Michael Valgren

“Til Tour’en 2020 ramte vi bunden. Holdet var afhængigt af, at vi lavede resultater, men vi lavede bare ingen resultater”. Læs hvordan Michael Valgreen genfandt selvtilliden og troen på sig selv som cykelrytter.

Foto: A.S.O.S.: Charly Lopez
Af:
Kasper Steenbach
Foto:
Andreas Houmann

EN VINDER RAMMER BUNDEN

Efter at Michael Valgren i foråret 2018 vandt klassikerne Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race, gjaldt det for danskeren om at etablere sig som en rytter, der kunne køre med, når de store finaler skulle afgøres. Sådan gik det ikke. Den 30-årige thybo vandt efterfølgende ikke et cykelløb i over tre år, og han har måttet konsultere en sportspsykolog for at få karrieren tilbage på sporet.

Michael Valgren blev professionel i 2011, da han fik en kontrakt med Glud & Marstrand-LRØ. Siden har han kørt for Tinkoff-Saxo, Astana, Dimension Data og – fra 2021 – EF Education-Nippo. Han har vundet etapeløbet Danmark Rundt i både 2014 og 2016, DM på landevej i 2014 samt Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race, begge i 2018, og Giro della Toscana og Coppa Sabatini, begge i 2021. Samme år opnåede han bronze ved VM i Flandern.

Skulle vi have gjort mere?

Jeg er stolt over min bronzemedalje til VM i 2021. Men set i bakspejlet kan jeg godt fortryde, at vi fire, som sad efter Alaphilippe, ikke fandt ud af at arbejde sammen om at hente ham. Han havde sikkert vundet alligevel, men vi havde i det mindste kørt om guldet, og det er sådan, jeg gerne vil angribe alle de løb, jeg kører. Det er kun førstepladsen, guldet, der tæller.

Men så talte jeg med min holdkammerat den anden dag, Neilson Powless, som blev femmer … Jeg sagde, at jeg syntes, at vi skulle have optaget forfølgelsen, men hans melding var, at han umuligt kunne have kørt stærkere. Han var bare færdig. Jeg har også snakket med Jasper Stuyven, som også bor her i Monaco, om det, og han havde det præcis ligesom mig: Hvis vi havde arbejdet sammen, kunne vi have hentet Alaphilippe.

Jeg er 100 procent sikker på, at vi godt kunne have gjort det, hvis vi havde besluttet os for det, for vi var ret tæt på ham – på den første bakke kunne vi spytte op til ham. Men der var ikke lige nogen af os, der havde lyst til at gå det dybere for at lukke hullet, for så ville man måske miste en medalje. Lige så snart vi var samlet, os fire, begyndte vi at tænke på sølv og bronze.

Det var også det regnskab, jeg havde i hovedet: Stuyven ville nok blive toer, for han var den hurtigste af os fire, og jeg så mig selv som stærkere end både Neilson og van Baarle i spurten, så jeg ville blive nummer tre. Men Stuyven var også totalt fucked efter det her mandfolkeløb, så han byttede plads med van Baarle, men jeg fik min tredjeplads.

Et helvedesår

Jeg kører cykelløb for at vinde. Det er derfor, jeg træder alle de timer, jeg gør. For at smage sejrens sødme. Jeg har ikke behov for at vinde 15 cykelløb om året – jeg vil bare gerne vinde nogle stykker og være med i nogle finaler, og det var jeg relativt langt fra efter 2018, især i 2020. 2020 var et rigtig skidt år. 2019 var ikke så dårligt faktisk. Jeg kom bare fra et rigtig godt 2018, og så så 2019 mindre godt ud. Jeg kørte mange top-5- og top-10-placeringer efter Tour’en det år i World Tour-løbene, og jeg blev sekser til VM. 2019 var ikke så dårligt, selv om jeg ikke vandt noget. 2020 var til gengæld et rigtigt helvedesår på cyklen.

I november 2019 blev vi forældre til en dreng, der blev født små syv uger for tidligt. Vi havde en hård start, og vi var indlagt med ham i 20 dage. Og så kom corona, og vi var helt isolerede. Der var ingen hjælp. Han sov så nærmest heller ikke det første års tid. Selv om jeg har fået fantastisk støtte fra min hustru, har jeg måske ikke været god nok til at sige fra til at hjælpe, for det har jeg slet ikke haft samvittighed til. 

Bjarne (Riis, red.) kom også ind på holdet (Valgren skiftede fra Astana til Dimension Data/NTT fra 2019, red.), og vi lavede en masse ting om, også gode ting, og det gik rigtig godt i starten. Men resultaterne udeblev, og vi manglede nogle sponsorer, og det endte med ren og skær negativitet, og det var med til at slå mig og holdet ihjel. Vi fokuserede kun på det negative. Det var superhårdt. Selv når vi havde kørt rigtig godt, fyldte det negative det hele. Vi glemte de gode ting. Det var en ond spiral. Vi talte aldrig os selv op, vi talte altid os selv ned. Man hjalp ikke sine holdkammerater – man talte dem ned for at tale sig selv op. Der var rigtig dårlig stemning på nogle tidspunkter.

Til Tour’en 2020 ramte vi bunden. Vi havde ikke nogen sponsorer til den kommende sæson, og vi vidste ikke, om holdet ville fortsætte. Holdet var afhængigt af, at vi lavede resultater, men vi lavede bare ingen resultater. Tour’en er jo det største cykelløb og dermed det største udstillingsvindue. På godt og ondt. Hvis det går godt, er det megafedt, hvis det går dårligt, så er det rigtig skidt. Hele verden kan se det. Vi havde det ikke sjovt. Vores soigneurs og mekanikere var virkelig gode til at hjælpe os, men ledelsen gjorde det i perioder svært for os, fordi de forlangte så meget af os, og vi kunne bare ikke komme op af den grav, vi havde gravet os selv ned i. Det var tre hårde uger. 

Jeg vidste, at jeg skulle videre fra det hold. Jeg skulle finde fornyet moral. Jeg skulle ud af den negative spiral. Jeg havde ikke noget hold før december 2020 – en måned før 2021-sæsonen skulle begynde. Jeg vidste ikke, om jeg var købt eller solgt. Om jeg skulle køre et år på amatørniveau og så forsøge at finde et pro-hold igen. Heldigvis forbarmede EF sig, og vi nåede frem til en rigtig god aftale. Men det strejfede mig, om det var værd at fortsætte. Det hele var oppe at vende. Skulle vi blive boende i Monaco? Det er jo ikke billigt at bo her. Der var mange overvejelser. Hvis jeg ikke havde fundet et hold, så havde jeg nok kørt et år som amatør, men hvis det ikke var lykkedes mig at finde et hold efter det år, så havde jeg nok trukket stikket. Heldigvis endte det ikke sådan.

Michael Valgren er født og opvokset i Thy. I slutningen af 2016 flyttede han til Monaco med sin kæreste, Sissel, som siden er blevet hans kone. I november 2019 blev parret forældre til en søn. Valgren har stillet til start i Tour de France hvert år siden 2015 – det første år udgik han pga. sygdom på tredjesidste etape, men han har siden gennemført alle udgaverne med en 44.-plads i 2018 som bedste resultat.

PITSTOP

Når Valgren i dag kører ud på en af sine træningsruter i Sydfrankrig, sker det med start- og mållinje i det berømte Formel 1-sving Fairmont Hairpin hjemme i fyrstendømmet. Han tanker som regel op med doubleespresso og en focaccia med parmaskinke og mozzarella på Caffè Italiano i Menton, inden han begiver sig op ad Col de la Madone, som er træningsturens sidste hårde stigning.

 

Oprydning i hovedet

Under VM i 2020 blev jeg kontaktet af Morten Bennekou (elitechef i Danmarks Cykle Union, red.). Han syntes, at jeg skulle prøve at tale med en sportspsykolog. Han sagde, at jeg jo stadig havde mit talent, men at grunden til, at jeg ikke længere vandt cykelløb, måske sad i hovedet. Han anbefalede mig en, han selv havde brugt, og mente, at det var et supergodt match.

Jeg har nu talt med min mentalcoach lige siden december 2020. Vi går meget op i at finde min selvtillid og tro på mig selv. At køre for at vinde – køre for at turde tabe. Det var sådan, jeg kørte i mine ungdomsår, og det er den sjoveste måde at køre cykelløb på. Vi talte om at tage de gode ting med – i stedet for de negative. Det var de første skridt. I starten fik jeg bare lov til at tale ud om alle de problemer, jeg havde med familien og på holdet og med mit udstyr. Så kom vi videre og begyndte at gå i dybden med, hvad jeg kunne gøre for at stå mentalt klar til de forskellige cykelløb.

Selvtilliden kommer gennem træningsformen. Jeg har sgu altid været god til at træne. Det er sådan, jeg bygger selvtilliden op. Og ved at sige til mig selv, at jeg er pissegod. Sådan nogle små ting. Vi taler sammen, når jeg har noget på hjerte, men vi taler som regel sammen en gang om ugen. Det kan tage et kvarter, eller det kan tage en halv time eller en time. Vi taler om løst og fast, og så er han god til at navigere i det, jeg siger, og stille de rigtige spørgsmål.

I september vandt jeg to løb i træk (Giro della Toscana og Coppa Sabatini, red.). Det var megafedt at opleve, at det stadig kunne lade sig gøre, efter at jeg havde haft to knap så gode sæsoner.

En dårlig holdkammerat

I år har vi arbejdet meget med ledelse. Jeg er en god leder, men jeg kunne godt tænke mig at arbejde mere med en naturlig ledelsesstil. Det har han også rigtig godt styr på. Vi er så connectede på vores hold, os ryttere. Vi har det skidesjovt, og vi respekterer hinanden, og vi kører røven ud af bukserne for hinanden. I år har vi fået 11 nye ryttere, så det vil være rigtig godt at køre videre med den kultur. 

Jeg kunne godt have gjort mere på den front på Dimension. Jeg var også en af de store ryttere der, men jeg var en rigtig dårlig holdkammerat. Jeg talte ned om alting. Jeg var ikke så god at være i nærheden af. Det kan jeg se i dag. Jeg kunne bare ikke finde mig til rette – hverken på holdet eller med mit udstyr. Det fungerede bare ikke, og jeg var heller ikke god derhjemme, og det var 100 procent cyklingens skyld. Jeg vil opfordre alle til at få en mentalcoach – det er penge, der er godt givet ud. Det kan noget.

Jeg har selv mærket på Saxo Bank i sin tid, da holdet var ved at lukke, og Alberto Contador begyndte at køre dårligt, at han var en dårlig leder. Han var en god leder, når det gik godt. Jeg har set gode ledere og dårlige ledere. Nu er jeg selv begyndt at tænke mere over, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Jeg er en af dem, de andre kommer og betror sig til, og det er fedt. Jeg er ikke nødvendigvis den, der råber højest, men jeg er et godt eksempel for de andre. Når vi er på træningslejr, er jeg ikke den, der kører først hjem. Jeg har også en stor erfaring at dele ud af. Jeg kan sige til de unge ryttere: Bare rolig, det skal nok gå. 

Jeg synes, at vi kan takke Anders Lund (landstræneren, red.) for, at vi også kører for hinanden på landsholdet. Min sportspsykolog har også været inde over landsholdet – vi vil gerne skabe verdens bedste landshold. Det handler om at hjælpe hinanden. Jeg hjalp Mads P., da han blev verdensmester i 2019, og sidste år hjalp Asgreen mig. Når Anders ringer og spørger, om man vil køre med landsholdet, står alle klar. Det er en ære at være med på landsholdet, og man tænker ikke på sig selv først, man tænker på holdet. Det kan godt være, at ruten passer pissegodt til Magnus Cort i år, men næste år passer den måske mig godt. Hvis jeg hjælper Magnus i år, så ved jeg, at han hjælper mig om et år.

Førhen har der været VM’er, man ikke gad køre, fordi ruten ikke lige passede til en. Vi har stået i situationer i Imola og i Østrig, hvor vi stillede med et C-hold, fordi A-rytterne ikke gad komme og hjælpe Jakob (Fuglsang, red.) og mig, fordi det ikke passede dem. Og jeg har også selv meldt afbud til et VM, fordi jeg ikke gad hjælpe Mørkøv og Magnus, og det var totalt dårlig stil. Men det er vi ude af nu – vi er kommet videre, og vi har det pissefedt. Og det er derfor, vi tager en medalje til VM: Asgreen kører røven ud af bukserne for at lukke et hul, så jeg kan springe op. Det er resultatet af den kultur, vi er ved at opbygge på landsholdet, og det er megafedt at se, at det virker. Folk er totalt indforståede med det. Det er megafedt at være en del af.

Det rigtige VM-resultat

Min sportspsykolog og jeg kigger meget på Alaphilippe og Wout van Aert. De kører sgu altid, som om de er i deres bedste form nogensinde, selv om de måske ikke er det, men så dør de med skoene på. Det er superinspirerende, og det er en måde at køre på, jeg gerne vil lære af. At tage chancer i stedet for at lurepasse. Om ikke andet kan man komme ud og sidde i en god situation og køre på adrenalinen i stedet for at sidde i feltet og hænge. De er nogle store forbilleder for mig på det punkt. Man skal turde sætte det hele på et bræt. Men jeg føler mig stadig ny i det game. Jeg har kun talt med min mentalcoach i et år. 

Alligevel er jeg nået frem til, at jeg greb VM rigtigt an. Jeg havde allerede brændt et par tændstikker af, da jeg sad sammen med Stuyven, Neilson og van Baarle med Alaphilippe foran. Jeg kunne også godt mærke, at der var noget krampe på vej. Jeg ville gerne prøve at køre væk fra dem på den sidste stigning, og det lykkedes også, jeg slog hullet, men jeg kunne så desværre ikke holde det hen over toppen. Hvis jeg havde prøvet mere, så tror jeg ikke, jeg var blevet treer, for det var en meget, meget tæt spurt. Når jeg ser tilbage på det, så tog jeg de rigtige beslutninger – det er jeg ret sikker på.

Jeg er megastolt af den medalje.



TOUR DE FRANCE I DANMARK 2022

ANDEN ETAPE

Lørdag 2. juli: Roskilde-Nyborg

Længde: 202 kilometer

Ruten går over Lejre og Holbæk, inden den efter henholdsvis 62, 72 og 84 kilometer byder på tre kategori 4-stigninger i Veddinge Bakker. Derfra skal rytterne over Kalundborg og Korsør inden den afsluttende del hen over Storebæltsbroen.

Han er i mental topform

Mentalcoach Jesper Peter Rasmussen fortæller om sit samarbejde med Michael Valgren og det danske landevejscykellandshold.

”Jeg har sammen med Morten Bennekou og Anders Lund udviklet det grundlag, som landsholdet kører ud fra: Ingen over holdet, alle er en del af truppen, også selv om VM-løbet et enkelt år ikke passer ind i rytterens profil.
Da Michael kom til mig, var han mere eller mindre nedbrudt af forkert ledelsesstil og deraf manglende resultater. Det har vi rettet op på, og jeg har et godt samarbejde med Matti Breschel (en af Valgrens sportsdirektører på EF Education-Nippo, red.), så de også på holdet lærer, hvordan de får det optimale ud af Michael.
Til at begynde med arbejdede vi med Michaels fundament i form af familie, venner, cykelvenner, holdkammerater og sportsdirektører. Nu er det på plads, og han er mentalt såvel som følelsesmæssigt i topform. Dernæst har vi arbejdet med hans kørestil og det at turde køre anderledes og tage chancer. De seneste måneder har vi arbejdet med hans rolle på holdet og i særdeleshed som holdkaptajn. Han skal lære at se sig selv som leder og holdkaptajn og turde stille krav til sine holdkammerater, så de kan støtte ham bedst muligt.
Jeg synes, at han har kørt med selvtillid siden efteråret, hvor han vandt de to italienske løb og fik VM-medalje. I år har han kørt et fejlfrit Milano-San Remo, men desværre tabte han kæden på den sidste nedkørsel fem kilometer før mål. Hvis ikke det var sket, var han sikkert kommet på podiet.

I Flandern Rundt og i Amstel kørte han sådan set også godt, men han har lige manglet den sidste styrke og det sidste held i forhold til de helt store resultater, hvorfor det kun blev til en 11.- og en 15.-plads. Resultaterne kommer snart. Han er i bedre mental form end nogensinde, og fysisk er han p.t. stærkere end sidste år.”

Hvem sprinter sig i grønt?
Spil på vinderen af den grønne trøje!
Hvem har de bedste bjergben?
Spil på vinderen af den prikkede trøje!
læs også