Klasselotteriet er Danmarks ældste lotteri. Det blev stiftet af Frederik V den 29. juni 1753, da majestæten ”ved kongelig forordning” gav Det Kongelige Opfostringshus privilegium til at drive lotteri.
I 1754 blev de første trækninger foretaget på Charlottenborg i København. Men allerede i 1771 fratog Struensee dem privilegiet, og lotteriet har siden da været ejet af den danske stat.
I 2022 blev Klasselotteriet og Danske Spil sammenlagt med ambitionen om at udnytte fordele og synergier inden for blandt andet markedsføring, administration og indkøb. Klasselotteriet er i den forbindelse også blevet en del af den populære Lotto app, og sammenlægningen af de to virksomheder er sket med stor respekt for den lange historie, som Klasselotteriet har bragt med til Danske Spil.