For ottende lørdag i træk var der ingen, som ramte førstepræmien i Lotto i weekenden, men som sædvanligt var der to heldige danskere, som i stedet fik fuldt udbytte af ekstratrækningen Millionærchancen. De to danskere blev nemlig udtrukket som vindere af hver 1.000.000 kroner skattefrit.
Den ene heldige dansker kan se frem til, at millionen stille og roligt og lige om lidt går direkte ind på kontoen. Vedkommende, som kommer fra Sydjylland, havde spillet med via sit PLUS-abonnement. Og for at det ikke skal være løgn, så var der endda udover millionen også en gevinst på fire rigtige vindertal og to tillægstal, hvilket gav 140 kroner – så den samlede gevinst blev på 1.000.140 kroner.
Den anden heldige dansker får ikke alle pengene udbetalt automatisk: Vedkommende har nemlig spillet Lotto via en god, gammeldags papir-kupon, som blev købt hos Min Købmand i Toksværd, ret tæt på BonBon-Land i Holme-Olstrup på Sjælland.
Danske Spil har endnu ikke været i kontakt med den anden heldige vinder, så tjek lige kuponen i baglommen, hvis den er købt i nærheden af BonBon-land.
”Det er en fornøjelse at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto.
Vindertal, Lotto, 17. august
4, 11, 12, 13, 16, 19, 27
Tillægstal, Lotto, 17. august
30
Om Lotto
Lotto tallene trækkes hver lørdag aften, og det er de blevet uden afbrydelse siden 7. oktober 1989. Førstepræmiepuljen er altid på mindst 8.000.000 kroner. Den højeste Lotto gevinst nogensinde blev vundet i 2008, hvor en heldig spiller fra København vandt 38.564,007 kroner.
Om Millionærchancen
Millionærchancen gik fra 2015 til og med august 2023 under navnet Millionærgarantien, men den gør stadig det samme: Garanterer, at der hver eneste uge findes to heldige danskere, der vinder 1.000.000 kroner. De to millionærer findes ved lodtrækning blandt samtlige ugens spillede rækker - uanset om der er gevinst på rækken. Derudover trækkes der sidste lørdag i måneden lod om 5 x 1.000.000 på alle månedens spillede rækker - så husk at gemme din kupon, også selv om der ikke skulle være gevinst i første omgang.