Stine Larsen

”Der var større talenter end mig. Jeg har bare hængt i. Det skal ikke forstås negativt, men jeg har dyrket de gode dage og fortsat hen over de sure dage. Jeg har bare været i det”. Stine Larsen fortæller om, hvordan hun er gået fra U16- til A-landsholdet.

Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk
Af:
Kasper Steenbach
Foto:
Karen Rosetzsky

STINE LARSEN
Uddannet bygningsdesigner ved DTU, 26 år

Dengang det hele begyndte for Stine Larsen med fodbold, skulle hun bare gå igennem hækken i baghaven, og så stod hun på Ejby IF 68’s baner. Klubben havde ikke noget pigehold, så hun spillede med drengene.

”Jeg legede med mine to ældre brødre, der spillede fodbold, og jeg legede med drengene i børnehaven og i skolen, som også spillede fodbold. Jeg kunne godt lide at lege med drengene, og så spillede man jo automatisk en masse fodbold,” husker hun.

I dag er Stine Larsen blevet 26 år, hun er noteret for 21 mål i 62 A-landskampe (pr. 1. juni), og hun er via Skovlunde, Brøndby, FC Fleury 91 (Frankrig) og Aston Villa (England) landet i Göteborg-klubben BK Häcken. Her er hun en del af klubbens danskerkontingent, der også består af landsholdskollegerne Luna Nørgaard Gevitz og Mille Gejl. Hun bor tæt på færgestationen, der på fem minutter bringer folk nord for fjorden til byens centrum. Stine Larsen er faldet godt til efter tre klubskifter på tre år.

”Jeg har bare ikke fundet mig til rette de steder, jeg har været. Det var ikke steder, jeg kunne se mig selv være i længere tid, hvis jeg skulle blive en bedre fodboldspiller. Jeg elskede faktisk mit liv i Frankrig, men fodboldmæssigt var det noget andet: Faciliteterne var ikke gode nok, og mentaliteten var også en anden. Jeg er selv meget ambitiøs, og jeg havde det svært med, at andre måske ikke var lige så ambitiøse,” forklarer hun.

”I England kunne min kæreste besøge mig lidt mere, men jeg var heller ikke tilfreds med det fodboldmæssige. Og det smitter også af på, hvordan man går og har det.”

Hun beskriver sig selv som god i boksen – i begge ender af banen. Som god i luftrummet. Som fysisk stærk – og ofte stærkere end sine direkte modspillere.

”Jeg tror helt sikkert, at det er vigtigt, man dyrker de ting, man er god til, i stedet for at tro, at man kan blive god til det hele. Det er klart, at man skal udvikle sig på de områder, som man både er god til og mindre god til, men jeg tror meget på, at det er vigtigt, at man kender sine styrker – og dyrker dem. Det er dem, du bliver set og valgt på,” siger hun.

Alt afhængig af program og personligt energiniveau laver hun selvtræning efter holdtræningerne.

”Jeg kan godt lide at have enkelte fokusområder. Det kan være en uge, hvor jeg arbejder med at have en modspiller i ryggen. Eller komme først på indlæg. Måden, jeg gør det på, er at stå med en holdkammerat efter fællestræningen – de har jo også altid et eller andet, de skal selvtræne. Så tager vi 5-20 minutter, hvor vi hjælper hinanden. Hvis man kan tænke over fokusområderne i løbet af holdtræningen, er det selvfølgelig også godt.”

Stine Larsen taler med sine nærmeste, når hun skal bearbejde et nederlag eller en brændt chance. ”Den slags har det jo med at køre på repeat i hovedet. Jo ældre jeg er blevet, jo bedre er jeg også blevet til at slippe det, men jeg er stadig ikke god til det. Det hjælper mig meget at snakke med min kæreste og mine forældre. Vi snakker lidt om kampen, og så er det videre.”

Stine Larsen spillede sin første landskamp, en U16-venskabskamp mod Sverige, 11. maj 2012. Med på det hold var også de nuværende A-landsholdskammerater Rikke Sevecke, Sara Thrige og Nicoline Sørensen. Hvorfor var hun en af dem, der klarede overgangen fra U- til A-landsholdsspiller? 

”Hvis jeg dengang havde fået at vide, at jeg ville blive en af de få, der ville blive A-landsholdsspiller, så ved jeg ikke, om jeg ville have troet på det. Der var større talenter end mig. Jeg har bare hængt i. Det skal ikke forstås negativt, men jeg har dyrket de gode dage og fortsat hen over de sure dage. Jeg har bare været i det. Når man bliver skadet, er det også der, man bliver testet: Hvor meget betyder fodbold egentlig for mig? Og de gange, jeg har været skadet, er jeg bare blevet bekræftet i, at det betyder meget for mig. Andre finder ud af, at det måske ikke er sliddet værd.”

Undervejs har hun taget en bachelor i bygningsdesign på DTU. Den færdiggjorde hun, mens hun stadig spillede i Brøndby indtil sommeren 2019. Det handlede aldrig om, hvorvidt hun skulle tage en uddannelse ved siden af fodboldkarrieren, men om, hvad hun ville læse.

”Det var bare det, jeg ville. Det var naturligt for mig at tage en uddannelse. Det eneste spørgsmål, jeg stillede, var: Hvad vil jeg være? Jeg har altid godt kunnet lide matematik og fysik, de videnskabelige fag, og så har jeg altid godt kunnet lide at være kreativ. Det handlede om, hvordan jeg kunne kombinere de to ting, og så fandt jeg den uddannelse, der hedder bygningsdesign, som havde begge dele i sig.”

Stine Larsen betragter sig selv som mentalt stærk. Det bliver man, påpeger hun, af at gå igennem en korsbåndsskade, som hun gjorde i 12 måneder fra april 2018. Hun har i øvrigt altid haft et positivt og optimistisk livssyn, siger hun, og det er også det, hun bidrager med, når landsholdet er samlet.

”En af landsholdets helt store styrker er, at vi har det virkelig godt uden for banen. Det tror jeg er en vigtig styrke, for det skinner også igennem på banen. Jeg vil sige, at vores sammenhold på landsholdet aldrig har været bedre, end det er nu. Min rolle er blandt andet at forsøge at bidrage til den positive stemning på og uden for banen.”

 
Læs også