Kasper Asgreen

”Du kan få det hele – smørrebrød, lagkage, tærter, romkugler, kaffe, øl og sodavand – der mangler ikke noget”. Læs hvad Kasper Asgreen foretrækker, når han lægger vejen forbi Bindeballe Købmandsgård på træningsturen.

Foto: A.S.O.S.: Charly Lopez
Af:
Kasper Steenbach
Foto:
Rasmus Weng Karlsen

De har hjulpet Kasper Asgreen til at blive den rytter, han er i dag

Han har lært at træne. Han har lært at finde sig selv som professionel cykelrytter. Han har lært at begå sig i feltet. 27-årige Kasper Asgreen fremhæver de personer, der har været med til at hjælpe ham så langt frem i cykelverdenen, at den danske Quick-Step Alpha Vinyl-rytter fremstår som en af favoritterne til at vinde første etape i årets Tour de France: enkeltstarten i København.

Nicolai Brøchner

Jeg begyndte at cykle i Kolding Bicycle Club. Jeg ved sgu ikke lige, hvem der har stavet sig frem til, at klubben skulle hedde præcis det, men det er det, den hedder, og klubhuset ligger i udkanten af Marielundskoven. Jeg har den dag i dag en masse venner fra klubben, og jeg er også stadig medlem. 
I de første år kørte jeg om tirsdagen og torsdagen med i de fællestræninger, Lars Johnsen stod for. Det var altid den samme rute: Vi kørte ud i området nordøst for Kolding – i trekanten Vejle, Fredericia og Kolding. Hvis man ville træne mere, skrev man rundt til de andre i klubben: Kan du køre senere?

Da jeg stadig var en ung knejt, mødte jeg Nicolai Brøchner. Han kom også nede i klubben, men var et par år ældre end mig. Han gik meget op i sin træning – og brugte en hel del tid på at læse om det og lavede sine egne træningsprogrammer. På et tidspunkt lavede Nicolai et struktureret træningsprogram specifikt til mig. Det var med intervaller og hviledage op til løbene, og jeg fulgte hans programmer helt frem til, at jeg blev andetårs-U23-rytter.

Vi trænede rigtig meget sammen, så han har haft stor indflydelse på, hvordan jeg tilgår cykelsporten i dag. Det er langt hen ad vejen Nicolai, der har lært mig at træne. Strukturen var noget af det vigtigste, jeg lærte. Han var en meget kompromisløs ung mand, og det har helt sikkert smittet af på mig og den måde, jeg gjorde tingene på i mine juniorår og i mine første U23-år. Jeg kunne godt lide at gøre tingene ordentligt. Det var selvfølgelig fedt, at han hjalp med selve træningsprogrammet, og det har helt sikkert gjort en forskel fysisk, men som resultat af træningen lærte jeg jo at køre cykelløb, at køre i sving, om hele tilgangen til at være cykelrytter, hvis jeg en dag skulle blive professionel. Selve indstillingen har nok haft en endnu større indflydelse end selve træningsprogrammet.

Jeg ved ikke, om han så et talent i mig, eller om han bare var en flink fyr, der gerne ville hjælpe. Han gik selv i gymnasiet og har sikkert haft nok at se til, så at han tog sig tid til mig, var helt fantastisk.

Kasper Asgreen valgte at blive boende i barndomsbyen Kolding, efter at han blev professionel på det belgiske hold Deceuninck-Quick Step i 2018. Herfra træner han ofte med kollegerne Asbjørn Kragh Andersen (Team DSM), som ligeledes bor i Kolding, og Jesper Schultz (Riwal Cycling Team), som har base i Vejle. Asgreen er kæreste med den canadiske cykelrytter Gabrielle Pilote Fortin.

Michael Skelde

Michael forberedte mig på livet som professionel cykelrytter. Han var sportsdirektør på det continental-hold, jeg kørte på, Virtu. Han lærte mig at være professionel, at gøre de rigtige ting. Det handler både om at gøre de rigtige ting, når du sidder på cyklen, og når du ikke gør det.

At være professionel cykelrytter er ikke, at du har fri, når du hopper af cyklen klokken 16. Du er professionel cykelrytter døgnet rundt, 365 dage om året, hele tiden. Det skal man lære. Det er en livsstil. Det indebærer, at man aldrig rigtig har fri, selv om det er sjældent, man er på rigtigt arbejde. Man skal slappe af med det og gøre det, fordi man har lyst. Det handler også om, hvordan man spiser, drikker og sover, men det er der jo ikke et entydigt svar på, der gælder for alle ryttere. Det kan være forskelligt. Man skal finde sin egen måde at gøre det på, og det var det, Michael hjalp mig med. 

Også min måde at køre cykelløbene på: Hvordan vinder jeg cykelløb? Det er vigtigt at finde sin egen vej, for der er en milliard muligheder. Det er en proces. Alle de tanker satte han i gang hos mig. Og det er jo noget, han har gjort hos rigtig mange. Han er en af dem i dansk cykelsport, der har udviklet flest professionelle cykelryttere: Michael Valgren, Mads Würtz Schmidt … Mange af de professionelle cykelryttere, vi har i dag, har kørt for Michael på et eller andet tidspunkt. Det har han været fantastisk dygtig til.

Jeg synes ikke, han er hård. Det er der sikkert nogen, der synes. Han forlanger bare, at man arbejder for det, for ellers er der sgu andre, der gerne vil overtage din plads. Han gider ikke bruge sin tid og sine kræfter, hvis ikke du selv lægger noget arbejde i det – hvis du bare laller rundt. Men hvis han kan se, at man vil det, og man lægger noget energi i det, så er han ikke hård.

Jeg har fundet ud af, at det, der fungerer bedst for mig, er ikke at gøre det for firkantet. Jeg lever på samme måde i off season hen over vinteren, som jeg gør i sæsonen hen over sommeren. Fordi det passer mig godt. Jeg spiser mine grønne bønner og min salat i oktober og november, men jeg spiser også Haribo i ugen op til Flandern Rundt. Men jeg gør det med måde hele året rundt. Det er ikke, fordi jeg kværner 10 kilo Haribo i november og så slet ikke spiser det op til Flandern Rundt. Jeg tager en lille håndfuld, når det passer mig. Der er ikke noget, jeg afholder mig fra.

Jeg kan også sagtens gå ud og drikke en øl med en kammerat, men det er klart, at jeg ikke drikker mig megafuld i sæsonen op mod de store mål. Det kan jeg godt gøre uden for sæsonen. Og det er heller ikke, fordi jeg ikke kan gå ud og nyde et glas vin eller to i sæsonen – og hygge mig med mine venner eller min familie. Det kan man sagtens – eller det kan jeg i hvert fald godt. Bare man gør det med måde. Det er den tilgang, som fungerer bedst for mig.

Den måde, jeg gerne vil køre løbene på, er, at jeg har en udholdenhed i de lange løb, som giver mig en fordel. Jeg skal gerne have et langt og hårdt cykelløb – en lang finale. Det gør ikke noget, at jeg brænder nogle tændstikker af tidligt, da jeg forhåbentlig har en tændstik eller to mere i æsken end de andre. Jeg skal ud og åbne cykelløbene. Vi skal i gang med at køre finale og ikke bare sidde og vente på en spurt. Jeg er ikke den mest eksplosive i feltet. Jeg er heller ikke dårlig, men hvis folk får lov til at sidde på dæk helt frem til finalen, så er der nogle, der er mere eksplosive end mig, og så kan jeg måske køre i top-ti, men der vil stadig være nogen, der er bedre end mig.

Sidste år i Dauphiné kørte jeg i top-ti i de første fem etaper, men jeg vandt ikke. Det irriterer mig lidt, men det er nu engang sådan, det er: Jeg mangler lige en smule eksplosivitet. Det kan jeg gøre op for ved at åbne cykelløbene lidt før og forhåbentlig køre de andre mere trætte, end jeg selv er.

Til klassikerne er det alfa og omega at have den store motor. Der kommer alle til at side på limit. Det passer til den styrke, jeg i forvejen har. Det er det, der gør, at jeg kan vinde cykelløbene. Men når jeg skal køre Tour de France, er der ikke etaper på 270 kilometer, og så er det noget andet, der gælder. 

Der er flere grunde til, at jeg ikke har vundet løb her i klassikersæsonen. Jeg tror ikke, at det er, fordi jeg ikke har været stærk nok. Jeg har formmæssigt været på et højere niveau, end jeg var sidste år. Alle de tal, jeg kører, er bedre end dem, jeg kørte sidste år. I alt fra et minutinterval til 15-20 minuttersintervaller. Der er jeg bedre end sidste år, så det handler ikke om formen. Vi har ikke haft det samme niveau holdmæssigt, som vi havde sidste år, og det har helt sikkert været en af de rigtig store grunde. Holdet har støttet rigtig meget op om mig – jeg har haft fantastisk støtte i år, også fordi jeg var enekaptajn. Sidste år var jeg ikke enekaptajn, der sad vi jo med tre eller fire mand i finalen, som alle sammen havde en chance for at vinde, og det gav nogle andre muligheder. I år sad jeg med seks ryttere, som alle sammen kørte for mig, og så sad jeg selv i finalen. Det er ikke, fordi jeg ikke har fået hjælp – vi har bare ikke haft de ryttere i finalen, som vi har været vant til.

Men holdet har kørt helt fantastisk for mig. Det må endelig ikke fremstå som en undskyldning, for det synes jeg ikke, det er. Hvis du kigger på Mathieu van der Poel, så sidder han også alene, så det er ikke, fordi man ikke kan vinde cykelløb, bare fordi man sidder for sig selv. Der har været forskellige grunde til, at det ikke er lykkedes, og så skal man til at gå ind i de specifikke løb. Det er ikke lige lykkedes for mig i år. Det er en ny situation for mig at sidde selv, og det kan have haft en indflydelse, at jeg ikke er vant til det. Jeg har været vant til at sidde med holdkammerater i finalerne, som også kunne vinde og har kunnet spille på det. Men det er helt sikkert ikke, fordi jeg ikke har fået hjælp, for jeg har fået fantastisk hjælp og støtte af mine holdkammerater i år.


TOUR DE FRANCE I DANMARK 2022

GRAND DÉPART – FØRSTE ETAPE

Fredag 1. juli: Enkeltstart i København

Længde: 13,1 kilometer

Etapen starter i Nørre Farimagsgade ved Ørstedsparken, inden rytterne blandt andet kører over Dronning Louises Bro, forbi Trianglen, Parken, Kastellet, Den Lille Havfrue, Amalienborg og Den Sorte Diamant. Målstregen er på H.C. Andersens Boulevard ved Rådhuspladsen.

PITSTOP

Kasper Asgreen bor stadig i fødebyen Kolding, og når han træner i området, er Bindeballe Købmandsgård et yndet forplejningssted. ”Du kan få det hele – smørrebrød, lagkage, tærter, romkugler, kaffe, øl og sodavand – der mangler ikke noget,” som han siger. Asgreen foretrækker selv en kop filterkaffe og et stykke kage, der bliver valgt på dagen.

 
Kasper Asgreen fik sit gennembrud i 2016, da han blandt andet blev nummer fem ved U23-VM i enkeltstart. I 2018 var han med til at vinde VM-guld i holdtidskørslen, mens han i 2020 hjemtog DM både på landevej og i enkeltstart samt sejren i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Inden den store triumf med sejren i Flandern Rundt i 2021 vandt han E3 Saxo Bank Classic, og efter Flandern tog han sig af fjerde etape – enkeltstarten – i Volta ao Algarve og danmarksmesterskabet i enkeltstart.

Iljo Keisse og Michael Mørkøv

De har hjulpet mig med at kunne gebærde mig i det professionelle felt. Alle mulige små ting. Mørkøv og jeg har jo arbejdet sammen, når vi har kørt lead-outs for en sprinter. Iljo Keisse har altid været klassikerrytter, og i de første år kørte vi sammen der. Jeg snakkede meget med ham om det taktiske i de løb.

Det første år, da vi skulle køre Paris-Roubaix, var jeg lige blevet toer i Flandern Rundt. Jeg var gået fra at skulle have været en hjælperytter, der sad og dækkede udbrud af, til at have en halvfri rolle i løbet. Og så snakkede jeg et par dage før med Iljo om, hvordan fanden man kører på en sådan bane, for jeg havde sgu aldrig kørt på bane før (løbet slutter med halvanden omgang på Vélodrome André-Pétrieux, red.). Hvis jeg nu endte med at skulle spurte om en god placering – hvordan fanden gjorde man det? Han er jo også banerytter.

Jeg kunne nævne halvdelen af mit hold, for der er mange, der har hjulpet mig, men de to her skiller sig ud. Jeg giver også gode råd til de nye ryttere, der kommer ind på holdet. Vi er jo kun interesserede i at have de stærkest mulige holdkammerater og dermed det stærkest mulige hold. 

Jeg vil også fremhæve Brian Holm og Tom Steels, mine sportsdirektører. Steels har ligesom Iljo været meget på klassikerne – på det taktiske – sammen med Wilfried Peeters. De har fortalt mig, hvordan man overhovedet kører klassikerne. Man sparer på energien de første 100-150 kilometer …

Alle de der små ting. Brian har hjulpet mig i dagligdagen på et professionelt cykelhold. Det er ham, der er min kontaktperson på holdet. Det er ham, jeg snakker program osv. med.

Jeg evaluerer selvfølgelig løbene, men jeg har det også sådan, at når løbet er kørt, så er det kørt. Det er ikke noget, jeg bearbejder – det er bare sådan, det er. Det kan godt være, at det er irriterende, men det hjælper ikke noget at være irriteret.

Jeg kan godt se bagefter, hvor jeg har lavet fejl. Jeg kan pege på flere fejl, jeg er ærgerlig over i denne sæson. Jeg skulle ikke have siddet så langt tilbage i Paris-Roubaix, da den splittede i starten. Jeg skulle have siddet længere fremme på Paterberg (i E3 Saxo Bank Classic, red.), så jeg ikke blev fanget bag ham, der slap Wout van Aerts hjul. Jeg skulle ikke have fulgt Tadej Pogačar på Oude Kwaremont (i Flandern Rundt, red.) og slå mig selv ihjel på det. Der er mange ting. Men der er én ting, der gælder for alle cykelløb: Du kører aldrig et cykelløb, som bare er helt perfekt. Det findes ikke. Der findes ikke et perfekt løb.

Der er altid fejl. Også når man vinder. Dem skal man lære af, men det er svært, for jeg kender jo ikke udfaldet af mine valg, før jeg starter. Jeg havde nok ikke gjort det anderledes. På Oude Kwaremont med Tadej kunne jeg ikke vide, hvordan situationen ville være på toppen, men da en af favoritterne kørte, var jeg nødt til at køre med. Havde vi nu siddet to mand på toppen, og der ikke var kommet nogen med, fordi vi havde passeret dem alle sammen på det stejle stykke, jamen så havde det været en pissegod situation jo. Nu kom de så tilbage, fordi der sad folk ind imellem … Så kom van der Poel og sådan nogle tilbage, og så var det en lortesituation. Men det kunne jeg ikke vide nede i bunden, så jeg havde ikke lavet det om. Jeg kan godt se, at det var der, løbet gik galt, men jeg kunne ikke vide det. Det var en fejl, men jeg kunne ikke vide det.

Sådan er det at køre cykelløb.

 
Hvem sprinter sig i grønt?
Spil på vinderen af den grønne trøje!
Læs også