VERDENS BEDSTE ANDENPLADS

”JEG VIDSTE, AT JEG HAVDE EN SPRINTER PÅ HJUL, SOM VAR PRESSET. JEG VIDSTE, AT HAN SKULLE LEVERES GENERØST”

For Michael Mørkøv er den største sejr på landevejen, når han ikke selv vinder en etape, men bringer sin sprinter først over målstregen. I 2021 blev Mørkøv kåret som verdens bedste hjælperytter, efter at han i sin rolle som lead-out man flere gange leverede en holdkammerat til sejr i en massespurt. Det skete blandt andet 9. juli i Carcassonne, på 13. etape i Tour de France, da han havde en udbombet Mark Cavendish på hjul – det blev en etapesejr, som den 37-årige dansker i dag betragter som den største på sin specialiserede karrierevej.

Mødet på Mallorca

I februar 2020 var jeg på træningslejr på Mallorca. Her mødte jeg tilfældigvis Mark Cavendish, og vi kørte en træningstur sammen. På det tidspunkt havde alle afskrevet ham. Han blandede sig aldrig i toppen af spurterne længere. Han var omvendt vældig utilfreds med det hold, han kørte på. Der var ikke det, der ikke var i vejen. Han sagde til mig flere gange, at han bare skulle have lov til at deltage i et Tour de France mere, og så skulle han nok slå Eddy Merckx’ rekord (34 etapesejre, red.). Jeg kan huske, at jeg tænkte: Du er sgu ikke rigtig klog. Du ville jo ikke engang kunne vinde en etape i Post Danmark Rundt. Hvordan fanden skulle du så kunne vinde fire i Tour’en!?

Afdanket

Jeg har i de seneste år etableret mig som en lead-out man i feltet. En lead-out man er en rytter, der afleverer holdets hurtigste mand i en god position, når sprinteretaperne skal afgøres. Jeg har efterhånden fået det ry, at den hurtigste sprinter er ham, der sidder bag mig. Jeg har vundet den status, fordi jeg nok er den nuværende rytter, der har vundet flest etaper med flest forskellige sprintere. Jeg har vundet med Alexander Kristoff og siden med Viviani, Fabio Jakobsen og Álvaro Hodeg, og 2021 var ikke nogen undtagelse, for vi ryddede stort set hele bordet med Bennett i foråret. Han blev så skadet helt op til Tour’en.

Vi havde jo så fået Mark Cavendish på kontrakt, efter at jeg mødte ham på Mallorca, men han var ikke engang på forhåndstilmeldingslisten til Tour’en. Han havde ikke på noget tidspunkt været inde i billedet til at skulle køre Tour’en i 2021, og den generelle opfattelse af ham var efterhånden, at han var afdanket. Men i mangel af bedre var det ham, der kom med som vores sprinter.

Da vi stillede til start i Bretagne, tænkte jeg, at hvis jeg kunne få Cavendish til at vinde bare én etape og for alvor få ham tilbage på den hylde, han havde hørt til på tidligere, så ville jeg understrege mine kvaliteter som en unik lead-out man. At jeg ikke bare kunne få det til at fungere med mange forskellige ryttere, men at jeg ovenikøbet kunne vinde med dem.

At finde sin rolle

Det var mere eller mindre tilfældigt, at jeg blev lead-out man. I mine første syv år som professionel kørte jeg på Saxo Bank, det danske World Tour-hold, og vi havde ikke nogen sprinterkultur. Jo, vi havde en sprinter, som også vandt nogle løb, men vi havde slet ikke en kultur med at køre lead-outs. Vi havde meget mere fokus på at køre klassement.

Da min tid på Saxo var ved at være forbi, talte jeg med min gode ven Alexander Kristoff, som på det tidspunkt i 2015 havde voldsomt tur i den – han vandt blandt andet Flandern Rundt. Han havde en position hos Katusha, hvor han næsten kunne bygge det hold, han ønskede, op omkring sig. Han henvendte sig selv til mig under nogle af klassikerne og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive en del af hans trup for næste år. Det indebar at hjælpe ham i spurterne, for han var jo på det tidspunkt en af verdens bedste sprintere foruden at være en top-klassiker-rytter. Han mente, at jeg havde potentialet til at kunne hjælpe ham.

Det var faktisk først der, det gik op for mig, at det var den vej, jeg skulle gå. Jeg havde i årene inden fundet ud af, at jeg ikke var hurtig nok selv til at vinde de her spurter. Jeg kunne måske godt vinde etaper i mindre løb, men jeg var ikke hurtig nok til at vinde etaper i Tour de France. Men det var trods alt det, der motiverede mig: at være med til de største løb og være med til at vinde de største løb. Og den måde, jeg kunne komme til at vinde de store løb på, var at gøre det sammen med en, der kunne gøre arbejdet færdigt. Og det blev sammen med Alexander, hvor jeg for alvor slog mig løs i rollen som lead-out man i sæsonen 2016. 

Jeg begyndte at studere videoer af de forgangne års massespurter, og jeg fandt hurtigt ud af, at der var et stort uforløst potentiale i hele lead-out-rollen. Der var nogle enkelte – for eksempel Mark Renshaw – som var outstanding i rollen, men der var ikke særlig mange lead-out-ryttere, og det var meget tit ret tilfældigt, hvad der skete i spurten – det var ikke så godt organiseret. Jeg syntes, at der var et stort potentiale i at forfine det erhverv.

Forberedelserne

Vi havde et par bjergetaper op til 13. etape i Tour de France i 2021, men allerede efter den seneste sprinteretape var jeg begyndt at se frem til denne etape, for det var den, hvor Cavendish kunne udligne Eddy Merckx’ rekord (Cavendish havde allerede vundet 4., 6. og 10. etape, red.). Næsten fra den seneste spurt er kørt, begynder jeg at forberede mig på den næste, og så studerer jeg den mere og mere fra dag til dag.

Det, jeg gør, for at føle mig godt forberedt, er at indsamle så mange informationer som muligt, vel vidende at jeg ikke kommer til at bruge rigtig meget af det. Men jeg føler, at det er den forberedelse, der gør, at jeg kan træffe de rigtige beslutninger, når det gælder. Forberedelsen inkluderer selvfølgelig ruten: sving, om vejen stiger eller falder, hvordan vinden er, og også hvordan konkurrenterne er, hvad jeg forventer, at modstanderne gør i den pågældende spurt. Er det Jumbo-Visma, der tager teten i denne her spurt, eller er det et andet hold? Hvad gør jeg, hvis de andre sprintere sætter sig på hjul af min sprinter? Alle sådan nogle ting prøver jeg at sætte mig ind i og have en idé om.

Det er noget, jeg selv gør – det tager jeg 100 procent ansvaret for. Men sportsdirektøren holder jo hver dag et oplæg med en PowerPoint med taktiske input. Han præsenterer også et overblik over ruten og fortæller om afslutningen. Som regel bliver jeg bare konfirmeret i, at det, jeg allerede har fundet ud af, er det rigtige.

Instinktet

For at være en god lead-out man skal du kunne navigere i det kaos, en spurt er. Det er det vigtigste. Og så skal man have en god forståelse af den sprinter, man har med sig. Det føler jeg, at jeg altid har haft.

Jeg havde også en sæson – 2014 – hvor jeg var personlig oppasser for Contador. Det var lidt den samme rolle, for det handler om at være god til at navigere rundt i feltet med tanke på, at der også skulle være plads til ham bagpå. Han skulle også med, og han skulle helst med uden at skulle bruge for mange kræfter på det. Det handler om det samme i lead-out’en – at kunne sætte sig mentalt i sprinterens sted og selv køre gennem feltet, så han kommer nemmest muligt med, og så han har mest muligt at skyde med til sidst. Man skal næsten tænke for to. Man kan ikke bare køre sit eget show og så slå væk 200 meter fra mål og gå ud fra, at så klarer sprinteren resten. Man skal være meget opmærksom på, hvordan han klarer sig med.

En presset mand

13. etape var ret lang (løbets næstlængste, red.), og det var sindssygt varmt den dag. Tidligt på etapen gik overvejelserne på, om vi overhovedet var interesseret i at bruge kræfterne på at kontrollere feltet frem til en spurt, fordi det var så varmt, og det var en lang etape med et rigtig hårdt stykke i starten, hvor det gik meget op og ned. Vi var lidt bange for at komme til at brænde vores lys i begge ender, hvis vi skulle kontrollere etapen. Vi var derfor lidt afventende, men jeg havde forberedt mig på, hvordan spurten skulle gribes an, hvis det endte med en spurt.

Da der kom et mindre udbrud på tre mand af sted, besluttede vi sammen med Alpecin-Fenix, at det kunne vi godt kontrollere og satse på en massespurt. Omkring 50 kilometer før mål var der en mindre gruppe, der angreb – blandt andre Gilbert og Jasper Stuyven – ryttere, som man ikke skal give et alt for stort forspring. Da blev løbet åbnet, og så havde vi et stort styrt på nedkørslen, fordi der lå noget grus i et sving. Det rystede feltet lidt, men finalen var indledt med det udbrud, så vi kørte som vilde oppe foran.

Vi kom så ind mod de sidste 10 kilometer, hvor jeg talte med Cavendish, og han sagde, at han var helt færdig, og at han mente, at han ikke kunne spurte i dag. Jeg sagde så til ham: ”Tro nu på det! Du kan godt vinde den her etape – bare hold dig til mig. Jeg skal nok levere dig så tæt på målstregen som overhovedet muligt. Jeg kører en lang spurt i dag.” Han var lidt tøvende, for det havde været en lang etape, og vi havde også slidt os igennem bjergetapen dagen før. Og det var ikke bare varmt, det var megavarmt. Det var lige på grænsen til, at han var ved at tabe modet. Så jeg vidste, at jeg havde en sprinter på hjul, som var presset. Jeg vidste, at han skulle leveres generøst. Jeg skulle virkelig passe på ham. Hvis jeg skulle have Cavendish til at vinde den dag, så skulle jeg være ekstremt påpasselig med, hvordan vi brugte vores kræfter til sidst.

Slå fornuften fra

Jeg vil vove at påstå, at de fleste sprintere er lidt skøre. Det skal man også være for at sidde med i de massespurter der. Men omvendt er der også eksempler på sprintere, der ikke er kuleskøre – for eksempel Viviani, som er en stille og rolig mand. Sprintere skal være meget kalkulerede, hvad risici angår, for de er rigtig farlige, de her massespurter. Man balancerer ofte på en knivsæg af styrt og succes eller fiasko. Der er nogle gange, hvor man nærmest bare lukker øjnene inde langs barrieren og tænker: Jeg ved ikke, om der er plads her, men jeg krydser fingre, og så var der plads, og så vandt man etapen. Det er et fællestræk for alle dem, jeg har kørt med. Det er også påkrævet for at få succes. Hvis du som sprinter er for forsigtig eller tænker for meget over risikoen eller er for påpasselig, så kommer du bare slet ikke op på det niveau, der kræves. Som sprinter skal du kunne slå fornuften fra, når man når ind på den sidste kilometer. Der må man simpelthen ikke tøve og tænke over konsekvenserne af et styrt – der er der kun ét mål, og det er at komme først over målstregen.

Fælles for alle de sprintere, jeg har kørt for, er, at de alle sammen skal leveres 200 meter før mål i en position, hvorfra de kan vinde spurten. Det er den samme opgave hver gang. Men de har selvfølgelig forskellige personligheder, så det mentale sammenspil kan være forskelligt. Hvor meget energi skal jeg for eksempel bruge på at sætte sprinteren op til, at han tror på, at han kan vinde?

Cavendish er jo klart den mest erfarne sprinter, jeg har kørt med, så han har en helt klar idé om, hvordan han gerne vil angribe spurten. I den situation gør jeg mere det, som han gerne vil have, der skal gøres. Hvorimod Bennett er noget mere usikker, fordi han har mindre erfaring. Da han kom ind på holdet, spurgte jeg ham: ”Hvordan vil du gerne køre spurten?” Og han svarede, at han var ligeglad. Det var op til mig, for jeg havde ligesom vist, at jeg kunne levere sprinteren.

Der er stor forskel på, hvordan sprinterne angriber rollen. Og så er der jo også forskel på, hvor godt kørende de er. Noget af det mest spændende og motiverende for mig er at få sprinteren til at vinde, selv om han måske ikke er en af de bedste sprintere i feltet. Fordi han ikke er i den bedste form, eller fordi der er nogle andre virkelig gode sprintere med. Jeg har fundet ud af, at mit lead-out kan gøre en stor forskel. Jeg kan virkelig være afgørende. Jeg har også kørt spurter for Alexander og Bennett, hvor de bare har været så stærke, at uanset om jeg havde trukket til den ene eller anden side eller accelereret på den ene eller anden måde, så kunne de have banket deres modstandere med det ene ben i pedalerne.

Den dag med Cavendish var den stik modsatte situation: Jeg kørte med en sprinter, der ikke havde benene, og jeg måtte bruge alle redskaberne i skuffen.

Den forkerte acceleration

Vi kom ind mod mål, og vi har jo nogle fantastiske motorer i Mattia Cattaneo og Asgreen, som tog en ordentlig føring ind over kilometermærket. De kan gøre en stor forskel for os på den sidste kilometer med at holde os fremme i en god position, men omvendt er det sådan nogle ryttere, man ikke altid kan regne med, for hvis der er meget positionskamp og smalle veje, kan det være, at de ikke kommer med frem, og så må man klare den selv.

Vi var dog så langt inde i Tour’en, at alle ryttere var trætte, og derfor var der en naturlig udskilning i feltet, og der var mere plads på vejen, end der var på de første etaper, hvor alle er helt friske. Senere i løbet er der som regel også 10-15 ryttere færre i feltet, fordi de er udgået af diverse årsager. Det begynder at blive lidt mere fysisk krævende i forhold til de første etaper.

Vi fik i hvert fald sat det godt op med Kasper (Asgreen, red.), som endnu en gang leverede en kæmpe føring, som holdt os fremme i front, da vi gik ind på den sidste kilometer. Vi kom så rundt i det her bløde venstresving i en position, som passer mig rigtig godt. Jeg var bag Ballerini, og vi havde et par andre ryttere på vores højre yderside, og så var det egentlig bare at vente at se, hvordan spurten ville blive indledt. Men lige så snart vi var kørt rundt i opløbssvinget, så rejste Ballerini sig til min store skræk op og begyndte at spurte, alt hvad han kunne. Jeg sad bagved og tænkte: Det går simpelthen ikke, det her. Hvis jeg begyndte at følge ham … Altså, jeg ville selvfølgelig godt kunne følge med, men det var alt for voldsom en acceleration, i hvert fald for Mark bag mig, som lige havde sagt til mig, at han var presset. Hvis jeg var gået med Ballerini, så ville jeg have slagtet Mark, og så ville han sandsynligvis ingenting have tilbage i benene at spurte med, når vi var 200 meter fra mål. Og så ville vi ikke vinde etapen.

Jeg blev nødt til at løbe en kæmpe risiko, set i bakspejlet, da jeg lod Ballerini køre, og dermed tog jeg også det fulde ansvar, hvis det skulle kikse. Det var ekstremt usikkert at lade min holdkammerat køre væk. Han gjorde selvfølgelig, hvad han kunne for at hjælpe os, men mit instinkt sagde mig bare: Det her går simpelthen ikke. Hvis vi var kørt med der, havde vi bare brændt os alle tre af, og så var det i hvert fald ikke os, der tog etapesejren. Jeg tror, at det handlede om nerver: Ballerini kom rundt i svinget, og der var 600 meter til mål, og så havde han ikke følingen med, hvor hårdt han kunne træde til for at passe på mig og Cavendish. Havde han nu åbnet forsigtigt og kørt progressivt mod målstregen, havde det været rigtig fint at gå med ham. Han har helt sikkert tænkt, at han gjorde det bedste for holdet, og så kørte han en megaspurt. Han er en superstærk cykelrytter, så han har haft svært ved at vurdere, hvad dem, der sad efter ham, kunne. Han var for ivrig. Han var så ivrig, at han bare hamrede spurten af.

Jeg slap hans hjul, og han fik hul og lå ti meter foran … Min idé med at lade ham køre var at tvinge nogle andre op foran, for jeg ønskede ikke at sidde i andenposition så tidligt. Og ganske rigtigt kom der også to fra DSM i første omgang, som jeg lå i læ af. Og så kom Iván Cortina fra Moviestar og åbnede en lang spurt, og ham kunne jeg så træde med – vi røg ind i hans slipstrøm. Han trak mig og Cavendish frem. Han kørte en alt for lang spurt, og jeg kunne gå forbi ham med ganske kort til målstregen. Jeg sad så og ventede på, at Cavendish kunne gå forbi, og jeg kan huske, at tanken nåede at strejfe mig: Nu vinder jeg fandme denne her etape. Han kom så sent forbi, at jeg næsten kunne spytte over målstregen.

Men han kom forbi nærmest på målstregen, og min næste tanke var, at hvis jeg kunne blive toer, så kunne jeg udbygge hans forspring i den grønne trøje. Det ligger så meget på rygraden, fordi vi på hver eneste etape har kørt en eller to af de her grønne spurter. Vi ligger hele tiden for at vinde point på de andre. Jeg prøver at gå imellem, så vi laver et større forspring. Hvis man kan gøre det på målstregen, hvor der er rigtig store point at køre om. Jeg sørgede for, at Cavendish udbyggede sin føring med 50 point, tror jeg. Det var lidt af et scoop.

Gamblingen

I bund og grund er et godt lead-out, når din sprinter vinder. Og hvis du selv bliver nummer to, så bliver det nærmest ikke meget bedre. Det, jeg er stolt af, når jeg ser tilbage på den spurt, var de valg, jeg traf. De var meget risikable, men de gav omvendt også størst udbytte. Der, hvor man tager de største chancer, er også der, man kan vinde mest. Men når jeg ser tilbage på nogle af mine bedste spurter, så er det nogen, hvor jeg har fået sat det rigtig godt op med holdet og selv har kørt en rigtig god lead-out for sprinteren, som så går forbi og vinder. Da jeg ikke gik med Ballerini, trodsede jeg alt, hvad man forventede. Jeg gik min egen vej så tæt på mål. Det krævede en stor selvtillid, og den har jeg jo i de her spurter. Det er virkeligheden nok mit bedste våben: min selvtillid. Det ved alle sportsmænd: Man præsterer bedst, når man har selvtilliden. Så tør man tage lidt større chancer. Hvis man omvendt ikke har så stor selvtillid, så står man nogle gange og fumler med pokalen, og tit ryger den ud af hænderne på dig. Selvtillid er selvforstærkende. Det samme er manglen på selvtillid.

Spurten i Carcassonne er den, jeg har gamblet mest i. I hvert fald i et stort løb. Der havde ikke været noget forkert i for mig at have kørt med Ballerini, og når han var slået ud, havde jeg kørt en spurt, og så havde Cavendish kørt forbi mig, men så var han måske blevet slået. Folk ville have sagt: Du kørte et flot lead-out, men Cavendish havde ikke benene. Jeg tog en stor chance – også en risiko for at udstille mig selv, for at vi kunne vinde. Hvis det ikke var lykkedes, og vi var blevet lukket inde og var blevet nummer 25, så havde det set voldsomt dårligt ud, at jeg ikke havde fulgt op på min holdkammerats arbejde.

Da jeg kom tilbage til hotellet, tænkte jeg, at jeg nok aldrig nogensinde ville komme tættere på at vinde en etape i Tour de France. Det er jo enhver cykelrytters drengedrøm. Men ironisk nok kunne jeg slet ikke føle nogen skuffelse, og jeg har siden tænkt flere gange, at det var det ypperste, jeg kunne opnå den dag – den andenplads. Jeg understregede så mange ting den dag i Carcassonne – mest af alt understregede jeg min loyalitet som cykelrytter og holdspiller, i og med at jeg leverede min kaptajn til sejren, og at jeg ikke i et svagt øjeblik prøvede at tage den selv. Jeg var 100 procent holdets mand, selv om der var en Tour de France-etape på højkant. Det havde ikke været det bedste for mig at vinde den etape – det sad jeg og tænkte om aftenen. Det bedste, der kunne ske for mig, var, at han lige præcis kom forbi mig, og at jeg blev nummer to. For en sjælden gangs skyld var andenpladsen bedre end førstepladsen.

Hvis han nu ikke var kommet forbi mig, og jeg havde vundet etapen, havde vi selvfølgelig stadig været glade, men det havde været en mere fesen oplevelse, fordi der fulgte så meget mere med hans sejr: Han tangerede Eddy Merckx’ rekord, og han udbyggede sin føring i den grønne trøje. Det havde ikke været det rigtige, at jeg tog den sejr.

Den gode følelse

Nu er jeg blevet kåret som verdens bedste hjælperytter i 2021 et par steder. Jeg synes jo ikke, at min rolle er at være hjælperytter i klassisk forstand. Jeg anser en hjælperytter for at være ham, der trækker rigtig mange kilometer ude på ruten og henter flasker … Lidt mere en arbejdshest. Min opgave er jo også 100 procent at hjælpe, men i en lidt mere specialiseret udgave.

Jeg har jo min banekarriere ved siden af, og det spiller helt bestemt en rolle, at jeg kan træde lidt til side på landevejen. Jeg tror, at det er nemmere at acceptere at være hjælperytter, når jeg har succes på banen. På banen er det mig, der vinder. Jeg tænkte da mange gange i løbet af Tour de France, at jeg sgu da var ligeglad med, at det ikke var mig, der vandt, bare jeg fik min guldmedalje i Tokyo (til OL, red.). Den fik jeg heldigvis så også, og så kan Cavendish vinde alle de etaper, han kan.

Jeg kan også mærke, at jeg i de seneste år har følt, at det ikke betyder så meget for mig, hvor mange sejre man er noteret for inde på Pro Cycling Stats og så videre. Da jeg var yngre, var jeg fokuseret på, hvor mange sejre jeg havde, og hvor mange point jeg kørte ind. Det betyder mindre for mig i dag. Min konklusion er, at det, der betyder mest for mig, er den følelse, jeg går i seng med om aftenen.

Den følelse, jeg gik i seng med 9. juli 2021 under Tour de France, var, at vi vandt etapen. Det er det ypperste. Jeg er egentlig nærmest lettet over, at det ikke er mig, der skal på podiet og have blomster og videre til dopingkontrol og så videre og så videre. Det passer mig meget fint at være lidt i skyggen, men selvfølgelig ikke mere, end at jeg får sindssygt meget anerkendelse for det, jeg leverer for min sprinter.

Jeg nyder den anerkendelse, jeg får som verdens bedste lead-out man, og den vil jeg hellere have end at vinde nogle få cykelløb om året selv.