Mathias Gidsel, Mikkel Hansen, Simon Pytlick og alle de andre vil sikkert være ret tilfredse med en snæver dansk etmåls-sejr i VM-semifinalen mod Spanien i aften – men spørger man kunderne hos Danske Spil, så er en sejr ikke bare en sejr.
Ifølge oddssætter Peter Emmike Rasmussen fra Danske Spil, så giver det danskernes overskud et ekstra hak opad hver eneste gang, Gidsel, Hansen eller en anden scorer et mål, som øger sejrens størrelse.
"Det er svært at sige helt præcist, fordi en stor del af væddemålene først laves under kampen, men det er helt typisk, at jo flere overskydende mål Danmark vinder med, jo mere udbetaler vi til kunderne,” siger Peter Emmike Rasmussen og henviser til de handikap-spil, hvor man både før og undervejs i kampene kan spille på, at Danmark vinder med mere end for eksempel tre, fire, eller fem mål.
”Vi så det tydeligt i kvartfinalen, hvor Danmark jo hentede en storsejr på hele 17 mål over Ungarn. Der endte Danske Spil med at tilbagebetalte hele 130 procent, hvis vi kigger på rækken af handicap-spil, som vi åbnede op for undervejs i kampen. En tilbagebetaling på 130 procent betyder, at kunderne i gennemsnit har fået 130 kroner tilbage for hver 100 kroner, de har spillet,” siger Peter Emmike Rasmussen, som i øvrigt tager alskens forbehold for kampens forløb.
”Det er jo svært at forudsige sportsresultateter, men jeg kan i hvert fald sige, at Danske Spil på forhånd har Danmark som 80-20 favoritter til at komme i finalen, og at familien Danmark dermed godt kan reservere sofaen klokken 20:30 på søndag, for det ser godt ud. Så godt, at vi lige nu har lavere odds på, at Danmark vinder VM-guld, end på at vi ikke gør det,” siger han.
”Det vil komme bag på os, hvis ikke Danmark spiller sig i finalen. Gidsel, Hansen og Pytlick er skræmmende, og de tre alene har stået for 43 mål i kampene mod Egypten og Ungarn. Det er et uhørt højt tal,” siger Peter Emmike Rasmussen.
For at det ikke skal lyde alt for selvsikkert det hele, så skal det selvfølgelig også med, at Danmark lige skal spille kampen mod Spanien, inden finalen venter. Og det kan jo faktisk godt ske, at Spanien vinder, ligesom ved EM-semifinalen sidste år, hvor Spanien vandt 29-25. Men det vil som sagt komme bag på både Danske Spil - og på danskerne.
”I skrivende stund tror to ud af tre af vores kunder på dansk sejr. Og det gør vi også,” siger oddssætteren.
Braget mellem Danmark og Spanien spilles i aften kl 18.00.