Spillerprofil: Kevin Møller
Kevin Kam Møller er født d. 20. juni i Løgumkloster. Han startede sin professionelle karriere som målmand for Faaborg HK. Siden da har han været forbi klubber som GOG, SG Flensburg-Handewitt og FC Barcelona, inden han igen tog retur til klubben SG Flensburg-Handewitt, hvor han spiller nu.
Han fik landsholdsdebut i 2015, og har siden da været med til at vinde sølv ved de Olympiske Lege i 2020, guld til VM i 2021 og bronze til EM i 2022. Han har dermed formået at vinde en af hver slags medalje i sin tid på landsholdet. Med Niklas Landin på holdet er det svært at spille mange kampe. Kevin Møller er derfor udset som reservemålmand til VM 2023, ligesom han har været det ved de øvrige slutrunder, han har deltaget i. Oftest har han kæmpet med enten Jannick Green eller Emil Nielsen om at være 2. målmand for Danmark.
Kevin Møller bliver både på og udenfor banen betragtet som rolig, hvilket har givet ham kælenavnet DerKevin. Hans rolighed er med til at gøre ham til en dygtig målmand. En af hans spidskompetencer er straffekast. På landsholdet bliver han ofte skiftet ind på straffekast i stedet for Niklas Landin. Kevin Møller har siden landsholdsdebuten i 2015 repræsenteret Danmark 68 gange. Med et nyt VM om hjørnet bliver det interessant at se, om han kan udbygge antallet af straffekast-redninger.