Danske Licens Spil udbyder bl.a. Oddset og f.eks. kasino og poker. I modsætning til Danske Spils lotterier, som der er monopol på, opererer Danske Licens Spil i et konkurrenceudsat marked, hvor mange forskellige udbydere i henhold til en tilladelse fra Spillemyndigheden tilbyder spil til danskerne.
I Danske Licens Spil arbejder vi hele tiden for at tilbyde underholdning i trygge rammer og gøre os fortjent til den tillid og interesse, som danskerne har vist os, siden den første tipskupon kom på gaden i 1949. I mange år var Tips det eneste sportsspil, Danske Spil udbød, men i 1994 kom Oddset på gaden, og siden kom både kasino og poker til. I 2018 blev Bingo og spil på hestesport liberaliseret og overgik fra Danske Lotteri Spil til Danske Licens Spil. Danske Licens Spil sætter en ære i at være der, hvor danskerne er, og vores forskellige brands, herunder Oddset, fungerer som kulturelle og sportslige samlingspunkter i kraft af særligt udbud og tilstedeværelse ved store, nationale begivenheder.
I den forbindelse leverer Oddset særlige spil og odds på store begivenheder, der samler danskerne, såsom landskampe, Eurovision, Vild med dans og Kongens nytårstale. Specialudbuddet har væsentlig betydning for vores samlede tilstedeværelse og den måde, vi møder danskerne på. Ligesom Danske Spils øvrige selskaber leverer Danske Licens Spil hele sit overskud tilbage til fællesskabet.
Ansvarlighed er dybt integreret i alle dele af Danske Spils strategi og sætter retning for, hvordan der udvikles nyt, navigeres i et konkurrencepræget marked og fokuseres på kunderne.
Det er i Danske Licens Spil, at de fleste ansvarlighedstiltag bliver etableret og får effekt, når vi arbejder for at sikre sunde spillevaner, og for at flere kunder spiller for mindre beløb.