LEICESTER CITY - TOTTENHAM HOTSPUR

Leicester City - Tottenham Hotspur

Leicester City - Tottenham Hotspur

Leicester City åbner deres comeback i Premier League med en vanskelig opgave mod Ange Postecoglous Tottenham Hotspur. Londonholdet sluttede på 5. pladsen i seneste sæson, og det vil de gerne forbedre.

Kampfakta:

Kampstart: Mandag d. 19. august 2024, kl. 21:00
Sted: King Power Stadium, Leicester, England
Dommer: Chris Kavanagh

3 overskrifter:

  • Ny træner til Leicester trods oprykning
  • Er Jamie Vardy stadig målfarlig i Premier League?
  • Spurs skal tættere på toppen

Optakt:

Leicester City skulle bare bruge en enkelt sæson i The Championship, for nu er de tilbage i Premier League. Enzo Maresca styrede løjerne fra sidelinjen og førte holdet til en suveræn oprykning. Det betød desværre - for Leicester City - at han blev hentet til Chelsea FC, og så måtte holdet finde en ny mand til trænerposten.

Det blev Steve Cooper, der diplomatisk sagt næppe er en lige så moderne manager som Maresca. Det kan vel også blive en lang sæson i kamp mod nedrykning, og måske er klassiske dyder ikke det værste at byde indenfor?

Mads Hermansen og Jannik Vestergaard havde hovedroller i seneste sæson, og de kan også sagtens blive centrale i overlevelseskampen. Hvis de da ikke bliver hentet af andre klubber i transfervinduet.

Tottenham Hotspur afsluttede den seneste sæson flot, og de håber at fortsætte de takter i den nye sæson. Efter en sæson på sidelinjen i europæisk bold spiller Spurs med i Europa League, og de er direkte kvalificerede til ligaspillet, der begynder i slutningen af september.

Indtil da vil de gøre klogt i at samle så mange point sammen som muligt, så de er godt polstrede, når den ekstra belastning sætter ind. Klubben har hentet Bournemouths Solanke til offensiven, mens to unge herrer er ankommet til midtbanen i form af Archie Gray fra Leeds United og svenske Lucas Bergvall fra Djurgården. De tre herrer har samlet kostet mere end 800 millioner kroner.

Forventede startopstillinger:

Leicester City (4-3-3): Hermansen - Pereira, Faes, Vestergaard, Justin - Winks, Ndidi, Choudhury - Fatawu, Vardy, Mavididi
Tottenham Hotspur (4-2-3-1): Vicario - Porro, Romero, Van de Ven, Udogie - Sarr, Bissouma - Kulusevski, Maddison, Son - Solanke

Favoritværdighed:

Leicester City skal helt op på tæerne, hvis de skal have udbytte ud af denne premierekamp. De to hold plejer at spille målrige kampe mod hinanden. Over 34 indbyrdes kampe har de to hold et målsnit på 3,8.

Hvis der igen falder fire mål eller flere, er det mest sandsynligt, at Tottenham Hotspur scorer flest, for de er klare favoritter mod oprykkerne. Leicester City kan glæde sig over, at træner Cooper formentlig ikke skal bruge lang tid på at introducere sin ret simple tilgang til fodbold, så The Foxes kan være i omdrejninger fra første minut. Det får de brug for.