THOMAS FRANK

Thomas Frank: En GREAT DANE

Thomas Frank: En GREAT DANE

En fornem 13. plads i Premier League

Årets Manager kåret af det toneangivende fodboldmedie The Athletic og en status som en af de mest spændende managerskikkelser i engelsk fodbold lige nu.

Jo, Brentford-manager Thomas Frank kan godt tillade at klappe sig selv på skulderen. Han har for længst skrevet sig ind i Brentfords fodboldhistorie som en af de største.

A true great dane 🇩🇰

Thomas Franks udvikling siden skiftet til engelsk fodbold i december 2016 er en vaskeægte solstrålehistorie. Step for step har den langhårede og retorisk stærke træner rykket sig i en grad, han end ikke selv havde fantasi til at tro på, da han for fem og et halvt år siden sagde farvel til villaen i Hvidovre og rykkede til London.

En ny begyndelse i Brentford

Forude ventede et job som assistenttræner i Brentford F.C - dengang placeret i The Championship - og generet var der meget langt til noget, der mindede om glimmer og glamour på fodboldens største scene. For Thomas Frank handlede det om at tage en chance.

”Jeg synes, det er et skridt frem eller til siden, som jeg tror på åbner nogle døre for andre muligheder. Det er umuligt at spå om, hvorvidt det havde været bedre at tage et andet cheftrænerjob i en dansk klub, men det, jeg stensikkert ved, er, at jeg får andre erfaringer her end ved at være i Danmark,” lød det dengang i et interview til B.T.

Fra turbulens til triumf

Inden skiftet havde Thomas Frank stået i spidsen for Brøndby IF i sit første store cheftrænerjob på klubplan. Trods masser af støj og turbulens havde han ført de blå-gule til en tredje- og fjerdeplads, men da klubejer Jan Bech Andersen trods de pæne resultater kastede Frank og sportsdirektør Per Rud under bussen på et fanforum under pseudonymet Oscar, afleverede Thomas Frank sin opsigelse.

Et eventyr i London

Forfremmelse til manager, oprykning til Premier League og store resultater mod giganter som Arsenal, Liverpool, Tottenham og Chelsea har konsolideret Thomas Frank og Brentford i ligaen i en grad, at det ikke længere giver mening at se danskeren returnere til Superligaen.

”Det er vanvittigt,” indrømmede han selv i et stort anlagt interview til tabloidavisen The Sun i sidste måned. Her var Brentford for længst kommet i sikker afstand fra nedrykningsstregen, og Thomas Frank kunne gøre status efter et par begivenhedsrige år med to playoff-finaler på Wembley og senest en formidabel 13.plads i Premier League.

En lys fremtid

”Fra dag ét har vi stilet højt. Jeg er glad for vores positive tilgang og store tro på, at vi kunne spille en stor rolle i den her liga,” lyder det blandt andet i interviewet, hvor Thomas Frank også delte sit håb om, at klubben kan forlænge med Christian Eriksen.

Netop troen og den positive tilgang til spillet er blandt nøgleredskaberne i Thomas Franks værktøjskasse. Selv i stormvejr, som da Thomas Franks tabte de første mange kampe efter forfremmelsen til manager, insisterer den tidligere danske U16-, U17- og U19-landstræner på at spille positiv og udviklende fodbold. Ligesom mandskabsplejen altid er i centrum.

Udsigten til mere succes

Thomas Frank ser potentiale til mere succes i den kommende sæson, selvom historien ofte har vist, at opfølgningen på en succesfuld første sæson i Premier League kan være ekstremt vanskelig.

”Jeg tror ikke på ‘second-season syndrome’ for nyligt oprykkede hold. Ja, det er et mirakel, at vi er i Premier League, men vi fortjente at blive oppe, og hvorfor skulle vi ikke kunne præstere godt igen og igen?” lød det fra Thomas i førnævnte interview til The Sun.

The Bees og Thomas Frank åbner sæsonen 6. august med en svær udekamp mod Kasper Schmeichels Leicester.