”Jeg har lige tjekket, og jeg har spillet med i Klasselotteriet på det samme nummer siden 1994. Jeg har da vundet før, men… ja, jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ikke troede på, at sådan en helt almindelig en som mig lige pludselig skulle vinde 3 millioner,” siger kvinden og lyder helt rørt. Og det er hun.

”Ja, det har været sjovt og søvnløst og grin og gråd. Det har været det hele,” fortæller hun, da hun skal forklare, hvordan det føles at vinde så mange penge.

Det hele startede, da hun blev forstyrret af telefonen, mens hun sad og læste en bog i sin stue hjemme i det midtjyske.

”Det var Annette fra Klasselotteriet, der ringede. Hun spurgte først, om jeg havde tjekket mit lod i Klasselotteriet. Nej, det havde jeg ikke. Så spurgte hun, om jeg sad ned, og så fortalte hun, at jeg havde vundet hovedpræmien på 3 millioner kroner, og at jeg ville få pengene udbetalt lige om lidt. Så begyndte jeg at stortude,” fortæller kvinden med et grin. Hun kan godt selv se det sjove i, at hun reagerede med tårer på det glade budskab. Især fordi hun normalt slet ikke har så let til tårer.

”Nej, overhovedet ikke. Jeg græder for eksempel aldrig over en film eller sådan noget, så jeg ved ikke hvorfor. Jeg græd også, da jeg ringede til mine børn. Men det var jo glædestårer, fordi jeg ikke kunne forstå, at det skulle overgå lille mig,” siger hun.

Det er dog ikke kun kvinden og hendes mand, der har fået lejlighed til at få våde øjne. Både børn og børnebørn kommer nemlig også til at få glæde af februars største gevinst i Klasselotteriet.

Det gør de både direkte i form af kontante arveforskud, men også i form af indirekte goder såsom hyggeture og oplevelser med bedsteforældrene. Det er især noget, som den nyslåede millionær glæder sig til.

”Nu skal vi rigtigt i gang med at forsøde tilværelsen. Vi er gode til at tage ud og opleve ting med familien: Det er sådan nogle drømme, som vi har, og som vi glæder os til at opfylde,” siger hun.

Med tiden kan børn og børnebørn glæde sig til at arve de gyldne lodsedler i Klasselotteriet.

”Det kan du tro. Jeg kunne aldrig drømme om at opsige dem. Jeg har haft dem siden 1994, så det skal jeg nok finde ud af at ordne, så de kan blive i familiens eje,” siger hun.