”På intet tidspunkt har jeg overvejet hvad der skulle ske bagefter. Det var som om, filmen bare blev slukket,” siger Peter Rosenmeier, og knipser med de eneste to fingre på hans venstre hånd.
Den samme hånd, som han dagligt ifører sin datters gamle sok og glider ind i et specialdesignet bordtennisbat. Den hånd, som sikrede ham den første paralympiske guldmedalje i Beijing i 2008.
Det var netop i det øjeblik, hvor Peter Rosenmeiers drøm gik i opfyldelse, men også et øjeblik, der vendte alting på hovedet.
På trods af syv års forberedelse havde han nemlig aldrig forberedt sig på, hvad der ville ske, hvis han rent faktisk vandt – og det sendte ham ned i et sort hul.
”Bordtennis fyldte ingenting for mig. Jeg stoppede ikke, jeg trænede stadig væk, men jeg meldte afbud til EM året efter, og spillede ikke rigtig nogen internationale turneringer. Gnisten var væk. Der var ikke mere at spille for,” siger Peter Rosenmeier.
”Faktisk så kommer jeg kun op af det hul fordi jeg får min første datter, som vender alt det der på hovedet,” fortæller han Sarah Bro, som i denne episode af ’Øjeblikket’ er taget ud til Idrættens Hus i Brøndby, for at besøge den danske atlet, som har forventninger om at deltage ved sit sjette PL til sommer.
Fundamentet for det hårde arbejde, som førte til den antiklimatiske PL-sejr, lagde han allerede i 2001. I 1.g delte han nemlig sine ambitioner med den daværende ungdomslandsholdstræner, som til hans overraskelse tog ham på ordet.
Det øjeblik fik stor betydning for Peter Rosenmeier, som lige var startet i gymnasiet og kunne se et mønster gentage sig.
”Der begynder at komme privatfester og jeg registrerer hurtigt, at nu begynder mit netværk at finde sammen på kryds og tværs, og det er ligesom om at det ikke rigtig falder min vej(…) For mig var det meget naturligt at sige; det handler jo nok om, at jeg ser ud som jeg gør,” siger han.