I kast med Kristel Walther

-Det driver mig at skulle gøre noget perfekt. Noget, som ikke kan blive perfekt. Men man kan komme så nær, at det giver et rush. Følelsen af, at det sidder lige i skabet. Man kan vinde over noget. Men hvis det kun var at vinde, kunne jeg ikke gøre det i længden. Der skal være noget glæde ved det. Det er jagten efter det perfekte, man nogle gange opnår. 

Diskoskasteren Kristel Walther mener ikke selv, at hun er bygget til den sport, hun har valgt at kaste sig ud i.  Alligevel opnår hun imponerende resultater, når hun med Udlodningsmidlerne i ryggen begiver sig ud i det perfekte kast med sin et kilo tunge diskos. Hvert år modtager para-atletik støtte fra Udlodningsmidlerne, som blandt andet kommer fra Danske Spils lotterier.

Selv siger hun om sin ”forkerte” statur:

-Som diskoskaster er det en fordel at være høj og have abe-faktor. Aber har tit lange arme og er ikke helt symmetriske i forhold til arme og resten af kroppen. Jeg har ganske enkelt for korte arme og er ikke høj nok.  Men jeg får det til at fungere. På det personlige plan er man nødt til at være nørdet og perfektionist. Jeg tror ikke, man vil synes, diskoskast er sjovt, hvis man tænker, man bare skal kaste en dims fra A til B. Der er så meget teknik og små nuancer af bevægelse, man hele tiden kan optimere. For en perfektionist som mig, der kan få optur over den mindste perfekte bevægelse, giver det så meget mening. 

Kristel Walthers kombination af dygtig og nørdet havde egentlig sikret hende en plads til PL i Tokyo 2021, indtil Corona satte en stopper for store sportsbegivenheder verden over. Hun var med i Rio i Brasilien i 2016 og beskriver det som så stor en oplevelse, at den gav tårer i øjnene. 

-Det der med, at man kommer ind i de rød/hvide farver. Alle kigger på en, og man er bare ved at revne af stolthed over at repræsentere sit land. Det glæder jeg mig virkelig til at opleve igen. 

Bidt af sport som barn

Kristen Walther blev født med begge ben i Kerteminde på Fyn og voksede op på en bindingsværksgård, marker og masser af plads. 

-Der var en meget lokal samhørighed. Man dyrkede den lokalsport, der var i nærheden og alle kendte alle. Det var meget trygt, siger hun. 

Forældrene bakkede op om datterens sport uanset hvad, hun gav sig i kast med. Og konkurrencementaliteten har hun også fået med hjemmefra. Det ligger bare til hende at være pissestædig og bare gerne ville vinde. 

-Både min mor og far er meget viljestærke, så det er bare noget, jeg er vant til. At man gerne vil vinde.

Den nysgerrige og viljestærke pige dyrkede primært springgymnastik og fodbold, men efterhånden som hun voksede, var det som om hendes ene fod ikke rigtig ville være med. 

-Smerterne begyndte omkring 7. klasse. Jeg havde svage ankler og vrikkede ofte rundt på foden. I starten troede vi, det var vokseværk, for det var ikke til at finde ud af, hvad som var galt. Selvom jeg var dygtig sportsligt, blev jeg sat tilbage i alt, fordi jeg havde så ondt. Til sidst måtte jeg helt holde op med at dyrke sport – meget mod min vilje. 

De næste mange år var præget af besøg hos mange forskellige læger og undersøgelser om alt fra gigt til hypermobilitet. Men smerten tiltog i takt med manglende svar. Først da Kristel gik i 10. klasse fandt man ud af, at hun havde et hulrum i sin hælknogle. Da der blev taget en biopsi, viste det sig, at der var en tumor i derinde. 

-Egentlig var jeg glad for, at man endelig havde fundet ud af, hvad der var galt. Men det var selvfølgelig ikke super fedt at have en tumor i foden. 

Undervejs havde den unge kvinde utallige møder med ortopædkirrugen på OUH (Odense Universitets Hospital red.) På et af møderne lød den nedslående dom. Du skal forberede dig på, at jeg på et tidspunkt måske bliver nødt til at tage din fod. 

-Tage min fod?? Jeg brød helt sammen. Det var jeg slet ikke parat til på det tidspunkt, erindrer hun. 

Den hårde erkendelse

De år, der fulgte herefter, var de hårdeste fortæller Kristel. Man ville fra lægernes side gøre alt for at redde foden, så man prøvede at eksperimentere med flere store operationer.

Da Kristel var færdig med 3. g og stod med huen i hånden, tog smerterne endnu mere til, og blev mere konstante. På trods af en flere års oparbejdet smertetærskel var det uudholdeligt at være i. 

Hun havde igen en af mange alvorlige snakke med ortopædkirurgen. De blev til sidst enige om, at en amputation af foden var den eneste mulighed for at slippe for smertehelvedet. 

-Når man ender med at drømme om et liv uden sin fod, har man været rimelig meget igennem. Udtrykket pest eller kolera har aldrig givet så meget mening som lige der, fortæller hun. 

Livet uden fod

Derefter gik det stærkt. Efter få uger kom hun på operationsbordet.

Det var en helt surrealistisk oplevelse at vågne op fra narkosen. At trække dynen væk og mangle det nederste af benet.

Efter genoptræningen tog Kristel til Paris og boede et halvt år. Endelig kunne hun bevæge sig frit uden smerter. Selvfølgelig med de udfordringer, det medfører at gå med en protese, men der skulle bare ske noget. 

-Jeg havde levet så mange år med begrænsninger på alt muligt. Nu skulle jeg bare ud og mærke noget andet. 

Sekundet før man kaster

Der går mange tanker igennem den kvindelige diskoskaster, inden et kast. Kunsten er at lade dem fare for kun at have en tanke i hovedet. Fokus. 

-Det er svært at lade være med at tænke for meget på konkurrenterne og blive intimideret af de andre. Hvad hvis jeg ikke klarer det godt? Hvad tænker de andre om mig? De dårlige tanker kommer let, fordi man er i de her ekstreme situationer, hvor man presser sig mentalt til det yderste. Det mentale er nærmest 50% af det at dyrke sport, lyder det. 

Team Danmark og fællesskabet

Kristel Walther er en af de mange atleter under Team Danmarks paraply. Her får de økonomisk støtte til træning, rejser, læger osv. Flere af dem har kvalificeret sig til Para-OL i Tokyo næste år. 

-Gennem Team Danmark får vi nogle rigtig gode redskaber af sportspsykologer til, hvordan man håndterer træning i hverdagen. Men også især til at kunne håndtere vigtige konkurrencesituationer. Det er alfa og omega, at man har den mulighed. Derfor er det så vigtigt, at man har Udlodningsmidlerne, som støtter idrætten, og kan få os til at flyve højere på ambitionerne. Vi støtter også hinanden personligt på atletiklandsholdet, hvilket er med til at gøre os bedre og stærkere i fællesskab. Det er fedt, at der er sådan en mentalitet. Vi er jo rigtig meget sammen. Nogle gange er man væk i 14 dage eller mere og skal træne og bo sammen. Det er mange timer i hinandens selskab. Derfor er sammenholdet helt essentielt. Og det har vi.