5.493.480 kroner skattefrit på en ellers helt almindelig fredag aften - det må siges, at være en godkendt start på weekenden for to danskere, som begge har spillet med i Eurojackpot, og som var heldige at ramme hver deres andenpræmie. Den ene pamfilius vandt desuden 123 kr. for en 11. præmie.
Den ene af de to heldige vindere kommer fra København og har spillet med på nettet, og vedkommende får snart direkte besked om gevinsten fra Danske Spil.
Den anden, heldige vinder har spillet med via en kupon, der er købt i Meny i Himmelev ved Roskilde - og den vinder har Danske Spil endnu ikke snakket med, så har du spillet Eurojackpot på Roskilde-egnen, så er det nu, du lige skal finde din kupon frem for at tjekke den - den kan være små 5,5 millioner kroner værd.
”Det er en fornøjelse at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.
Mens de to danskere kan glæde sig over deres andenpræmier, så var der ingen, der ramte Eurojackpots førstepræmie, så puljen vokser sig større og større: På tirsdag er der intet mindre end 608 millioner kroner i førstepræmiepuljen.
Om Eurojackpot
Eurojackpot er lotteriet med de allerstørste præmier. Der er trækninger hver tirsdag og fredag, og puljen varierer fra minimum 63 millioner kroner til maksimum 750 millioner kroner. Den højeste, danske gevinst blev vundet i sommeren 2022, hvor en Eurojackpot-kupon købt i Meny i Blåvand således gjorde en heldig dansker 750 millioner kroner rigere.
Eurojackpot, 24. maj Vindertal:
2, 3, 4, 21, 45
Eurojackpot, 24. maj Stjernetal:
6, 12