Hvilke hold slår deres all-time pointtotal i 24/25?
Der er kun fire kampe tilbage i 2024/2025, Liverpool er mestre, de tre nedrykkere er fundet, og størstedelen af Premier League-klubberne kan så småt begynde at gøre status over sæsonen.
I den forbindelse tager vi et kig på, hvordan de 20 klubber har klaret sig. Selvfølgelig holdt op imod dem selv, og deres hidtil højeste pointtotal i en Premier League-sæson.
Kun ét hold har indtil videre toppet deres hidtidige rekord i 24/25, mens flere af Englands helt store klubber til gengæld halter håbløst efter i forhold til det regnestykke.
Bournemouth bedre end nogensinde før
Sæsonen har ikke budt på den helt store spænding i hverken top eller bund. Til gengæld har kampen om europæisk deltagelse til næste sæson været større og tættere end i de fleste af de foregående sæsoner.
Det skyldes blandt andet, at flere af de hold, som normalt kæmper i Premier Leagues nedre del af rækken, har taget store skridt frem i 24/25.
Det ses tydeligt i nedenstående liste, hvor toppen ikke udgøres af Englands største og bedste klubber, men i stedet toppes af Bournemouth, Fulham og Crystal Palace.
Med fire runder tilbage af sæsonen har Andoni Iraolas Bournemouth som det eneste hold, allerede slået deres personlige rekord for flest point i en Premier League-sæson.
Med kun én sejr i de seneste ni runder er de europæiske drømme desværre lagt i graven for Bournemouth, der dog kan tage masser af positive aspekter med sig videre til den kommende sæson, som meget vel kan blive endnu bedre, hvis de formår at holde fast i profiler som Huijsen, Kerkez, Semenyo med flere.
Det bliver heller ikke til europæisk deltagelse for Crystal Palace, mens Fulhams håb også begynder at se spinkelt ud. De to London-klubber kan dog glæde sig over, at de med stor sandsynlighed får flere point i denne sæson end nogensinde før.
Pointdifference i forhold til klubbernes bedste Premier League-sæson
Hold | Pointdifference |
---|---|
Bournemouth | +2 |
Fulham | -2 |
Crystal Palace | -4 |
Brighton | -11 |
Brentford | -13 |
Newcastle | -16 |
Liverpool | -17 |
Aston Villa | -17 |
Nottingham Forest | -17 |
Wolverhampton | -18 |
Arsenal | -23 |
West Ham | -29 |
Everton | -34 |
Chelsea | -35 |
Manchester City | -39 |
Ipswich | -45 |
Tottenham | -49 |
Southampton | -52 |
Manchester United | -53 |
Leicester | -63 |
Aldrig set værre ud for Manchester United
Det er næppe gået nogens ører eller øjne forbi, at engang så mægtige Manchester United er dalet gevaldigt i niveau i de seneste sæsoner.
Hvis man var i tvivl om præcis, hvor galt det står til i den engelske storklub, viser tabellen her med al tydelighed, at den engelske storklub er milevidt fra fordums styrke.
Med fire kampe tilbage af sæsonen mangler Manchester United voldsomme 53 point for at tangere deres bedste sæson, og allerede nu er det et faktum, at sæsonen bliver den dårligste for De Røde Djævle siden starten på Premier League-æraen i 1992.
Selv med lutter sejre i sæsonens fire sidste kampe, vil United blot nå 51 point. En pointtotal, der i så fald vil være syv point dårligere end den hidtil værste af slagsen fra 21/22.
Spurs og City i voldsom deroute
Foruden Manchester United har Tottenham og Manchester City været to af sæsonens største skuffelser i Premier League.
Ange Postecoglous mandskab hænger til tørre helt nede på rækkens 16. plads, og er hele 49 point fra deres bedste sæson i 16/17, hvor de løb med sølvmedaljerne.
Tottenham er syv point fra deres hidtil laveste pointtotal i Premier League, og med blot fire kampe tilbage samt to Europa League-semifinaler på programmet, er der overhængende sandsynlighed for, at denne sæson bliver den værste nogensinde for London-holdet.
Hos Manchester City behøver de ikke bekymre sig om at slå samme negative rekord, men det er værd at bemærke, at ellers så succesfulde Pep Guardiola går sin værste sæson i møde som træner i Premier League.
Her i sin niende sæson for Manchester-klubben kan det nemlig maks blive til 73 point, og det er fem point dårligere end spanierens hidtil laveste pointtotal fra 16/17.