger hun dårligt. Hun synger rigtig dårligt. Jeg synger også elendigt, men Harder …”

Er der slet ikke nogen, der synger nogenlunde? 

”Vores målmand Katrine Abel sang godt, men hun er desværre stoppet. Hvis vi skulle have en slutrundesang, skulle vi nok have nogle professionelle sangere til at stå for det.”

Sofie Svava debuterede på A-landsholdet i januar 2019. Via Brøndby har hun spillet i FC Rosengård i Sverige og i VfL Wolfsburg i Tyskland, inden hun i januar i år skiftede til Real Madrid.
Læs også